Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S2. E4.
Grevens Fejde: Borgerkrig i Danmark
Danmark er et fredeligt land. Især inden for vores egne grænser. Revolutioner har vi ikke set mange af i Danmark. Mange andre lande har været gennem bitre og blodige kampe for frihed og demokrati, og i Danmark er den slags næsten altid kommet som en tilnærmelsesvis administrativ ændring. Borgerkrige er som regel ikke noget, vi forbinder med Danmark. Men det er der også en grund til: for vi har ikke haft en borgerkrig i Danmark i mange år. Nogle mener faktisk, at vi ikke har haft en siden 1500-tallet. Dengang havde vi til gengæld en meget blodig og afgørende en af slagsen. Hverken kongerække eller kirke var den samme efter denne strid - "Grevens fejde".
S2. E4. Grevens Fejde: Borgerkrig i Danmark
27.APR.2022Mød værten
Jeanette Varberg
Jeanette formidler forhistorie som forfatter og foredragsholder. Lige fra hun var helt lille, har hun været optaget af fortællinger om fortiden. Især historien om barnekongen Tutankhamon, der blev fundet i Kongernes Dal, fascinerede hende. Tanken om, at der ligger ældgamle skatte og fantastiske fortællinger gemt i jorden, har fulgt hende lige siden, hvor hun har undersøgt, hvordan den danske fortidshistorie stadig giver genlyd i nutiden. Faktisk har hun gjort os så meget klogere på den danske historie, at hun har vundet priser for det, og endda blevet nomineret som årets dansker i 2017.
Gæst
Jakob ØrnbjergHistoriker ved Nordjyske Museer
Om Jakob ØrnbjergJakob Ørnbjerg
- Jakob Ørnbjerg
Historiker ved Nordjyske Museer
Om Jakob ØrnbjergJakob Ørnbjerg
Hvem står bag?
Vært: Jeanette Varberg, museumsinspektør og arkæolog på Nationalmuseet
Gæst: Jakob Ørnbjerg, historiker, ph.d., Nordjyske Museer
Tilrettelægger og producer: Luna Lam og Nikolai Sørensen
Redaktør: Lucas Francis Claver
Produceret af Juhl & Brunse for 24syv og Nationalmuseets mediehus Vores Tid.
S2E4. Grevens Fejde: Borgerkrig i Danmark
Jeanette: Således lettede nu bønderne over hele Jylland. Tiden var af lave. Der gik 14 dage, og flokkene rejste sig hertil og dertil, brændte og svirrede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er så sin sag, når bønderfolk bliver rykket væk fra deres sted og slynget ud på det vilde. Så længe de kender hverandre, er der en slags sammenhold. Men folk fra to forskellige herreder er allerede halve fjender. Det var en fører fra først af, de manglede. Da flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Clement kommandoen over dem. Der var 6.000 mand, men næsten lige så mange slags våben. Danmark er et fredeligt land, især inden for vores egne grænser. Revolutioner har vi ikke set mange af i Danmark. Hvor man i mange andre lande, Frankrig eksempelvis, har været igennem bitre og blodige kampe for frihed og demokrati, er den slags næsten altid kommet som en tilnærmelsesvis administrativ ændring her i Danmark. Bevares, vi kan godt finde ud af at demonstrere. Men borgerkrige er som regel ikke noget, vi forbinder med Danmark. Men det er der en grund til, for vi har ikke haft en borgerkrig i Danmark i mange år. Nogle mener faktisk, at vi ikke har haft en siden 1500-tallet. Dengang havde vi til gengæld en meget blodig og afgørende en af slagsen. Hverken kongerække eller kirke var den samme efter denne strid. Denne Grevens Fejde. Velkommen til Varbergs Danmarkshistorier. Mit navn er Jeanette Varberg. Jeg er museumsinspektør, arkæolog og forfatter, og i denne podcast vil jeg sammen med nogle af Danmarks dygtigste historikere, arkæologer og eksperter fortælle om de mest fascinerende ting i danmarkshistorien, som du skal kende for at forstå det samfund, du lever i i dag. I denne sæson tager jeg dig med til forskellige tidspunkter i historien, hvor krigen rasede herhjemme og til voldsomme slag og fredsforhandlinger, som på den ene eller anden måde har sat deres blodige aftryk i det danske land og formet det Danmark, vi kender i dag. Det var en krig mellem samfundsklasser og trosretninger og mellem konger, bønder, borgere og adelige. Vi stiller skarpt på Stormen på Aalborg i 1534. I nord står Skipper Clement med sin hær af bønder. Sydfra nærmer Rantzaus adelshær sig med hastige skridt. Lyt med og hør, hvem der sejrer, når slaget om Jylland skal stå. Og til det her skal jeg tale med dig, Jakob Ørnbjerg. Du er kulturhistoriker, og så er du fra Aalborg, og du er ekspert i lige præcis Grevens Fejde. Velkommen til Varbergs Danmarkshistorier.
Jakob: Tak for det.
Jeanette: Passagen, jeg startede med at læse op, er fra Johannes V. Jensens bog "Kongens Fald". Vi befinder os i Danmark i 1534. Danmark er splittet i to, bønderne har rejst sig, og adelen vil slå oprøret ned. Jakob, vil du forklare os, hvordan Danmark er havnet i denne situation? Jeg ved, det er kompliceret stof. Men kan du hjælpe os igennem det?
Jakob: Jeg kan prøve i hvert fald. Hvis vi skal opsummere situationen, Jeanette, kan vi kalde denne her konflikt, Grevens Fejde, for Game of Thrones, bare uden drager. Det drejer sig nemlig om lidt samme plot som tv-serien, forstået på den måde, at det er en kamp mellem forskellige familier om, hvem der har retten til tronen - altså i dette tilfælde Danmarks trone. Hvis vi skal prøve at opsummere situationen: Nu starter vi ud i 1534, men hvis vi skal prøve at forstå hele konceptet kortfattet, skal vi rulle udviklingen 14 år tilbage til 1520. For der har Danmarks daværende konge og den sidste regerende fyrste over Kalmarunionen - det, vi kender som Danmark, Norge og Sverige - med ét slag besluttet sig for at få ryddet op i Sverige en gang for alle. Det udvikler sig så til det, som vi kender som Det Stockholmske Blodbad, hvor Christian 2. slagter 90 medlemmer af den svenske elite, altså adelsfolk og biskopper og så videre på Stortorget i Stockholm.
Jeanette: Han gjorde simpelthen kort proces og syntes, at han skulle have mere magt over svenskerne.
Jakob: Ja, det var planen: At få nakket svenskerne, så vi kan få styr på unionen, så jeg kan fortsætte det her projekt med alle tre riger samlet under min hånd.
Jeanette: Var det et smart træk, når vi kigger tilbage i tiden?
Jakob: Nej, det er faktisk der, han taber det hele på gulvet, kan man sige. Forstået på den måde, at svenskerne bliver enormt sure over det her. Tværtimod, som Johannes V. Jensen også er inde på i "Kongens Fald", så skulle Christian 2. måske i virkeligheden have slået flere svenskere ihjel for at have fået styr på den situation. Det får han så ikke nu. Der kommer oprør i Sverige. Hvis man skal bekæmpe et oprør, koster det penge. Christian 2. udskrev flere skatter hjemme i Danmark, hvilket var ensbetydende med, at borgere og bønder blev sure. De brokker sig mere og mere.
Jeanette: Så kan du dem, der skal betale.
Jakob: Det er dem, der betaler festen. Samtidig kan man også se, at den danske adel, som i forvejen er trætte af Christian 2., fordi han konsekvent blander sig i alting og er ret emsig i forhold til deres privilegier, begynder at samle sig. Endelig har vi også en udefrakommende magtspiller: Den Nordtyske Handelsføderation. Hansestæderne, der med Lübeck i spidsen også gerne vil blande sig i den indenrigspolitiske situation i Danmark med henblik på at få styr på deres handelsrettigheder her i landet. Ud over det er vi også på det tidspunkt i historien, hvor Martin Luthers kritik af den katolske kirke - netop ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst, altså datidens massemedie - vokser i styrke og flyder ind over Danmarks grænser. Vi har altså denne pøl af politiske uroligheder, nye religiøse strømninger og store skatteudskrivninger. Og det hele køres sammen i sådan en giftig cocktail, kan man sige, på dette tidspunkt. Så gryden bobler virkelig på dette tidspunkt. Det er kun et spørgsmål om, hvornår at låget ryger af. Og låget ryger så af, kan man sige, i 1533, for på det tidspunkt er Christian 2. kommet i spjældet. Han er blevet fængslet af sin onkel, Frederik, som så har taget kongemagten. Da Frederik så dør i 1533, skal man finde en ny konge. Men hvem skal det være? Christian 2.? Han sidder fængslet, men han er stadigvæk en potentiel kandidat, især for bønder og borgere, som godt kan lide, at han har langet ud efter adelen. Især også for Hansestæderne med Lübeck i spidsen, fordi de har en idé om, at hvis de støtter ham, så kan de måske få deres handelsrettigheder i Danmark tilbage.
Jeanette: Noget for noget.
Jakob: Ja, lige præcis. Det er vel oplagt: Få ham ud af spjældet, vi bakker ham op, sg så vil han nok give os nogle nye rettigheder i Danmark, så vi kan handle her i fred og ro. Det korte af det lange er så, at den afdøde kong Frederik også har en søn, hertug Christian.
Jeanette: Så vi har en Christian mere?
Jakob: Ja, men han har ikke noget nummer endnu. Det kommer.
Jeanette: Ok. Det er med at holde tungen lige i munden her.
Jakob: Ja, så vi har Christian 2., der sidder i spjældet. Og så har vi den afdøde konges søn, Christian, som også godt ville være konge. Men problemet er på dette tidspunkt, Jeanette, at en konge ligesom skal vælges af de styrende kredse i landet. Og det kan man på dette tidspunkt ikke blive enige om. For Christian er overbevist lutheraner: han er tilhænger af Luthers lære. Og de katolske biskopper, der sidder i rigsrådet, der skal vælge kongen, er selvfølgelig ikke interesserede i at save den gren over, de sidder på.
Jeanette: Nej. For hvis først Luther kommer ind i landet...
Jakob: Så ryger de!
Jeanette: Så vi har simpelthen en masse forskellige interessenter.
Jakob: Ja. Og i det øjeblik, i sommeren 1534 er det, at Lübeck siger: Vi har pengene og midlerne til det, så nu sætter vi ind og sætter dagsordenen, for hvem skal være kongen i Danmark. Så de hyrer en tysk adelsmand, der også er professionel soldat, Grev Christoffer af Oldenburg, til at tage deres hær, føre den til Danmark, føre krig mod Christians støtter på Lübecks vegne og samtidig få befriet Christian 2. - får ham ud af spjældet - så de kan sætte dagsordenen og finde deres egen konge i Danmark.
Jeanette: Så vi har egentlig en adel, som gerne vil have hertug Christian, men ikke kan få ham valgt igennem, fordi der sidder nogle biskopper og er bange for, at han er protestantisk. Altså at han er optaget den nye lære, der kommer nede fra Tyskland, fra Luther. Og så har vi den gamle konge, som slagtede stort set hele adelen i Det Stockholmske Blodbad: Christian 2. Og han bliver støttet af tyske handelsmænd, købmænd, som håber på at få handelsprivilegier i Norden og at kunne kontrollere Østersøen.
Jakob: Lige præcis.
Jeanette: Og så er det, vi begynder at have konturerne til en borgerkrig.
Jakob: Ja, nu aktørerne sat på scenen, så nu kan vi trække tæppet op og så virkelig rulle slagmarken ud.
Jeanette: Grev Christoffer af Oldenburg er professionel kriger. Hvor er det, han går i land henne?
Jakob: Han starter på Sjælland. Og byerne omkring Øresund, altså København og Malmø, Skåne, som jo også er en del af Danmark på dette tidspunkt, slutter op om ham lige med det samme. Hertug Christian opholder sig i det sønderjyske område, i Sønderjylland. Samtidig kan man fra Lübecks side godt tænke sig at få startet en togfoldskrig og måske få presset hertug Christian ud af Jylland. Og i den forbindelse tager Christoffer af Oldenburg og nogle københavnere et møde med en nordjyde i sommeren 1534 - nærmere bestemt med Klemen Andersen, også kendt som Skipper Clement. Når vi kalder ham Skipper Clement, så skyldes det, at han for det første er købmand, han også en professionel lejesoldat - måske samme type som Christoffer af Oldenburg, bare med den forskel, at han altid kæmpede på Christian 2.s side - og udover det er han også skibskaptajn og lidt af en sørøver. Så det er derfor, vi kalder ham for Skipper Clement.
Jeanette: Man indsætter simpelthen en nordjysk pirat i Jylland, og det er skipper Clement.
Jakob: Ja, og når man netop tager en nordjyde, skyldes det, at man gerne vil have ham til at sejle til Nordjylland, nærmere bestemt Aalborg, for at gå i land her og anstifte de nordjyske bønder til at starte et oprør, der kan få Christian 2. ud af fængslet.
Jeanette: Nu skal vi lige have noget sat på plads, for det hedder jo Grevens Fejde. Og greven er Christoffer af Oldenburg, som har givet navn til denne borgerkrig?
Jakob: Ja.
Jeanette: Men i virkeligheden er det Skipper Clement, der er den mest kendte, er det ikke?
Jakob: Det er ham, der fylder mest i folks bevidsthed, netop fordi han starter et bondeoprør, der i senere tiders historier - også tilbage i 70'erne og 80'erne, hvor den slags var mere moderne inden for historiefaget - blev set som en den lille mands støtte - altså et socialt oprør. Min vurdering af ham er, at han nok har været det stik modsatte. Min vurdering er, at han ikke har været ret meget bedre end grev Christoffer af Oldenburg. Han er betalt. Han er betalt, 'a hired hand', en betalt lejesoldat. Vi kan også se på hans opførsel, at det ikke er fordi han laver en eller anden form for folkerevolution eller jordomdeling. Intet.
Jeanette: Det er ikke nogen Robin Hood, vi har med at gøre.
Jakob: Overhovedet ikke.
Jeanette: Men hvordan samler han så de jyske bønder til oprør? Der skal jo alligevel lidt til. Altså, nu kender jeg jo selv nogle jyder, for jeg bor jo selv i Jylland. At få fyret op under dem, hvordan gør han det?
Jakob: Rent lavpraktisk gør han det, at i september 1534 sejler han til Aalborg og går i land. Han har selv nogle professionelle soldater med. Med to skibe går han i land i Aalborg. Han er jo også lokalkendt, han er vendelbo. Han kender folk i området. Så samler han, dels via en del gyldne løfter, kan vi se, men faktisk også med en del trusler - "Hvis I ikker er med mig, så er i imod mig - faktisk bønderne i området nord for Limfjorden. Jeanette, for en fynbo som dig ville det være Thy, Vendsyssel osv. De områder, der. Han samler dem under sig og får dem med sig. Så går man simpelthen efter at angribe den jyske adels herregårde og også kirkens klostre, som i mange tilfælde bliver plyndret og brændt af. Som vi også hører om i Johannes V. Jensens "Kongens fald".
Jeanette: Der får man en ide om, at tanken om at få lov til at komme efter de her klostre også har tiltalt en del.
Jakob: Det er klart. Men det er også vigtigt at pointere, at når disse bønder gør oprør, er det ikke fordi, at de i forvejen er underkuede. Rigtig mange af de bønder, vi har at gøre med heroppe i Nordjylland på dette tidspunkt, er selvejere. Det vil sige, at de ejer deres egen jord, deres egen gård. De handler med okser, kan vi se. De har penge på kistebunden. Der er mange af dem, der faktisk også handler en del med Norge, forstået på den måde de sejler nordjysk korn til Norge og henter tømmer med tilbage. Det er selvbevidste folk.
Jeanette: Så de har simpelt griller i hovedet. De vil have mere.
Jakob: Ja, de vil have mere eller også vil de sikre sig det, de har. Folk, der slet ikke har noget at miste, er ikke altid lige modtagelige over for oprør. Hvis vi ser på oprørshistorie, er dem, der ofte laver ballade og fatter høtyven og sådan nogle ting, det er dem, der har noget mest i forvejen. Og det er de typer her. Og det er jo også nogle typer, Jeanette, som jeg tror, at du måske er stødt på i noget af dit eget arbejde, for blandt de her bønder, er der også efterkommere og slægtninge langt tilbage af de nordjyske bønder, der var med til at slå Knud den Hellige ihjel tilbage i 1086.
Jeanette: Ja.
Jakob: Så de har - det vender vi tilbage til - en tradition for oprør, og de er også forholdsvis godt organiserede. Vi ved faktisk også, at de også har været forholdsvis velbevæbnede. De har haft nogle af tidens moderne skydevåben med sig, de har lange spyd osv. Den klassiske opfattelse af en bonde, der gør oprør, som en pjaltet klædt mand med en høtyv i den ene hånd og en fakkel i den anden, holder ikke helt.
Jeanette: Nej. Så det er faktisk folk, der har noget at kæmpe for, og som har nogle forholdsvis gode våben. Men hvad gør adelen så for at slå det her bondeoprør ned, som Skipper Clement har fået stablet på benene?
Jakob: I første omgang, kan man sige, at nord for Limfjorden kommer adelen og deres støtter ikke på dette tidspunkt. Så det falder ret hurtigt under Skipper Clemens kontrol. Vi kan se, at der sker det i oktober 1534 - altså cirka en måned efter, at Clement er landet i Aalborg og har sikret sig kontrollen med Nordjylland - at en adelshær, primært bestående af pansret adelsrytteri, som vi kender dem, altså riddere i rustning og panser og plade, begiver sig mod nord for at give Skipper Clement og hans oprørere en lærestreg. Simpelthen banke dem på plads. Clement vælger at imødegå denne trussel og rykke ud syd for Aalborg for at møde adelshæren i åben mark. Og der braser de så sammen den 16. oktober 1534. Der sker der det, Jeanette, at - for første gang måske næsten i danmarkshistorien - en hær af bønder, altså fodfolk kan man sige, faktisk formår at besejre en adelshær. For der sker simpelthen det, at adelen taber dette slag. De får simpelthen bank på den hårde måde. Vi ved, der var 14 jyske adelsfolk, der falder i dette slag.
Jeanette: Hvor ligger dette slag?
Jakob: Svenstrup. Det ligger et par kilometer syd for Aalborg. En landsby ved et højdedrag. Clement har tænkt godt: Han stiller sin hær op på en bakke, så fjenden er nødt til at angribe op ad. Det er aldrig godt.
Jeanette: Det er en klassiker.
Jakob: Det er en klassiker, for så står forsvaret og kan sende alt muligt i hovedet på dem. Clemens hær består på dette tidspunkt af godt og vel 6.000 bønder - det er i hvert fald de tal, vi har fået oplyst - og så en mindre gruppe af professionelle soldater, som Clement har haft med. Så igen, det er ikke bare bønder. Det er også nogle professionelle soldater med i det her, som ved, hvordan og hvorledes man organiserer og styrer en gruppe af fodfolk, altså fodsoldater, mod rytteri. Der sker det, at adelen simpelthen får bank på dette tidspunkt. Det skyldes til dels - som det ser ud i efterfølgende beretninger, vi har om det - at adel ikke rigtig tog truslen alvorligt. De tænker: Vi kommer til hest, vi plejer hurtigt kunne smadre sådan en samling af bønder, vi ridder dem ned, og så er det det. Det gjorde de så ikke her.
Jeanette: De havde ikke regnet med, de var så godt organiserede.
Jakob: Organiserede og bevæbnede.
Jeanette: Men adelen har jo et i ærmet. Nu opgraderer de. Hvem sender de på banen?
Jakob: Hvis vi kort skal opsummere situationen: Efter slaget ved Svenstrup har adelen fået tæsk. De gemmer sig i Randers. Bondehæren går uden om Randers og spreder faktisk oprøret helt ned til Varde. Så der befinder bondeoprøret sig nede i december 1534. På det tidspunkt trækker hertug Christian, tronkandidaten, et es ud af ærmet. Og det es, han har, er den holstenske storgodsejer, adelsmand og feltherre, Johan Rantzau, som tidligere har været i den danske konges militærtjeneste og løst forskellige militære opgaver.
Jeanette: Han har også titlen Ridder af Den Hellige Grav i Jerusalem.
Jakob: Rantzau er en på alle måder internationalt skolet og veluddannet adelsmand, så vi ved, som sagt, at han er født katolik tilbage i 1490'erne. Men som ganske ung har han faktisk været i Jerusalem på pilgrimsfærd. Han blev slået til ridder dernede. Vi ved også, at han har studeret krigskunst ud i Europa, blandt andet i Spanien og England og andre steder, og deltaget i felttog der. Så han kommer med en vis form for kamperfaring. Han er også internationalt skolet. Han har kendt sine klassikere, kan græsk og latin osv. Så han er ikke bare sådan en bølle. Han er ikke professionel.
Jeanette: Han er ikke en nordjysk pirat, der render rundt med en flok bønder.
Jakob: Nej, han er en professionel soldat, der har en professionel hær til sin rådighed.
(Musik: Skipper Clements Morgensang)
Jeanette: Nu er banen altså kridtet op, og året er 1534. Nordpå står den jyske købmand, Skipper Clement, med sin oprørshær af bønder og sydpå indleder den holstenske feltherre, Johan Rantzau med sin adels hær, sit jyske felttog. Og der vil jeg godt lige læse et stykke op: "Kære frænde. Som I uden tvivl ved, drog jeg fra Kolding til Varde, hvor 400 bønder havde forsamlet sig. Da de nu fornemmede, at jeg var kommet, tog de benene på nakken og slap med nød og næppe fra os." Sådan indleder Johan Rantzau sin rapport over hans jyske felttog. Men hvordan udvikler det sig?
Jakob: Selv efter vor tids normer, Jeanette, er der tale om en decideret lynkrig. For Rantzau møder, som du lige har læst op, bønderne ved Varde først. Der er omkring 400 bønder samlet her, Men så snart de ser Rantzau og hans hær af både adelsfolk og professionelle lejesoldater, flygter de. Så Rantzau følger lige så stille efter dem.
Jeanette: Er det fordi, at Rantzaus ry og rygte løber i forvejen? Er de simpelthen bange for ham eller hvad?
Jakob: Ja, de kan se og de kan også godt tælle, at der kommer en stor professionel styrke, både af rytteri og professionelle fodfolk, imod dem. Som Johannes V. Jensen også var inde på. Bønderne har ikke altid været lige godt organiserede. de er langt hjemmefra og så videre. Det kan godt være, de kan finde ud af at stikke ild på en herregård og smadre et kloster og sådan nogle ting. Og nu møder de professionelle soldater. Vi skal jo tænke på, Jeanette, at de folk, Rantzau har med... Nu skal jeg passe på ikke at hænge nogen ud i det her, men det udvikler sig lidt til en konflikt mellem Jægerkorp-set kontra Hjemmeværnet. Vi har Rantzau som jægerne og bønderne som det her lokalt forankrede forsvar. Da de kommer til Skjern Å - en af de største åer i Jylland som er både bred og dyb - tænker bønderne: Hvis vi fjerner broen over Skjern Å, så kan Rantzau ikke komme efter os. Rantzau gør så det, da han ser, at de har fjernet broen, at han tager tidens nye ildvåben i brug. Han fyrer simpelthen sine kanoner af og lader sine bøsseskytter brænde deres våben af mod bønderne på den anden side af Skjern Å, så bønderne flygter i forvirring. For som Rantzau også skriver i brevet der: "Jeg kunne måske godt have sendt mine folk ud i åen, men den er både dyb, og det er koldt, det er ved vintertid osv. så det vil jeg egentlig ikke at spilde liv på. Så vi sætter vores artilleri i sving i stedet, og så jager vi bønderne væk på den måde." Og det virker. Efterfølgende fortsætter turen op. Man kan næsten tegne på et kort: Efter Skjern Å rykker han til Ringkøbing. Byen er tom. Så venter han der. Derefter rykker han videre til Holstebro. Der har godt nok været ca. 5000 bønder samlet før, siger han. Altså, vi har ikke tallet præcis. Bønderne flygter igen. De trækker sig tilbage mod Viborg. Fra han ankommer til Varde til han ender i Viborg den 13. december, det er ca. en uge, det tager ham.
Jeanette: Hvor er Skipper Clement i alt det her?
Jakob: De sidste vi hører til ham, er, at han skulle opholde sig i Viborg sammen med hans folk. Men der er de trukket væk fra igen. Altså, det er ren lynkrig. Hvis du sammenholder datoerne og så tager et kort over Jylland kan du se, at Rantzau lige så stille - det er ligesom at rulle et gulvtæppe sammen - presser dem længere og længeretilbage hele tiden. Han er også effektiv for undervejs, når han besætter en by, så tvinger han lokalbefolkningen til at sværge troskab til hans arbejdsgiver, altså hertug Christian.
Jeanette: Det er jo en voldsom forandring fra først, hvor det egentlig er bønderne, der sejrer mod det panserbeklædte rytteri og adelen, der kommer. Og så har du sådan en ridder af Den Hellige Grav i Jerusalem, der er en internationalt uddannet mand, og han vender billedet fuldstændig. Hvad sker der?
Jakob: Han er professionel. Han har professionelle folk med. Vi kan se, at ved Skjern Å efter han har jaget bønderne væk, bygger han en ny bro over. Han er en professionel soldat på mange måder også. Han tager ingen chancer. Vi kan se, at i hans jyske felttog - i skrivelserne osv. - bruger han hele tiden spejdere. Der er hele tiden fortroppen foran, der holder øje med, hvor bønderne er henne. Så lige så stille trækker han sig op. Og så sørger han - selvfølgelig under seriøse trusler om vold - at få de tilbageblivende til at sværge troskab. Til at overgive sig uden kamp. Så han tager ingen unødvendige chancer, og det fremgår også tydeligt, når vi nu her om lidt kommer til finalen, kan man næsten sige, nemlig stormen på selve Aalborg.
Jeanette: Ja, for det er jo sådan set det, vi bygger op til. For Skipper Clement sidder i Aalborg.
Jakob: Ja.
Jeanette: Og da Rantzau når Aalborg med sin lynkrig... Jeg har faktisk den rapport, som du også henviser til, som Rantzau skriver. Han beskriver den efterfølgende storm på Aalborg den 18. december 1534, og her læser jeg op: "Her tog jeg mine officerer med og undersøgte Aalborg om natten ved måneskin. Og da vi havde beset den, besluttede vi, at vi om morgenen ville spise en morgensuppe med den og ordnede vores ting på den måde, at både ryttere og landsknægte skulle storme. Der kunne vi høre, hvordan de derinde arbejdede med befæstningen. Og den, der var med ved Aalborg, vil sige, at de havde befæstet den med magt. Da begyndte vi at storme." Prøv at beskrive denne morgen. Hvad sker der, og hvad betyder det at spise en morgensuppe?
Jakob: Hvis vi kort skal opsummere det, Jeanette, så ankommer Rantzau til Aalborgs opland godt og vel den 17. december. Og igen, han er professionel soldat. Han tager ikke nogle chancer. Han lader ikke bare sin hær brase direkte på Aalborg. Han slår lejr. Og så om natten, da det er mørkt og ved måneskin, kravler han og hans officerer så tættere på byen for ligesom at inspicere fæstningsværkerne og se, hvor de muligvis skal sætte angrebet ind. Alt tyder i den forbindelse på, at man har valgt at angribe byen fra vest, altså ude, hvor landevejen neden for Viborg går ind i byen. Det her med morgensuppe er en lidt kæk 1500-tals slang, kan man sige. For det, Rantzau egentlig siger, er, at i morgen tidlig vil vi spise morgenmad med Skipper Clement og hans folk. Underforstået: Vi tæsker dem i morgen. De får nogle bank i morgen, og de får lov at betale regningen for dette osv. Det er det, der ligger i det. Men igen, han er jo dybt professionel. Hans inspicerer befæstningsværkerne først og timer det og afholder krigsråd med sine officerer og bliver enige. På dette tidspunkt hat Rantzau ca. En styrke på lidt over godt og vel 4.500-5.000 mand med sig. Og han siger: Vi sætter hele styrken ind.
J