Det stormer over fjorden ved Borgarfjöður i det vestlige Island i 900-tallet. Regnen står ned, og havet raser. Et skib er blevet slugt af bølgerne, og ved kysten hiver Egil sin søns lig op på stranden. Han er ude af sig selv af sorg. Hele sit liv har han nedkæmpet alle udfordringer med vold og blod. Men det er ikke en mulighed nu. I dag tager vi tilbage til den sene vikingetid og sagaen om den voldelige og udadreagerende Egil Skallagrimsson. Han kæmper hele livet med at tøjle sin vrede, men bliver også hyldet for sine gerninger.
I denne 7. sæson af Varbergs danmarkshistorier dykker vi ned i historien for at forstå det, der gik forud for nutidens debat om diagnoser, trivsel og hvordan vi ser på dét at have ondt i livet. For hvad vil det egentlig sige at være ”normal”? Og hvem bestemmer, hvornår man er det – eller ikke er? Svaret har ændret sig igen og igen. Det, der engang blev set som forkert eller sygt, kan i dag være helt almindeligt. Eller omvendt. Gennem historien har man forsøgt at forstå – og kontrollere – dem, der skilte sig ud, og synet på dem har bevæget sig fra religiøse forklaringer og indespærring på asyler, hvor straf og tvang var en del af behandlingen, til nutidens fokus på medicin, terapi og samtale.
S7. E1. 900-tallet: Egil klarer sorgerne med ekstrem vold og hyldes for det – indtil hans søn dør
19.AUG.2026
Mød værten
Jeanette Varberg
Jeanette formidler forhistorie som forfatter og foredragsholder. Lige fra hun var helt lille, har hun været optaget af fortællinger om fortiden. Især historien om barnekongen Tutankhamon, der blev fundet i Kongernes Dal, fascinerede hende. Tanken om, at der ligger ældgamle skatte og fantastiske fortællinger gemt i jorden, har fulgt hende lige siden, hvor hun har undersøgt, hvordan den danske fortidshistorie stadig giver genlyd i nutiden. Faktisk har hun gjort os så meget klogere på den danske historie, at hun har vundet priser for det, og endda blevet nomineret som årets dansker i 2017.
Hvem står bag?
Vært: Jeanette Varberg, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet
Medvirkende: Peter Pentz, museumsinspektør på Nationalmuseet
Tilrettelægger og producer: Nikolai Sørensen
Redaktør: Rikke Caroline Carlsen
Kilder til episoden: