Varige spor fra den Arabiske rejse
Kun Niebuhr kommer levende hjem i 1767 fra den syv år lange arabiske rejse, og projektet er gået lidt i glemmebogen. Men med tiden vokser udbyttet af opdagelserne og genstandene og mange år senere kommer anerkendelsen.
Undervejs har ekspeditionen indsamlet ting, manuskripter, tegnet, konserveret, pakket og transporteret alt på æsler, kameler og skibe – ofte under vanskelige og til tider dramatiske forhold.
Sømænd i Alexandria frygter, at mumier kunne bringe ulykke, og derfor må ekspeditionen smugle dem ombord. I Mokka vækker det både vrede og forargelse, da lokale opdager Forsskåls glas med fisk og smådyr i alkohol, og store dele af hans arbejde bliver destrueret. Meget går tabt undervejs, men en stor del af ekspeditions genstande når sikkert frem til Europa.
Tegneren Georg Baurenfeinds illustrationer, Christian von Havens manuskripter, Carsten Niebuhrs kort over Det Røde Hav og Yemen og ikke mindst Peter Forsskåls samlinger af tørrede planter og havdyr bidrager med helt ny viden. Sammen giver de europæiske forskere et mere præcist billede af områder, som hidtil kun har været sparsomt beskrevet.
I Egypten skaffer Niebuhr sig flere mumier, selv om det egentlig er forbudt at udføre dem. De osmanniske myndigheder betragter europæernes interesse som en unødvendig og respektløs nysgerrighed – de døde burde blive i deres grave. Alligevel ser toldembedsmændene i Alexandria ofte gennem fingre med handelen. Mumier sendes til Europa på italienske skibe, så længe besætningen ikke kender til de døde oldsager.
Interessen for det gamle Egypten er allerede stor i 1700-tallets Europa. Ekspeditionen køber derfor også andre oldsager, som kan kaste lys over en kultur, der på det tidspunkt primært er kendt gennem græske og romerske kilder. Niebuhr aftegner flere indskrifter og hieroglyffer. Han bemærker med beundring, hvordan egypterne har bevaret deres budskaber “så at sige for evigheden”. Først i 1822 lykkedes det franskmanden Jean-François Champollion at tyde skriften.
Niebuhr nøjedes ikke med at observere, han tager også konkrete spor med sig. Under et besøg ved pyramiderne klatrer han op på toppen af Kefrenpyramiden, nyder udsigten og tager et lille stykke af pyramiden.
Rejsen langs Det Røde Hav bliver en videnskabelig succes. Det Røde Hav er et overflødighedshorn af fisk, koraller, bløddyr og gopler, som europæerne aldrig har set før. Baurenfeind tegner dem, og Forsskål tørrer og presser havdyr, så de fylder mindre og ikke går i forrådnelse.
Under hele ekspeditionen skriver han hjem til sin læremester, den berømte svenske naturforsker Carl von Linné. Af frygt for at Danmark vil tage æren for hans arbejde, laver han allerede i ekspeditionens spæde start et kodesystem, som kun Linné kender.
Niebuhr aftegnede et af verdens ældste skriftsystemer
I 1765 har Niebuhrs mistet alle sine rejsefæller til sygdom, og han er fortsat til Persien. Det vi i dag kender som Iran. Ruinerne af persernes oldtidsby ligger med Zagrosbjergene som bagtæppe. Bygget i begyndelsen af 500-tallet f.v.t. som ceremoniel hovedstad for perserkongen. De store søjlehaller med billeder af folkeslag og indskrifter med kileskrift på tre sprog hylder den mægtige hersker. I i 330 f.v.t. ødelægger Alexander den Store byen, og langsomt mister den sin betydning. Glemt blev den dog aldrig helt.
Niebuhr er ikke den første europæer på stedet, men hans besøg bliver et af de mest betydningsfulde. Hans præcise aftegninger bliver senere afgørende for, at man kan tyde og forstå skriften i starten af 1800-tallet. Niebuhr tager også et lille stykke af ruinerne med hjem som håndfast bevis på, hvad paladset er bygget af. Niebuhr samler ofte små prøver fra de steder, han rejser igennem, men de fleste er siden forsvundet.