På kanten af det umulige langs Grønland østkyst

Først lyder en lang klagesang og så et ordentlig brag. Et stort stykke is knækker af et isbjerg. Ekspeditionen i bådene er faretruende tæt på. De slipper med skrækken.

I 1883 begynder en dansk, videnskabelig ekspedition sin rejse op langs den grønlandske østkyst. Isdækkede fjorde, stejle klipper og kælvende isbjerge gør kysten svær tilgængelig og farlig. Alligevel bor her mennesker, og et af ekspeditionens mål er at undersøge deres skikke, sprog og sagn.

Ekspeditionen skal også lave meteorologiske, botaniske og geologiske undersøgelser. Udvide den sparsomme kortlægning af kysten gennem opmåling, navngive og plante flag. For ekspeditionen har et kolonialt formål. Østgrønland er endnu ikke koloniseret.

Kampen om Grønland

Kapløbet er i gang. I løbet af 1700-tallet er der oprettet danske kolonier langs det meste af den grønlandske vestkyst. Nu mangler østkysten med mere end 2.000 km kyststrækning. Danmark har hverken territorielt eller videnskabeligt krav på Østgrønland. Det skal konebådsekspeditionen være med til at ændre på. For fremmede stater er igen begyndt at vise interesse for både Grønland og Arktis.

Den svenske polarforsker Nordenskiöld har samme kurs som konebådsekspeditionen. De to ekspeditioner krydser endda hinanden undervejs. Nordenskiöld sejler i et moderne dampskib, mens danskerne har valgt lokale transportmidler i kajakker og konebåde/umiaq. Det viser sig at være til danskernes fordel.

Kvinderne skal ro dem gennem pakisen 36 deltagere er med på Konebådsekspeditionen. Det er den danske flådeofficer Gustav Frederik Holm, som leder ekspeditionen. Sammen med den danske flådeofficer Thomas Vilhelm Garde, den danske botaniker Peter Eberlin og den norske geolog Hans Knutsen udgør de ekspeditionens videnskabelige personale. Der er også to tolke og kateketten, Hanseraaq. De resterende ekspeditionsmedlemmer er grønlændere, og mange af dem kvinder, for det er dem, der kan ro de lange konebåde. Fangerne i kajakkerne skal sikre ekspeditionens overlevelse ved fangst og jagt.

De store konebåde er lavet af drivtømmer og beklædt med sælskind. De bliver roet af kvinder. Spærrer isen vejen, er bådene lette at bære over isen og sætte i vandet igen. Skærer isen hul i bådene, kan kvinderne reparere flængerne.

Mørke skygger over ekspeditionen

Ansigtstræk, øjenfarve, kropsbehåring, gummernes farve og tændernes tilstand. I 1800-tallet står videnskabsmænd bøjet over menneskekranier og stiller levende mennesker op for at måle og beskrive dem. Med målebånd og krumpasser i hånden mener de, at det er muligt videnskabeligt at dokumentere forskellen på de menneskelige racer – ikke kun i udseende, men også i intelligens, moral og værdi. Bag deres beregninger gemmer der sig en idé om, at nogle racer er født overlegne, mens andre er underlegne.

Med videnskabelig grundighed kaster ekspeditionslederen, Gustav Holm, sig over fysisk at måle og beskrive menneskene, de møder på deres vej. I sin dagbog skriver han, at formålet bl.a. er at finde ud af, om grønlænderne i øst er af samme oprindelse som dem i vest. Eller om østgrønlænderne i virkeligheden har europæisk afstamning. Kan de være efterkommere af de kristne nordboere, som engang boede i Grønland, og som pludselig forsvandt? – Og hvis spor ekspeditionen også er på jagt efter.

Men opmålingerne i sig selv er ikke nok. En af hjørnestenene i den raceantropologiske videnskab er menneskekranier, og i sin dagbog skriver Garde, at det har etnografisk eller etnologisk interesse at få bragt nogle af østlændingenes kranier med hjem. I nattens mulm og mørke sniger Garde og Eberlin sig ud for at plyndre gravene for kranier. For som Garde meget sigende skriver i sin dagbog, så bryder grønlænderne sig naturligvis ikke om, at nogen røver deres gravsteder. Men han tilføjer: ”Når videnskaben fordrer det, må man sætte sig ud over moralske hensyn.”

Et samfund på kanten 

Da konebådsekspeditionen når frem, finder de et folk i nød. Sult har sat sine tydelige spor i både mennesker og kultur langs Østgrønland. Gennem årtier har mangel på mad fået mange østgrønlændere til at søge sydpå mod de europæiske handelspladser og missionsstationer. For dem der er blevet tilbage, er det en evig kamp om overlevelse. Fangstdyrene er blevet stadig færre. Et ustabilt klima gør sit. Det samme gør de norske sælfangeres voldsomme rovfangst på op til 100.000 sæler årligt på den anden side af pakisen. Men det ved fangerne på den anden side af isen intet om.

Konebådsekspeditionen slutter i Nanortalik. Med sig har de 584 genstande. I 1985-1986 bliver samlingen delt mellem Danmark og Grønland. 235 genstande kommer til Grønland, og 229 er på Nationalmuseet. De 16 kranier bliver i 1999 grønlandsk ejendom. I 1933 bliver Østgrønland en del af Danmark. Ingen spørger østgrønlænderne.