En aften med øjenvidneberetninger fra det barske og mest utilgængelige bjergland i Afghanistan. Om en uddøende nomadekultur og om stormagtspolitik, sneleoparder, spionhistorier - og søuhyrer!
En ny Silkevej er på vej gennem Wakhan-korridoren. Den vil bringe sundhed, uddannelse og forbindelse til omverdenen, men også afslutte en livsform, der har overlevet i et af verdens mest isolerede områder.
I september 2026 rejser Bjørn Harvig fra podcasten Den Yderste Grænse sammen med eventyrerne Søren Sattrup og Tore Grønne ind i Wakhan. På hesteryg og med yakokser som pakkedyr, tilbagelægger de over 40 dage gennem dale og bjergpas for at nå frem til de kirgisiske nomader i Store Pamir.
De følger sporene efter de store danske opdagelsesrejsende Ole Olufsen og Henning Haslund-Christensen – og oplever et grænseland, hvor fortid og nutid kolliderer.
Denne aften tager de publikum med på rejsen.
Du kommer til at høre om møder med nomadefamilier, der lever på kanten af verden. Om jagten på den sky sneleopard. Om et mystisk søuhyre i bjergenes mørke søer. Om opiumsruter og stormagtspolitik i et område, der i mere end hundrede år har været centrum for rivalisering, eventyr og spionage.
Men historien begynder længe før de tre eventyrere pakker deres sadeltasker.
Vi rejser tilbage til slutningen af 1800-tallet og 1930’ernes danske ekspeditioner i Centralasien – til de opdagelsesrejsende, der kortlagde et af verdens mindst kendte områder, og som stadig inspirerer nye generationer af eventyrer til at søge mod horisonten.
Praktisk information
Foredraget afholdes: På Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, 1471 København.
Tid og dato: Torsdag 8. oktober 2026 kl. 18.30-20.30 (inklusiv pause). Dørene åbner kl. 18. After-talk-drink: 20.30-21.30 (vært Det Kongelige Geografiske Selskab)
Pris: Almindelig billet koster 195kr., som årskortholder eller studerende kan du købe adgang til 155 kr.
Generelt om 'Torsdage i Ukendt Land': På udvalgte torsdage inviterer eventyrer og podcastvært Bjørn Harvig publikum ind i en verden af ekspeditioner, eventyr og opdagelsesrejser – og spørger: Hvad er det, der driver mennesker ud over grænser og ud i det ukendte?
Med afsæt i Nationalmuseets ekspeditionsudstilling Ukendt Land møder du forskere og eventyrere, der bringer historiens opdagelser til live på scenen. Det handler om mod og modstand, videnskab og vilje, overlevelse og overskridelser, kulturmøder og konsekvenser.
Billedgalleri


Tag med på ekspedition flere torsdage
- Torsdage i Ukendt Land – Mod det lykkelige ArabienTorsdage i Ukendt Land18. jun.19:002t.Torsdage i Ukendt LandDenne aften rejser vi til Arabien, som i århundreder har tryllebundet rejsende. Mød mellemøstkorrespondent Waleed Safi, migrationsforsker Ahlam Chemlali og seniorforsker Anne Haslund.

- Torsdage i Ukendt Land: Arabica – Puk Damsgaard og Simon Jul i fodsporene på Carsten NiebuhrTorsdage i Ukendt Land27. aug.19:002t.Torsdage i Ukendt LandDenne aften følger vi med Puk Damsgaard og Simon Jul til mellemøstlige himmelstrøg. Oplev en enestående samtale mellem to gamle rejsekammerater. Udsolgt!

