Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
Emma Gatewood: Den hårdeste bedstemor
Podcast
S16. E2.
Emma Gatewood var i modsætning til de fleste andre af podcastens hovedpersoner, ikke en ung, nysgerrig sjæl. Hun var 67 år gammel, da hun smed køkken-forklædet, forlod sine børn, sine børnebørn og sin eksmand for at gå The Appalachian Trail - en 3500 kilometer lang vandrerute gennem det østlige USA. Derfor blev hun også kaldt "bedstemor Gatewood". Det var i 1955. Kun en håndfuld mænd havde gået ruten i forvejen og uden at fortælle nogen om sine planer, så vandrede Grandma Gatewood afsted, med en vadsæk på ryggen og en kasket på hovedet. Hvad var det, der drev hende til at tage en så radikal beslutning at forlade familien og begynde at gå - og hvordan gik det for Granma Gatewood på den lange slidsomme vandring?
S16. E2. Emma Gatewood: Den hårdeste bedstemor
25.MAR.2025Mød din vært
Bjørn Harvig
Som ung knægt arbejdede Bjørn med at rense lokummer i Eventyrernes Klub og lagde snapsen på køl inden tirsdagsmødet. Allerede dengang pegede pilen ud på verden. Nu har han rejst jorden rundt på fods og på cykel, og er det yngste medlem af selvsamme klub. Bjørn rejser ikke ud for at snakke med mennigsdannere eller journalister, men for at tale med de lokale mennesker, han støder på undervejs. Han er altid på jagt efter en god historie – helst der, hvor vi sjældent hører dem fra. Om det så er fra det tidligere Sovjet, Mellemøsten, Pakistan, Centralasien, Kaukasus eller Balkan.
Hvem står bag?
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer
Medvirkende: Gitte Holtze, journalist, forfatter og foredragsholder. Gitte er en inkarneret vandrer, og har skrevet flere bøger om sine vandreture, blandt andet ”Jeg lever" (2019), om hendes vandring af hele 'The Pacific Crest Trail'
Redaktør: Troels Donnerborg
Podcasten er produceret af Nationalmuseets mediehus Vores Tid.
S16E2. Emma Gatewood: Den hårdeste bedstemor
Bjørn Harvig: Hej med jer. Torsdag den 4. September går den yderste grænse. Live på Bremen i København. Det bliver det største show, vi nogensinde har lavet. Rasmus Kragh, der lige er gået alene til Sydpolen, har sagt ja til at komme. Katja og Martin, der har været af sted et år på deres cykler gennem verdens højeste bjerge, lægger vejen forbi. Og så har jeg lokket Rane Willerslev til at fortælle en helt særlig historie. Og det her, det er altså bare et udpluk af det fantastisk spændende program. Hvis du vil sikre dig billet, skal du gå ind på Bremens hjemmeside eller på vorestids sociale medier. Det er torsdag den 4. September. Glæder mig til vi ses.
Intro: Du lytter til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores tid.
Bjørn Harvig: For godt et år siden sad jeg i et tog på vej hjem fra et foredrag, lyttede til 'Murder' og kiggede ud ad vinduet. Et regnfuldt og gråt forårs Danmark susede forbi. Jeg sad og drømte om at bruge musikken i Den yderste grænse en dag. Og så tikkede en messenger besked ind. En podcastlytter skrev. Jeg kendte hende ikke. Hun skrev hvor glad hun var for alle historierne, og spurgte så om jeg kendte Grandma Gatewood og foreslog at vi måske en dag kunne lave et afsnit om hende. Jeg havde aldrig hørt det navn før. Jeg slukkede musikken, begyndte at researche. Wauw, sikke en kvinde og en helt utrolig rejse for Grandma Gatewood eller Emma Gatewood, som hun hed, var i modsætning til de fleste andre af vores hovedpersoner ikke en ung, nysgerrig sjæl. Niks, hun var 67 år gammel, da hun smed køkkenforklædet og forlod sine børnebørn, sine børn og sin eksmand for at gå The Appalachian Trail, en tre et halvt tusind kilometer lang vandrerute gennem det østlige USA. 3.500 kilometer. Det svarer til min mor i morgen vil begynde at gå til Syrien, og så var det her altså i 1955. Kun en håndfuld mænd havde gået ruten før, og uden at fortælle nogen om sine planer, så vandrede Grandma Gatewood afsted med en vadsæk på ryggen og en kasket på hovedet. Du lytter til Den yderste grænse hedder Bjørn Harvig. I den her sæson dykker vi ned i de historier, som har ligget i skuffen og venter på at blive fortalt, og dagens historie er en af dem. Den må minde os alle om, at det aldrig er for sent at drage af sted på tur. Aldrig for sent at lægge sit liv om, og der altid venter gode fremmede folk derude, der vil hjælpe en, når man har brug for det. Hvad var det, der drev Grandma Gatewood til at tage en så radikal beslutning at forlade familien og begynde at gå. Hvordan gik det hende på den lange, slidsomme vandring? Det og meget mere vil jeg spørge dig om, Gitte. Godt du var med og dejligt at se dig.
Gitte Holtze: I lige måde Bjørn. Tak fordi jeg måtte komme.
Bjørn Harvig: Jamen det var hyggeligt sidst. Gitte, du er journalist og forfatter og foredragsholder. Du er om nogen en inkarneret vandrer. Har skrevet flere bøger om dine vandreture. Blandt andet bogen 'Jeg lever' og om din vandring af hele Pacific Crest Trail. Og så er det jo faktisk sådan, at du lige om lidt tager afsted på en lang rejse igen. Så jeg er glad for, at jeg lige har fået fat i kraven på dig. Gitte, jeg tænker, at det er vigtigt at sige, at det her er jo ikke i gåseøjne bare en historie om en bedstemor, der skal ud på en skovtur. Der sker mange vilde ting.
Gitte Holtze: Der sker mange vilde ting med hende. Kan vi kalde hende Emma?
Bjørn Harvig: Ja, lad os gøre det. Ja.
Gitte Holtze: Hun går jo, og hun oplever, at jeg glæder mig til at tale om det, fordi hun hun oplever jo vildt meget. Og det er jo 1955 så hendes udstyr, som vi i dag går så enormt meget op i. Det var en lille smule anderledes, end hvad jeg ville have med på en sådan tur. Men hun gør det alligevel, og jeg er megafascineret af hende.
Bjørn Harvig: Skal vi ikke lige starte med? Hvem var Emma Gatewood? Hvad lå forud for den her radikale beslutning?
Gitte Holtze: Jamen hun var jo som sagt 67. Da hun sætter afsted. Har 11 børn, 23 børnebørn.
Bjørn Harvig: 23.
Gitte Holtze: Man fik en del børn.
Bjørn Harvig: Nu begynder man at forstå, hvorfor hun smuttede.
Gitte Holtze: Hun kommer fra Ohio, en stat i USA på landet og har arbejdet hårdt hele livet. Hun har været gift, og det ved jeg ikke, hvor meget vi skal tale om nu. Men det er et meget voldeligt ægteskab med en masse fysisk vold mod hende fra hendes ægtemand.
Bjørn Harvig: Ja, det er så sørgeligt.
Gitte Holtze: Så hun bliver skilt i virkeligheden en hel del år inden hun tager på vandretur. Og dengang var det jo i 40'erne var det jo helt uhørt at blive skilt, men det lykkedes hende alligevel. Og det er jo, når man. Der findes jo en bog om hende, som du selv nævner, at jeg har læst den. Den er ikke læsning for sarte sjæle, fordi hun er. Det er virkelig en sørgelig historie.
Bjørn Harvig: Og så ser jeg scenen for mig, at hun står i køkkenet og hiver forklædet. Nu kan det eddermame være nok. Nu vil jeg bare væk. Ved vi, hvad der sker, den dag, hun drager af sted?
Gitte Holtze: Ikke andet. Hun hun drager af sted som du selv siger. Og det er ikke sådan, at hun smider forklædet. Så går hun ud ad døren, for hun bor jo som sagt. Jo jo. Og den her rute er ikke, går ikke igennem. Så der er lige lidt rejseri ned til der hvor hun starter. Men så står hun der når hun starter. Så har hun taget en taxa. Som jo også lidt mærkeligt begreb i '55. Men det fandtes tilsyneladende i et eller andet omfang. Og så står hun der, og så skifter hun sit tøj fra sit rejsetøj til sit vandretøj og hendes vandretøj er tennissko, og så er det en nogle pludderbukser. Jeg ved ikke helt. Smækbukser tror jeg man ville oversætte det til. Altså sådan nogle. Forestil dig en stor over overalt, men hvor bukserne ikke går helt ned i knæbukser. Og så har hun så denne her vadsæk, som er hendes rygsæk på sådan en pind ligesom i gamle dage. Man ser Robin Hood eller en eller anden komme af sted med den her, som er syet af noget gammel cowboystof, og så har hun et bruseforhæng. Det er ligesom hendes regntøj, fordi det. Ja, det er ligesom det.
Bjørn Harvig: Det er ikke sponsoreret af North Face, det her.
Gitte Holtze: Eller nogen andre. Nej.
Bjørn Harvig: Hvor har hun hørt om den her rute?
Gitte Holtze: Jamen, det har hun. Hun sidder der så et sted her i 55. Hun har hørt om den i 1949 i et National Geographic blad. Den er etableret i sådan midt slut 40'erne færdig. Hele ruten er sat sammen af forskellig tidligere ruter, og der læser hun så jeg tror, det er på et sygehus eller en tandlæge eller et eller andet. Og der står det her dejlig rute. Sådan en rekreativ for alle og enhver. Altså bare man er i nogenlunde god godt helbred. Og der er dejlige sovepladser hver aften. Og bum bum. Og hun tænker det er da lige noget for mig, det skal jeg.
Bjørn Harvig: Og virkeligheden viser sig.
Gitte Holtze: At være lidt en anden.
Bjørn Harvig: Det her er lidt en anden. Ja. Seks år tidligere har den første person gået hele ruten. Og det er så enkelt mænd der har gjort, formentlig kun en håndfuld og ingen kvinder. Er det noget, der betyder noget for hende?
Gitte Holtze: Det er det altså, for så vidt hun. Hun nævner flere gange i sin dagbog, som der er udskrifter af i den her bog, der skriver om hende, at det her med at være kvinde og gøre det her. Ikke fordi hun var sådan ultra feministisk, tror jeg egentlig ikke. Det er ikke det indtryk jeg får. Men men det betyder noget, at der ikke er nogen kvinder, der har gjort det, og det vil hun på ingen måde modbevise. At hvorfor skulle man ikke kunne gå langt, bare fordi man er kvinde og gammel eller ældre?
Bjørn Harvig: Og hvad tænker samtiden om det?
Gitte Holtze: Men samtiden ved det jo ikke, fordi der er jo ikke nogen, der ved, at hun sætter af sted. Altså der er en del hun har sovet ved en eller anden kusine eller noget familiemedlem, der er i det i Georgia, inden hun begynder at gå og så taxachaufføren, der kører det. Det er de eneste der ved. Hendes familie ved godt, at hun har sagt til dem: 'Jeg går lige en tur'. Men de ved ikke.
Bjørn Harvig: Det havde hun jo så ret i.
Gitte Holtze: De ved ikke, hvad det er, hun laver.
Bjørn Harvig: Det er jo helt vanvittigt.
Gitte Holtze: Så samtidig er så samtidig finder ud af det efterhånden med medier og sådan noget, men og er meget meget imponeret også af kvindeaspektet.
Bjørn Harvig: Men hun har ikke fortalt sine nogen af sine 11 børn eller 23 børnebørn, at nu er jeg af sted i et halvt år?
Gitte Holtze: De er jo så flyttet. Eller børn, de bor jo ikke hjemme. Hun er 67, men alligevel.
Bjørn Harvig: Der må være nogen, der savner bedstemor på et tidspunkt.
Gitte Holtze: Men de tænker bare, altså 'hun klarer sig'.
Bjørn Harvig: Det er jo helt utroligt. Nu ved jeg godt hun skal ud af taxaen, og så skal hun ud og vandre. Men men men ved vi hvad der fik bægeret til at flyde over? Nu skal jeg af sted. Hvorfor vil jeg spørge hvorfor?
Gitte Holtze: Jamen, det er jo det oplagte spørgsmål, som som hun får igen og igen og igen og igen af medierne, da de ligesom finder ud af, hvad det er, hun har gang i. Og hun svarer aldrig sådan, altså hun svarer sådan nogle ting, som bare fordi jeg syntes det kunne være sjovt. Jeg vil gerne se, hvad der ligger på den anden side af den der bakke, så kommer hun ud i sådan noget... Min far sagde altid 'Pick up your feet'. Altså når først man var gået i gang med noget, så skulle man bare fortsætte til bitre ende. Så det er mere sådan nogle. Hun siger aldrig direkte nogle steder, hvad jeg har kunnet læse i nogle interview om hende, at det handler om det her voldelige ægteskab, hun har været i. Det kan man jo selv spekulere i, gør man selvfølgelig også. Men hun siger det ikke eksplicit, at det er fordi hun skal væk fra det der. Og hun er jo heller ikke i det længere. Men derfor, det fylder jo. Det ville være mærkeligt, hvis det ikke lå inde i hendes baghoved eller i hendes sind eller hendes historik.
Bjørn Harvig: Man kan ikke lade være at tænke på den der byld kan blive et symbol på det der ægteskab. Det er den der. Den tynger hende. Den bliver forhåbentligvis lidt lettere undervejs. Hvad skal vi sige, inden hun kommer af sted? Hvad har hun med?
Gitte Holtze: Hun har nogle bouillonterninger og nogle og nogle rosiner og nogle peanuts. Det er meget hendes diæt. Så er hun sådan en, der godt ved noget om naturen. Hun ved godt, hvilke planter man kan spise, og det gør hun rigtig meget undervejs. Bær og forskellige brændenælder eller hvad pokker, det er altså de ting, man kan leve af i naturen. Men ellers så får hun mad af folk undervejs. Men det er meget primitivt. Diæten er ikke high class.
Bjørn Harvig: Man har ikke lavet planer en uge frem, vel? Nej. Så nu er han afsted, og det er så i 55. Og så tårner spørgsmål sig op. Selvfølgelig det mest åbenlyse. Hvordan går det?
Gitte Holtze: Jamen, det går jo. Det går. Men hun er udfordret på på naturen, som jo er vildere, end hvad hun havde regnet med. Hun havde jo læst det her blad, at det var jo nærmest a walk in the park, fordi der var den her etablerede rute, og det er ikke sådan helt, den er. Der er rigtig meget mange steder, hvor. For det første er terrænet meget klippet og stejlt og mudret og fuld af buske, der er vokset ind over ruten. Og hun farer også vild nogle gange igen, fordi hun ikke har noget kort med, så hun følger sådan nogle. De hedder white blazes, altså markeringer på træerne, men de er der jo ikke. For hvert skridt. Der kan jo være mange kilometer imellem de der markeringer.
Bjørn Harvig: Men hun har et badeforhæng med, nævnte du. Hvorfor har hun det?
Gitte Holtze: Jamen, det er jo fordi hun har den her idé om, at hun skal sove i dejlige hytter for enden af hver, altså hver aften. Fordi da hun læste det her blad, at der er overnatningsmuligheder, det er der bare ikke. Så hun har det her bruseforhæng, som er hendes regnslag på det på den tid. Regnslag. Det er i hvert fald. Og det er jo meget godt tænkt. Altså man kan jo godt bruge det.
Bjørn Harvig: Det er jo.
Gitte Holtze: Vandtæt.
Bjørn Harvig: Eller nu, så hun ender med at sove under det. Eller hvad?
Gitte Holtze: Hun sover meget, meget blandet, når hun ikke kan få lov at komme ind i nogle huse, eller der ikke lige er nogle huse hvor der bor nogen. Nu hvor hun banker på og siger må jeg have lov at overnatte her? Så sover hun på under i biler. Hun sover i høstakke. Hun sover i lader, og hun sover på sådan nogle borde bænkesæt, hvor hun lige reder op. Hun rigtig ofte så samler hun nogen blade, og så lægger hun sig der til, det er så hendes leje og så har hun det der bruseforhæng. Så er det jo en slags dyne.
Bjørn Harvig: Og så sagde vi, at det var jo i starten eller midt 50'erne. Hvad er det for en verden, Gitte, for jeg tænker der er også utroligt mange lokale mennesker hun møder, som ikke selv har rejst og sikkert har mødt meget få rejsende. Hvad tænker de?
Gitte Holtze: Jamen, det er meget blandet i virkeligheden. Men, men, men. Det er fordi hun møder rigtig mange dejlige, venlige, generøse og åbne mennesker. Men hun møder også en del, som er ret mistroiske. Hvem er du? Hvad laver du? Hvilket i sig selv. Selv i dag ville det være, ville man nok tænke hvem er du? Hvad laver du? Og på et tidspunkt kommer hun ind, banker hun på et sted, hvor der er en, da han overhovedet ikke lukke hende ind, fordi han tror han spørger hende: "Er det Washington, der har sendt dig" altså sådan en politisk ting? Hvem er du? Hvad sker der? Og ja, verden er jo en anden.
Bjørn Harvig: Kommer du for at lære os noget?
Gitte Holtze: Ja, hun kommer ned i de der små industrier eller industrier. De der små bitte, bitte, bitte lokale samfund, der nærmest ikke har set nogen udefra. Også fordi det er først for nylig vejene er blevet asfalteret og sådan noget. Så hun går jo ind i nogle samfund, hvor hun er en fremmed.
Bjørn Harvig: Og det passer måske rigtig godt med, hvad jeg har tænkt mig at spørge dig om Trail Magic, som alle vandrere taler om.
Gitte Holtze: Ja.
Bjørn Harvig: Hvad betyder det?
Gitte Holtze: Jamen det betyder jo direkte oversat sti magi. Og så kan man jo selv tænke hvad betyder det? Jamen, det er at få uventet hjælp deri det magiske man ikke regne med det sker. Og det kan jo tage alle mulige former. I hendes tilfælde er det folk, der åbner deres hjem for hende og giver hende alt muligt. Og det kan være alt muligt er ikke nødvendigvis mad. Det kan også være hjælp til overnatning, eller hvis det er den vej du skal. Eller du ved. Alle mulige ting, der gør det nemmere for hende og noget de egentlig ikke havde behøvet at gøre, men som de gør, fordi de er gode mennesker.
Bjørn Harvig: Er det noget, du selv har oplevet derude?
Gitte Holtze: Ja. Og det betyder meget. Det betyder virkelig meget. Og man bliver enormt taknemlig, især for den uventede hjælp, man ikke havde regnet med kommer fra nogen.
Bjørn Harvig: Så de små, de små gerninger, de små øjeblikke. Man skal værdsætte de største udfordringer undervejs. For for Emma. Hvad er de?
Gitte Holtze: Det er rigtig meget naturen. Hun skriver ikke nogen steder, at hun savner. Det kan godt være, at hun gør. Men det fremgår ikke af hendes dagbogs noter. Så det er ikke den der. Mine børn og børnebørn derhjemme. Det er det. Hun er i. Det er simpelthen naturen. Og den, at den er vildere, end hun havde regnet med.
Bjørn Harvig: Start med hendes, hvad med ens alder?
Gitte Holtze: Den betyder selvfølgelig også noget. Altså for det første kan hun ikke rigtig se uden briller og på et tidspunkt smadrer hendes briller. Og så er hun jo halvblind. Og på et tidspunkt smadre begge glas hendes briller. Så er hun jo helblind.
Bjørn Harvig: Nej, nej, nej.
Gitte Holtze: Men. Men så. Hun kravler altså nogen steder, så kravler hun også nærmest af sted, fordi hvis hun står op og det går stejlt ned til den ene side, så vil hun skvatte ned. Så hun ned på hænder og knæ.
Bjørn Harvig: I tennissko.
Gitte Holtze: I tennissko, som jo er glatte. Og det er jo, og der er meget mudder på den her rute. Det er en meget kendt for at være os selv i dag, og det var den så også dengang, og det er rigtig meget regnvejr, og så hun sejler rundt. Hun kommer til skade. Hun forstuver benet på et tidspunkt, og hun bliver også på et tidspunkt bidt af et eller andet underligt eller stukket eller sådan noget, hvor hun er ved læge og får noget penicillin, der er super stærkt og en lille lyserød pille hun ikke ved hvad er, men som hun spiser alligevel, fordi hun kan jo ikke det der hævede ben, det går jo ikke. Hun skriver videre, så hun oplever sådan lidt forskellige helbredsting som noget af det jo at gøre med hendes alder. Og noget af det kunne jo ske for os alle sammen.
Bjørn Harvig: Det her år hun går er også et år, hvor det jo åbenbart er rigtig, rigtig voldsomt vejr.
Gitte Holtze: Ja, fordi det her år, og det var jeg jo meget fascineret af I sig selv er der en af de her mange orkaner, der rammer USA med jævne mellemrum. På østkysten Hurricane Connie gå i land i august 55. 44 meter i sekundet. Det er ret meget vind, og den smadrer alt muligt. Der er en masse mennesker, der dør og bliver evakueret, og ligesom de der naturkatastrofer jo gør. Det ved hun ikke noget om, fordi medier og fjernsyn Og sådan er det jo for det første ikke særlig udbredt og slet ikke. Hun går jo bare et eller andet sted i, hvor hun var nået til New Hampshire, tror jeg på det her tidspunkt. Men det betyder også en del vind. Dels regn, regn, regn, regn og regn i bjerge. Det glider nedad. Der vælter ned ad bjergene. Ned i floderne, så de floder, der er, de stiger voldsomt meget. Jeg læste om en af dem, der på et kvarter steg den 10 meter.
Bjørn Harvig: Ned.
Gitte Holtze: Her. Nej, altså ti meters vandstand forøgelse. Det er jo sindssygt. Så nogle af de floder hun skal over, som hun i forvejen ikke er særlig god til, fordi hun ikke kan svømme de blev endnu vildere.
Bjørn Harvig: Hun kan ikke se noget. Hun kan ikke svømme. Og hun har ikke noget kort med.
Gitte Holtze: Man tror, det er en joke. Men hun hun gør det. Det er bevist.
Bjørn Harvig: Hun skal krydse en flod.
Gitte Holtze: Ja. Der er en flod. I bogen bliver der faktisk bygget lidt op til den dag, Emma Gatewood så døden i øjnene. Nu står der.
Bjørn Harvig: Here we go.
Gitte Holtze: Here we go. Fordi hun kommer til den her flod og den er i dag, er der en kæmpe stor hængebro over den. Der var også noget bro værk på det tidspunkt. Den var så skyllet væk i alt det her regn fra orkanen, og hun kan godt se der kan jeg ikke komme over. Den er 15 meter fra bred til bred og voldsom, altså det braser det der vand, strøm. Så hun sætter sig ned og venter. Og tænker jeg håber der kommer nogen andre. Fordi det skal jeg ikke prøve selv.Hun vidste godt 'jeg kan jo ikke svømme. Det er dybt og der er masser af strøm i'. Da hun havde siddet der i fire fem seks timer, kommer der to navy mænd. Hun har mødt nogle nætter forinden, og de har delt et lillebitte skur. Fordi, der var også regn og orkan. Så de var ligesom været nødt til at sove sammen. Og dengang sov man ikke bare sammen med mænd og kvinder. Så hun havde taget det af bruseforhæng og hængt det op imellem dem inde i den lille hytte. Men hun kendte dem jo så lidt, og de kommer, og de gør så det, at de binder hende ind i et reb, altså hende i midten.
Gitte Holtze: De binder os alle sammen ind i det reb. Den ene mand på den ene side, Emma gateway i midten og den anden mand på den anden side. Og så går de ud i den her flod og vandet og strømmen og og hvad hedder det? Den der styrke, der er i sådan noget vand går den først til knæene, til lårene og så til livet, så til brystet. Til sidst når det Emma Gatewood til halsen, og hun kigger op i himlen. Hun er nødt til at løfte hovedet ved at bøje nakken og kigge op i himlen og tænker, hun tænker nok ikke fuck, fordi vi ved ikke, om hun tænkte dengang. Men i hvert fald tænker hun 'Okay, det her det det hvis jeg hvis jeg overlever det her, og det gør hun jo så tydeligvis. Men de der to mænd, de kommer så senere, så hører man fra dem mange, mange år senere, Så 40 år senere, hvor den ene siger Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg kan stadig ikke. Nogle gange kan et sted for sådan nogle mareridt om natten. Vi kunne lige så godt være blevet skyllet med det, og så havde det været slut.
Bjørn Harvig: Wauw, siger Thor.
Gitte Holtze: Hardcore hardcore navy-gutter, der mange år senere alligevel. Men, men hun er sådan lidt underspillet type, fordi da de så kommer over på den anden side, så kigger hun på dem, og så siger hun: 'Thank you boys. I fik Grandma over', og så går de videre. Hun, hun. Hun er ikke sådan en, der har brug for at prale af sine bedrifter tydeligvis.
Bjørn Harvig: Det kan man ikke sige. Hold nu op, hvor er det godt. Så har hun jo nogle nogle møder med nogle unge drenge fra Harlem, synes jeg, at jeg ikke kan huske.
Gitte Holtze: Ja, hun. Og det er også, mens der er den her orkan, kommer hun til et et shelter, og det er sådan lidt specielt. Men på Appalachian Trail har de undervejs shelters, og når man tænker shelter, så er det jo de her trekantede træpæle. Eller tricket med de her bygninger ude i skoven med tre sider, hvor man kan kravle ind og sove. Hun kommer til et sådant en aften, hvor det er rigtig meget regn og vind, og orkanen raser og kan faktisk ikke være i det shelter, fordi der er den mest hardcore bande-miljø. Altså to gangs fra Harlem i New York, hvor lederen har tænkt, at vi er simpelthen nødt til at tage dem med på tur, for at de kan få et bedre forhold til hinanden, fordi de slår hinanden ihjel i ét væk i Harlem der i 50'erne. Men her har vi en ældre, distingveret kvinde og så alle de her drenge, og de kan ikke være inde i det shelter sammen, så det ender med, at hun kommer til at nærmest ligge i ske med en af de her drenge. Altså bogstaveligt fordi hun vågner om natten ved at han lægger sin arm om hende. Hun fjerner den, og han gør det igen. Måske ikke bevidst, fordi han gerne vil holde dem bedstemor.
Bjørn Harvig: Så må hun finde badeforhænget frem.
Gitte Holtze: Igen. Men i hvert fald opstår der en situation, og de går så også, da de går videre. Dagen efter er der faktisk nogle af de her drenge, der har hende på ryggen sådan piggy back over nogle af de her floder fordi hun en gammel dame, og hun kan ikke selv. Så der er ligesom. Hun får et måske ikke et forhold, men i hvert fald et møde, som hun ikke havde regnet med, med de her drenge.
Bjørn Harvig: Men de vil næppe gå den hele heller?
Gitte Holtze: Nej, nej, det er de ikke. De er på spejdertur.
Bjørn Harvig: På spejdertur, og så møder de tilfældigt, møder de bedstemor og tænker Wow, hun er benhård. Og så er vi sådan cirkus halvvejs i hendes vandring. Og så er det, at hun møder en reporter. Så vidt jeg kan forstå, ja.
Gitte Holtze: Så er hun på en lille by eller en tankstation eller et eller andet, hvor der er en, der spørger hende Hvad er det egentlig du laver? Som jo oplagt spørgsmål ældre dame ude at gå med sin vadsæk, sit bruseforhæng og hun fortæller som jeg går den her dejlige rute gennem det østlige USA, og han viser sig at være journalist på det lokale medie og han skriver en historie om hende, og den bliver jo så læst i det område. Og så sker der jo selv dengang, hvor der ikke var noget, der hed internettet. Sker der det, at nyheder spreder sig, Og det her er en fascinerende nyhed. Den har alle nyhedsaspekterne, gammel dame ude og gå langt og naturen og blabla om det der sker så det, at Associated Press, som er nyheds og nyhedsmedie Sports Illustrated alle mulige begynder at skrive om Emma Gatewood, og på den måde finder hendes børn os ud af.
Bjørn Harvig: De ved det ikke før?!
Gitte Holtze: Mor er på tur.
Bjørn Harvig: Nej, det er løgn!
Gitte Holtze: De ved ikke hvor hun er. De ved, hun er taget af sted for at gå en tur. Det er hun jo sagt, men ikke at hun faktisk er på vej af en 3.500 km.
Bjørn Harvig: Kan du se at børnene lige er nede og fylde benzin på på Cadillac og så ser de lige spisesedlen ser lige mor på forsiden af Sports Illustrated. Ej hvor er det vildt mand! Hun blev utroligt træt af de her spørgsmål, hun hele tiden møder fra pressen. Hvad er det for en sag?
Gitte Holtze: Til at starte med så synes hun jo, det er dejligt hun bliver anerkendt for sin bedrift, og hun får også rigtig meget hjælp. Der sker jo så også det, at der er nogen, der har læst om hende, og så kommer hun til en eller anden by, og så kommer der en kvinde ud og siger: Hey, vil du ikke med hjem til os, så du kan låne vores hytte? Der kan du bo i nat der. Vi laver mad til dig og vasker dit tøj og sådan noget. Det er jo meget rart.
Bjørn Harvig: Og vi vil også gerne fortælle, at kvinder kan gøre det her.
Gitte Holtze: Der er jo altså... Det er på alle måder godt. Så senere i virkeligheden efter den her tur og senere i hendes liv, hvor hun bliver mere og mere kendt, da bliver hun simpelthen så træt af de her journalister, der hele tiden er efter hende, og især som du selv nævner det her evindelige spørgsmål. Hvorfor? Fordi hun, som vi talte om før, har ikke rigtig noget svar. Hun giver i hvert fald aldrig et et præcist svar. Måske er der ikke et præcist svar fra hende. Måske er det bare et eventyr eller noget, hun gerne vil eller altid har drømt om. Og nu er børnene voksne. Men man ved det altså.
Bjørn Harvig: Hvad tænker du, når du læser bogen?
Gitte Holtze: Jamen, jeg tænker, at der også ligger noget voldeligt ægteskabskrise eller trauma bag det. Det tænker jeg.
Bjørn Harvig: Så hvad, sækken er blevet mindre og mindre?
Gitte Holtze: Ja, det forestiller jeg mig.
Bjørn Harvig: Ja, det er smukt. Ja. Og så har vi måske lidt et. Det ved jeg ikke helt, om jeg bare digter nu, et klimaks på historien, det her der hedder 'Hundred mile Wilderness'.
Gitte Holtze: Ja i Maine, som er den sidste stat inden målet. Inden det her...
Bjørn Harvig: Og der har hun gået langt størstedelen af ruten.
Gitte Holtze: Eller har hun gået langt størstedelen af ruten? Der kommer hun til det der er kendt, i hvert fald for hende selv og sikkert også efterfølgende som en af de aller, aller aller sværeste strækninger på den her rute. Det er i Wilderness. Deraf navnet vildmark og enorm. Hvad hedder sådan noget hårdt terræn? Og her har hun så også lige forstuvet anklen og og i det fald mistede sine briller, så hun er lidt mere blind end ellers.
Bjørn Harvig: Nej, nej, nej.
Gitte Holtze: Men på en eller anden måde. Hun er bare super hardcore altså. Hun kommer igennem det, og om hun så skal kravle og der er et tidspunkt hvor hun noget med at hun skal hoppe over og man kan ikke bare lige komme ned. Man skal hoppe over nogle klipper og der er langt ned til siderne og alt det her vildt terræn, hvor hun er nødt til at kaste sin vadsæk og håbe på, at den ikke ryger ad helvede til derudaf. Fordi der er bare ikke. Altså, stien er ikke anlagt, som hun var blevet lovet, men hun gør det alligevel.
Bjørn Harvig: Er det der, det går op for hende, at jamen jeg klarer det altså. Hvornår tror du, hun får den tanke?
Gitte Holtze: Det er faktisk lidt svært at sige, hvornår hun får den tanke, men hun har nok tænkt det, da hun er kommet igennem det der. Okay, nu er jeg der lige om lidt, og så beslutter hun når jeg når til Mount Katahdin eller hvordan man udtaler det. Jeg har desværre ikke fået den her rute, men der siger hun, når jeg når derhen, så vil jeg synge. Og det er sådan en en ting, hvor jeg så tænkte, at hun når hun siger det til sig selv, så må det jo være fordi hun tænker: Men det gør jeg. Jeg når derhen.
Bjørn Harvig: Og hun synger America the beautiful. Jamen, det kan ikke blive mere amerikansk, vel? Nej, hvad tænker hun om at have færdiggjort rejsen? Hvad betød det for hende?
Gitte Holtze: Det gad jeg godt at spørge hende om. Jeg gad godt, at hun stadig levede, og man kunne spørge hende om hvad betød det for dig? Fordi det fremgår ikke sådan rigtigt. Hun hun hun er rigtig god til at sno sig uden om de der spørgsmål der går ind, der handler om hendes følelser og hendes reflektioner. Hun er i virkeligheden ikke særlig reflekteret. Hun er super sej og ikke pivet, men hun er ikke. Hun giver ikke særlig meget af sig selv på den måde, men jeg vil tro, at hun har fået det der. Hun er jo blevet den første kvinde, og det var vigtigt for hende. Og så har hun nok også fået den der. Der kan jeg trække vejret friere, sådan tror jeg, hun formulerer det. Og det må man formode, at hun på de her 141 dage, hun har gået, virkelig har trukket vejret frit, selvom det har været hårdt.
Bjørn Harvig: Men et voldeligt ægteskab og 11 børn og 23 børnebørn kan man kun forestille sig, hvilke forpligtelser der har været gennem årene.
Gitte Holtze: Jeg kunne godt forestille sig, at der er noget frihed i ikke at have det.
Bjørn Harvig: Så en rejse til fods, der svarer for at gå fra Danmark til Syrien.
Gitte Holtze: Som 67 årig.
Bjørn Harvig: Og så alligevel, sagde hun så underspillet, så, så hun har taget sin skæbne i sine egne hænder. Det må man jo sige, Gitte. Det er jo helt vildt. Og så har vi 57?
Gitte Holtze: Ja, to år senere, så går hun den igen.
Bjørn Harvig: Så går hun den igen. Ja.
Gitte Holtze: For for lidt. Altså dels det her, vi lige har vendt, at hun godt kan lide at være derude. Sådan kan man jo godt formulere det på den underspillede måde, men også fordi hun kommer hjem. Og så fortæller hun jo alle de her medier, jeg var blevet lovet, eller jeg havde læst mig til, at det var en dejlig nem rute, som alle med normalt helbred, og man skulle ikke have nogen særlige kompetencer. Det kunne de. Sådan var det ikke. Og det lytter man til dem, der har anlagt den her rute. Fordi nu er hun jo i celebrity på den her Appalachian Trail, så hun går den to år senere, og der er den så blevet lidt vedligeholdt. Så hun kommer hjem og siger okay, nu er det blevet lidt bedre.
Bjørn Harvig: Og så er det faktisk sådan, at jeg brænder inde med et lydklip, for vi har den gode lydmand Nikolai har fundet lyd på Emma, hvor hun bliver interviewet efter nummer to rejse, altså 57-rejsen, hvor hun snakkede om, hvordan det var at gå en tur. Og så blev hun så stillet spørgsmålet: "Har du tænkt dig at vandre igen?" Prøv lige at lytte med.
Interviewer_ optagelse: Ja. Those three would mean as much to me probably as the two thousand would to you. What... Do you plan a lot of outdoors activity when you get back home?
Emma Gatewood optagelse: Oh I will have to as long as I can get around. I can't stay inside haha.
Gitte Holtze: Hvad siger du?
Gitte Holtze: Jamen hun er jo fantastisk.
Bjørn Harvig: 'Skal du ud og gå igen?'
Gitte Holtze: 'Selvfølgelig.'
Bjørn Harvig: Hun kan ikke klare at være indenfor mere. Nej. Og hvad gør hun så, Gitte? For så tager hun af sted på en. Her afslutningsvis en lang rejse igen.
Gitte Holtze: Så beslutter hun, at hun vil gå tværs over landet, altså over USA. Og det vil hun på det, der hedder Oregon Trail, og hun starter i Independence, tror jeg den hedder, i staten Mississippi. Så går hun til Portland i Oregon, og det er en hård rute. Men hun gør det, og der er det sådan. Og nu er hun blevet så utroligt kendt, at da hun når til Portland, står hele byen. Altså, jeg tror, jeg læste et sted. Der stod 5000 mennesker og blæste i et horn og ventede på, at hun kom. Hele trafikken er stoppet ligesom med et eller andet ironman løb eller et eller andet. Altså alt er ligesom sat i bero, for nu kommer bedstemor Gatewood.
Bjørn Harvig: Og hun har byttet vandrestave ud med paraply?
Gitte Holtze: Paraply til halvanden dollars, og hun har købt en blå paraply, som hun har gået med på den her rute. Og der sker faktisk det, at hun bliver så irriteret på en fotograf, der antaster hende på vejen. Så han vil selvfølgelig tage et billede, at hun fyrer den paraply i hovedet på ham, så han begynder at bløde, og efterfølgende er hun enormt sådan. Ej nej, nej, nej nej, det er virkelig ked af. Men hun kunne slet ikke klare alt det her omtale, og fordi det var jo heller ikke at få noget gjort det. Det var ikke for at blive kendt, det var jo for sin egen skyld i virkeligheden måske lidt første kvinde og alt det der. Men det fremgår ikke nogen steder, at hun ville være nogen kendis. Så du kan også høre det der klip. Hun lyder jo ret.
Bjørn Harvig: Fantastisk.
Gitte Holtze: Stille og rolig.
Bjørn Harvig: Gitte her til slut, hvad tænker du, den historie kan lære os?
Gitte Holtze: Jamen den kan da i dén grad lære os at 67 er ingen alder, ingen alder. Altså både hendes, hendes alder og hendes hendes erfaring. Og selvfølgelig vidste hun noget om planter og sådan noget man kan spise derude og hvordan man laver bål. Men hun havde jo ikke. Altså hun var jo ikke spejder gennem 27.000 år, og hun havde jo slet ikke, som vi har i dag, grej og alt muligt. Altså også den her med tag dog bare af sted.
Bjørn Harvig: Hun kører fuldstændig vagabond stilen. Jeg elsker det.
Gitte Holtze: Altså man behøver ikke alt det der, og man behøver ikke at have forberedt sig ned. Hun har ikke engang et kort. Hun gik bare. Får så også lidt vild, Men det kan man jo også lære noget af.
Bjørn Harvig: Gitte, nu slukker jeg mikrofonen og så går jeg en tur.
Gitte Holtze: Gør det! Gør det!
Bjørn Harvig: Tusind tak for at du kom på besøg og du dribler af sted om en uge eller to, så jeg vil ønske dig en rigtig god tur. Og så glæder jeg mig til at du kan komme i studiet igen, når du er hjemme igen. Selv tak og god rejse Gitte.
Gitte Holtze: Tak skal du.
musik: [musik]
Bjørn Harvig: Den yderste grænse er produceret af Nikolai Sørensen og Bjørn Harvig for Vores tid. Redaktør er Troels Donnerborg. Du kan finde serien og andre spændende historiske podcasts ved at søge på Vores tid i din podcast app.
Outtro: Du har lyttet til en podcast fra Nationalmuseets mediehus Vores tid.