Den arabiske rejse kort fortalt

I januar 1761 sætter seks mænd kurs mod den arabiske halvø. De er unge, ugifte og fulde af videnskabelig nysgerrighed. De skal undersøge egne, som ingen eller måske kun få europæere har besøgt. Undervejs skal de føre dagbog om stort og småt. Den danske konge, Frederik 5. betaler, og den tyske professor Johan David Michaëlis har samlet en lang række videnskabelige spørgsmål, de skal besvare. Målet er at blive klogere på Bibelen ved at studere nogle af de landskaber, kulturer, steder og fænomener som udspiller sig i Bibelens fortællinger. Professoren tror, at vi kan blive klogere på Biblen hvis vi studerer menneskene og rammerne, hvor fortællingerne udspiller sig.

Ekspeditionen består af sprogprofessor Frederik Christian von Haven naturvidenskabsmand Peter Forsskål, lægen Christian Carl Kramer, tegneren Georg Vilhelm Baurenfeind, den tyske landmåler Carsten Niebuhr og så en tjener, Lars Berggren.

Men allerede før skibet forlader København, viser spændingerne sig. De strides højlydt over arbejdsfordeling, rang, forstand og hvem der skal bestemme.

Afsted kommer de, og efter godt seks måneders rejse ankommer de til Konstantinopel. Byen vi i dag kender som Istanbul. Her gør de sig klar. På kongens befaling skal de ikke gøre stort væsen af sig, men leve efter lokale skikke. Derfor køber de nye klæder. Pudderparykker og knæbukser pakkes væk. Da de forlader Konstantinopel, er det iført turbaner, lange løstsiddende gevandter, røde bukser og gule tøfler.

Før de går ombord på skibet mod Egypten, har lægen Kramer været på apoteket sammen med Von Haven. Han har set, at sprogprofessoren køber en pæn portion arsenik. Kramer sladrer om indkøbet, og nu frygter resten af ekspeditionen for deres liv. Alligevel fortsætter de ufortrødent deres rejse, men med øjnene i nakken og mistro, der nager.

I Egypten blomstrer det videnskabelig arbejde. Forsskål indsamler planter, mens Niebuhr måler pyramider, aftegner hieroglyffer og tegner bykort. Men faren lurer konstant: røvere angriber Forsskål, en guide retter sin pistol mod Niebuhr, og overalt må de navigere i fremmede skikke og lokal takt og tone. Små fejl kan koste dyrt.

På Sinai-halvøen mislykkes missionen. De har ikke tilladelserne i orden. Ved porten til Sankt Katarina-klostret bliver de afvist, og de må vende om uden af få afgang til de sjældne manuskripter, som måske kunne kaste nyt lys over Biblen. Samtidig bliver sygdom en mere og mere påtrængende følgesvend. Igen og igen bliver medlemmerne af ekspeditionen syge.

Nærmest lykkelig

I slutningen af 1762 når de rejsens egentlige mål Yemen – landet med de eventyrlige kaffebjerge og karismatiske, gæstfrie mennesker. De overnatter på herberger og i kaffehytter, spiser durrabrød og drikker kamelmælk. Desværre bliver de skrantende ekspeditionsmedlemmer også mere syge. En efter en får de voldsom feber og ligger dødssyge hen. Med stor sandsynlighed er det malaria. Først dør Von Haven. I sin dagbog skriver han nøgternt: ”Om eftermiddagen gav Gud mig, som jeg tror, en fredelig afslutning. Godt en måned senere bukker Forsskål under, efter at han i timer vånder sig på en seng, der er bundet fast på en kamel og dens bølgende gang. 

De fire tilbageværende ekspeditionsmedlemmer når byen Sana. Et vigtigt mål på rejsen, men sygdom og frygt har fået tag i dem. De må hurtigst muligt tilbage til havnebyen Mokka. Det gælder om at få sendt ekspeditionens videnskabelige samlinger og resultater afsted. Redde, hvad der reddes kan, hvis også de sidste deltagere dør. Så ekspeditionen ikke har været forgæves.

Stærkt svækkede kommer Niebuhr, Berggren, Kramer og Baurenfeind ombord på et skib til Indien. Kun Niebuhr kan gå selv. Over havet dør to af dem. Kort efter ankomsten til Bombay dør Kramer, og Niebuhr er helt alene. Syg, udmattet og med en ekspedition, der er ved at smuldre. 

Det lykkes ham at få sendt deres indsamlede genstande, planter, fisk, bøger og tegninger afsted til Danmark og fortsætte rejsen på egen hånd til Persien. Han følger karavaner, sover i regnvejr, kæmper mod mudderskred og dokumenterer ruinerne i Persepolis. Dag efter dag står han op ved solopgang og ridder en time fra landsbyen, hvor han bor ud til ruinerne. Her måler han op, tegner grundplaner, kopierer indskrifter og aftegner relieffer. Før Niebuhr tager hjem, rejser han også gennem Irak og Syrien.

Efter næsten syv år vender Niebuhr hjem til København. Resten af sit liv fortsatte Niebuhr med at renskrive sine dagbøger og samle noterne fra den lange rejse. Det bliver til flere bind, og hans kort, optegner og indsamlinger sikrer, at den dramatiske ekspedition lever videre. I dag huskes han blandet andet for det første kort over Det Røde Hav.