Odd Eliassen Eventyreren der ikke ville være kendt

Bjørn Harvig: Hej med jer. Der er noget jeg lige skal sige, før vi går i gang. Torsdag den 4. September går Den yderste grænse live på Bremen i København, og det bliver det største show, vi nogensinde har lavet. Vi får besøg af nogle af nutidens største danske opdagelsesrejsende. Rasmus Kragh, der lige er gået alene til Sydpolen, har sagt ja til at komme. Katja og Martin, der har været afsted et år på deres cykler gennem verdens højeste bjerge lægger vejen forbi. Og så har jeg lokket Rane Willerslev til at fortælle en helt særlig historie. Og det her, det er altså bare et udpluk af det fantastisk spændende program. Hvis du vil sikre dig billet, skal du gå ind på Bremens hjemmeside eller på vores tids sociale medier. Det er torsdag den 4. September. Glæder mig til vi ses.

Intro: Du lytter til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores tid.

Odd Eliassen: Hej! Dette er Odd Eliassen fra Oslo. Jeg vil gjerne hilse til Bjørn og Jakob og lytterne til podcasten Den yderste grænse. Så flott at dere likte boka. Hej.

Bjørn Harvig: Det I lige har hørt var en lille hilsen til programmet fra dagens hovedperson, norske Odd Eliassen. Odd er en af de vildeste nulevende eventyre jeg kender. Han er noget ganske særligt og har levet et helt ekstraordinært liv. Odd besteg som den første Nordeuropas højeste fjeld væg. Norske Trollveggen. Han var den første til at gå på ski gennem Kashmirs berømte Zanskar Gorge, den første på ski gennem Dronning Maude Land i Antarktis. Og så var han den første nordmand på Mount Everest. Men det var egentlig ikke rekorderne, der var det væsentligste for Odd og slet ikke berømmelsen. Han har aldrig holdt ét eneste foredrag om sine ture. Ikke en eneste artikel har han skrevet om sine bedrifter. Han ønskede ikke at blive kendt. Det, der drev ham, var kammeratskabet på tur og rejsen ud i det ukendte. Det var de høje bjerge, de nye snedækkede horisonter, der lokkede. Det var jagten på det uventede og det uplanlagte. Odd er den sidste generation af den her slags eventyrere uden sociale medier og uden behov for konstant eksponering. Han gjorde det for eventyrets skyld. Jeg har i dag udvalgt en række ekspeditioner, der hver især giver et unikt indblik i eventyreren og Eliassen. Vi skal med ham op ad Trollveggen, på ski i Marokko, på slæde over indlandsisen og til sidst til Mongoliet, hvor den beskedne eventyrer alligevel får stor opmærksomhed, da han sammen med verdens to bedste skiløbere står anklaget for mord.

Bjørn Harvig: Du lytter til Den yderste grænse. Jeg hedder Bjørn Harvig. I den her sæson dykker vi ned i historier, som jeg har haft stående på min ønskeliste rigtig længe. Jeg har simpelthen nærmest ligget søvnløs over, at vi endnu ikke har haft de her personer og ekspeditioner med i podcasten. Så det får vi gjort noget ved. Odd er jo en beskeden mand og taler sjældent om sig selv, så derfor har jeg fået min gode kammerat fra Eventyrernes Klub, Jakob Urth, i studiet. Godt at se dig Jakob.

Jakob Urth: Tak for det.

Bjørn Harvig: Det er længe siden.

Jakob Urth: Det er det.

Bjørn Harvig: Dejligt du er hjemme i Danmark igen. Kortvarigt. Du er altid afsted på tur.

Jakob Urth: Ja, det hænder.

Bjørn Harvig: Jakob, du har du været på besøg her i studiet for efterhånden rigtig lang tid siden, da du fortalte om en dramatisk egen bestigning af 8000 meters bjerget Lhotse. Du er til daglig professionel bjergbestiger og guide har stået på fem toppe over 8000 meter, bl.a. Everest to gange. Du bor til daglig i Norge og kender det norske klatremiljø indgående. Hvad er det, der fascinerer dig så meget ved Odd?

Jakob Urth: Norge og norsk klatrehistorie er jo bare fascinerende. I Norge der er det her, der er klatring og friluftsliv der er det en kulturarv. Det er noget, man gør. Det er ikke noget, man snakker om. Det er bare noget, man gør, fordi 'vi må på tur', som man siger i Norge. Og her dukkede Odd Eliassen op for mig faktisk for nogle år siden, og fordi jeg begyndte at interessere mig meget for de lidt højere fjeld bjerge, men bare i et register bare i en lille notat i nogen, i nogen notesbøger fra fra norsk tennisklub, og man prøver at lede. Man prøver at lede. Der findes ikke noget skrevet om den mand, andet end. Første mand her første mand der. Første mand på Trollveggen.

Bjørn Harvig: Og der skal vi hen lige om lidt med Odd. Jakob skal vi lige indledningsvis starte med Odd som en ung dreng? Hvad har vi at sige om ham der?

Jakob Urth: Jamen altså er ung frisk dreng. Han har en far og en bror, der...

Bjørn Harvig: Der også er friske?

Jakob Urth: Der er også er en smule friske. Odd han allerede som helt lille, altså som femte-sjette klasse. Der var han med på store skiture med faren og så videre og i de lokale ski klubber. Der fik han sit første diplom medalje for at have gået 600 kilometer på en skisæson.

Bjørn Harvig: Ja, det er femte klasse. I sjette sjette klasse går han 1.000 kilometer.

Jakob Urth: Der går han 1000 km.

Bjørn Harvig: På én vinter.

Jakob Urth: Og det siger bare lidt om at. Men altså, og ham og faderen altså i weekenden, 'på helgen'. Så kunne man i nogle af turisthytterne få en få en gratis kop kakao og en bolle, hvis man kom først op til hytten fra vejen. Fed far at have de.

Bjørn Harvig: De er oppe klokken 4-5 om morgenen, fordi.

Jakob Urth: Op klokken 4-5 om morgenen, der tager en bus og så står de på ski, og så er de første for at få en kop gratis kakao, og så kører de ned igen. Det er fantastisk fedt, og han er 10-12 år gammel.

Bjørn Harvig: Jamen, det er fantastisk. Han begynder at sove ude i telt om vinteren for at hærde sig selv. Han er spejder. Jeg synes, jeg læser. Vi sidder begge to med bogen. Der er blevet skrevet en fantastisk bog om ham, som vi dykker ned i et par gange af en fyr, som jeg ved du kender Stein Aasheim som har...

Jakob Urth: Han er i hvert fald en stor fyr i det norske outdoor-miljø og især en meget begavet forfatter.

Bjørn Harvig: Fantastisk bog, og han skriver blandt andet, at at Odds far var meget sparsommelig, men ikke når det gjaldt grej. Nej, der blev ikke sparet.

Jakob Urth: Nej, altså, det er jo lige præcis det, man selv kunne ønske sig dengang, ikke.

Bjørn Harvig: Odd blev uddannet tømrer?

Jakob Urth: Han er tømrer, ja.

Bjørn Harvig: Og så i '58 begynder han at klatre. Jeg ved, han tager til Jotunheimen og begynder at klatre der dengang.

Jakob Urth: Jamen, der kommer han ikke bare med ud at klatre. De første lange perioder skulle han lære at kvejle tov, altså kvejle reb op på den rigtige måde, før man få lov at klatre. Inden man kommer ud på de her på de her store klatreture. Og så er der jo klippeklatring fra dag ét af på egne sikringer, hvor man ligesom lærer håndværket, så det er det den gamle skole.

Bjørn Harvig: Og så da han er 21 år gammel, beslutter han med en gruppe venner og bekendte, at nu vil de bestige Trollveggen, Nordeuropas højeste fjeldvæg, som aldrig er blevet klatret før.

Jakob Urth: De er i området, og det er der de ligesom hænger ud og bruger deres weekender og klatrer der. Og så tænker de Hey, det her, hvorfor er der egentlig ikke nogle, der har klatret her? Hvorfor? Hvordan ser de ud? Jeg tror, det er nysgerrigheden i hvordan ser det ud længere oppe? Her skal vi også tænke på. Der er ingen, der har været her før. Der er ingen, der har lavet så store ruter før. De lokale de tænker eller siger det her er ubestemmeligt, fordi den er så stejl. Og på det tidspunkt meget frygtindgydende. Men dengang var det jo egentlig et kapløb for at skære det lidt ud. Medierne har det jo med at tage forskellige kapløb op og synes, det er interessant. Der var en engelsk gruppe engelsk gruppe bjergbestigere, der kom ind, som havde hørt om Trollveggenog som vi lavede den. De startede og nordmændene startede op og hans hold startede. Men heldigvis ikke på den samme rute, og det gjorde så at de faldt lidt mere af og blev lidt mere rolige og faktisk blev venner. De delte basecamp og klatrede sammen og så videre og så videre. Så det var ikke noget kapløb.

Bjørn Harvig: Nej, Jakob, det der er så spændende, det er, at medierne vil gerne gøre det til et kapløb. De vil gerne lave det til en form for landskamp, og det er noget med den lokale fjeldstationen eller hotel har simpelthen busser, der kører ud, og folk kan købe billetter, så de kan stå og holde øje med den der landskamp i kikkerterne.

Jakob Urth: Det er helt, helt, helt vanvittigt.

Bjørn Harvig: Men i virkeligheden skrevet bogen er jo at Odd går over til englænderne og siger 'Hey, I er også på bjerget skal vi hjælpe hinanden?'

Jakob Urth: Ja, altså det de... Briterne er jo langt bedre udstyret end nordmændene er, så de er nede og låne udstyr af hinanden og deler, deler mad og alle sådan nogle ting. Hviledage har de ikke, men de bruger jo 16 dage. Det er sådan, at det er nordmændene, der klatrer op ad Norskeruten, som som er en af de helt store klassiske ruter. Og så er det briterne, der klatrer op ad en rute længere til højre. Jeg husker ikke lige nu, hvad den hedder, men en lidt mindre direkte rute. Altså norske ruten går stort set direkte op mod toppen eller til toppen på på på klippen, mens den engelske rute er en en form for travers og kommer ind i en [kjede] inden man når selve toppen. Anyway, to fantastiske ruter. Men for 10-15 år siden, så styrter meget og Trollveggen sammen. Så nu er årets rute eller deres rute, det er normalruten. Altså Norskeruten.

Bjørn Harvig: Og så bliver de de første på toppen, og det bliver de første timer, og det bliver springbrættet til Odds karriere. Han er kun 21 år gammel, men det er altså interessant. Jakob er, lader det til. Odds er ikke drevet af, at han skal være den første. Han er drevet af, at han vil lægge sin egen rute. Han vil ikke gå i andres fodspor. I hvert fald ikke på det her tidspunkt. Så det er den der nysgerrighed på det ukendte mere end at det er rekordbøgerne, ik.

Jakob Urth: Jamen lige præcis. Og det er også det, der er så meget norsk kultur, det her. Det er så meget dem, jeg kender af norske klatrere. Jamen altså, der er ikke noget de hader mere end at gå andres ruter. Men på Odds tid og dem han klatrede med, de gik kun nye ruter. Altså i bjergbestigning er det jo fuldstændig vanvittigt at tænke, at man kun går nye ruter. Men det gjorde man den tid. Og det er... Bare det, er en præstation i sig selv.

Bjørn Harvig: Det er vildt. Og vi har så mange ting, vi kunne snakke om om Odd, og det er jo det, der er fantastisk ved ham. Men vi springer frem, fordi vi vil rigtig gerne til Marokko, til Atlasbjergene, hvor jeg tror vi aldrig har været i Den yderste grænse. 1972.

Jakob Urth: Ja ja, ja ja ja.

Bjørn Harvig: Og Jakob grunden til at jeg er lidt hæs i stemmen, det er fordi jeg selv lige er kommet hjem fra Marokko.

Jakob Urth: Ja, du er nemlig lige kommet hjem fra Marokko.

Bjørn Harvig: Og den bog som er skrevet om Odd, havde jeg med dernede som min gode berberguider og venner. De sad og bladrede i bogen og tænkte Åh, det er en vild. Det er en vild nordmand. Ham der. Men de havde ikke hørt om ham.

Jakob Urth: Nej, nej.

Bjørn Harvig: Selvfølgelig fordi han ikke er en, der har gjort det store postyr ud af sig selv. Hvad vil han? Hvad vil han i Marokko?

Jakob Urth: Jamen, i Marokko. Han har været der eller har været tæt på nogle nogle år før, da han blafrede igennem, men en kammerat eller to gennem Vestafrika derovre og havde set, der var sne, og det tror jeg ikke, han havde. Han havde regnet med. Så det blev han fascineret af, fordi hvor der er sne, kan man 'gå på ski', og det er lige præcis det, som er så fedt. Altså det er næsten en barnlig illusion om, hvad der er muligt. Altså, de vil... De vil krydse Atlasbjergene på ski og ende oppe i Marrakech. Så vanvittigt! Bare tage afsted og så. Det fede er hvordan kommer man derned? Man tager en charterflyver fra Oslo, flyver med alle badegæsterne. Dengang var det lige i starten på Spies rejser og alt det der. Og så lander man i Malaga. Og jeg tror ikke, der var andre end Odd og hans to buddies, der havde ski med, vel? Og forestil dig en kontrast at være ude på eventyr. Det værste Odd nogensinde kunne forestille sig det var jo for pokker at ligge på stranden og lave ingenting.

Bjørn Harvig: Ej, men altså, jo mere ondt det gør, jo bedre.

Jakob Urth: Jamen altså, det var suffering altså, det er derfor han var en god bjergbestiger.

Bjørn Harvig: En god dag, er når du har blodsmag i munden. Det tror jeg, at han siger.

Jakob Urth: Det tror jeg, at han kan smage jern, så er den der. Jo jo. Nej, nej. Og så tager de en bus ned og skal over Gibraltarstrædet på en eller anden måde, en færge sikkert. Ja, det må de jo. Og så bus og taxa til sidst og 'kjør os opp hvor der er snø'. Og så stopper de, og så begynder de at gå, og så bliver det eventyr og alt det der. Det var sådan mere eller mindre planlagt. Men nu starter eventyret.

Bjørn Harvig: Og så vidt jeg kan forstå, at Jakob, så er der heller ikke rigtig noget højplateau, vel? Så det der med, at de bare skal ud og gå på ski som i gode gamle Norge, det er ikke sikkert, vel? Det er op og ned og ned. Er der sne?

Jakob Urth: Ja ja, ja, nej nej. Så der var jo masser af sektioner, hvor der var sne. Der var også masser af sektioner, hvor der ikke var sne, og de blev så bedre og bedre til at forhandle med berbere og lokale for at få transporteret deres ting på æsler og så videre.

Bjørn Harvig: De blev anholdt?

Jakob Urth: Ja, de blev anholdt, fordi de suser igennem de her små landsbyer på ski, og børnene skriger, og de voksne tror, det er terrorister eller et eller andet. De har aldrig set et par ski før. De aner ikke, hvad det er. De kommer på de her fremmede, og de aner ikke, hvorfor de har så travlt. De aner ikke hvorfor. Hvorfor de ikke vil være inde i husene. De aner ikke, hvorfor de ikke kan drikke deres te. Det finder vi ud af, fordi de bliver syge. De bliver syge alle sammen. Hver gang de kommer ind i de her landsbyer, desværre altså også. Han blev jo på en af en af en af de her steder blev han bidt af mider eller lopper. Det er lopper er og får betjente sår over hele kroppen, så store som grankogler. Altså forestil dig det. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Men de bliver så på et tidspunkt arresteret. Dagen før hører de godt nok en gammel militærhelikopter der, dak-dak-dak, der cirkler hen over dem. Og det tænker de jo selvfølgelig ikke, Hvidovre. Men lige pludselig så bliver de arresteret, alle mand og bliver udspurgt i dagevis forskellige steder, og de prøver bare at forklare Jamen vi ville jo bare gerne gå til Marrakech på ski. Den sætning tror jeg aldrig der er nogen der har hørt før.

Bjørn Harvig: Og helikopteren finder de ud af har været ude og lede efter dem.

Jakob Urth: Jaja, helikopteren var jo en militærhelikopter, der var ude for at se efter de her, fordi skikken var derfor de blev arresteret. Det var simpelthen fordi, at de lokale.

Bjørn Harvig: Ja lokal general eller overhoved.

Jakob Urth: I de små landsbyer, der er det kutyme at man kommer ind og drikker te og hilser på eller stærk kaffe og hvad man nu man får der. Og så ligesom får en accept på at gå videre. Det kender vi også selv fra, når vi har rejst. Det er lidt det, man gør, når man kommer rundt og sådan noget. Men hvis man ikke ved det, hvis ikke man gør det, hvis man har fået et kryds, så har man fået et kryds. Så de her landsbyer var jo sådan nogle små oaser, ikke? Eller det modsatte. De ville jo hellere sove ude under åben himmel og lave mad over bål.

Bjørn Harvig: Se det for dig, Jacob. Altså tre fire nordmænd igennem en berber-landsby på ski. Altså.

Jakob Urth: Det er vanvittigt. De kom susende, ikke? Altså.

Bjørn Harvig: De laver. De laver den første ski bestigning af et bjerg, der hedder Jebel Azourki, som er næsten 3700 meter, det ligger øst for Marrakech. De laver også nogle.

Jakob Urth: Ture, måske i en krydsning af noget andet, men måske også fordi Odd godt kan lide at gå 'mot bakka'. Gå opad, som det hedder. Det tror jeg. Og så er det jo utvivlsomt den første skibestigning, fordi der aldrig har været nogen på ski. Der har sikkert været nogen oppe på toppen før. Men skibestigning?

Bjørn Harvig: Og så er det faktisk en tur, Jakob, som vi kan diskutere om er mislykket eller ej. De finder i hvert fald ud af, at der er ikke sne nede i dalene. Der er dybe raviner, og der er mudder. De skal transporteres på æsler, nogle gange mere end de kan gå på ski.

Jakob Urth: Ja, altså de kommer, de kommer. De kommer ikke frem til til Marrakesh som den helt store, men til gengæld så får de jo det Odd allerhelst vil, eventyr. Det er præcis det uforudsigelige her. Det er jo det, han er ude efter, og det er jo det, vi alle sammen egentlig er ude efter planen. Den er kun plan, når man følger planen. Men det er jo det, der er mellem planen og selve turen, som er der, hvor vi oplever noget. Det er det, vi kan trække ud og kalde eventyr. Hvis ikke de ord er blevet brugt for meget. Men det er jo lige præcis det, som er essensen her.

Bjørn Harvig: Ej, det passer så godt til det jeg sidder og planlægger, at jeg skulle læse op for dig, fordi du kender citatet. Nu nu nu dykker jeg ned i i Steins bog om Odd. den her bog, der hedder 'Den sidste eventyrer'. Og der der fortæller Odd om Marokkoturen. Netop det her med jamen var det ikke mislykket? Det gik jo ikke, som vi ellers har planlagt. Så siger Odd, og nu prøver jeg at oversætte, for det står på norsk: "Kan ture egentlig blive mislykket? Det er snarere reglen end undtagelsen, at det ikke går som planlagt. Men mislykket? Ah. Usikkerhed og spændingen knyttet til det uforudsete er netop noget af motivationen. Det eneste, som er sikkert, er, at uanset hvor god planlægningen har været, så kommer der til at dukke nye og skøre oplevelser op og udfordringer som må improviseres med løsninger og Odd er sådan skruet sammen, at netop visheden om disse overraskelser trigger rejselysten for ikke at sige eventyrlysten".

Jakob Urth: Ah! Lige præcis.

Bjørn Harvig: Det er det, der tænder ham.

Jakob Urth: Ja, lige præcis.

Bjørn Harvig: Ej, hvor er det fedt mand! Nu skal vi igen, Jakob, springe nogle ord nogle år frem. Vi skal til 88. Vi skal til Grønland.

Jakob Urth: Ja, altså allerede her. Så har han jo et kæmpe CV og den mest erfarne sammen med en håndfuld andre i Norge til klatring og ekspeditioner især så derfor. Derfor går det så videre til, og de får jo den her idé er en af de andre store norske legender. Dem er der jo rigtig mange af, men en af dem, som måske er lægmand, kender jeg ikke. Det er jo Nansen. Nansen var jo den første til at gå over indlandsisen tilbage i 1888. Jeg tænker norsk 88.

Bjørn Harvig: Og nu er det 100 år senere?

Jakob Urth: Nu er det så 100 år senere, og odds og en lille gruppe har ligesom tænkt og besluttet og arrangeret, at vi skal gå over igen i Nansen fodspor. Men med de med det originale grej eller tilnærmelsesvis det originale grej. Altså træski. Vi taler lærredsbukser, vi taler gamle anorakker. Vi er altså skibriller og sekstant. Sekstant altså en af rejsefæller her havde lært på en søfarts kursus en weekend tror jeg, hvordan man bruger en sekstant, og historien på den var, at de anede jo ikke en kæft om, hvordan man brugte sekstant. Det var jo før GPS'en var opfundet. Også i også i '88 egentlig, at man kunne få den ud som en normal GPS til privat brug. Så de havde den her sekstant og allerede fra starten af, jamen altså, der fandt de ud af, at efter første måling, da de stod oppe på på vestkysten og skulle til at krydse mod øst, jamen der ud fra deres målinger, så stod de nede i Gibraltar et eller andet sted eller et eller andet. De var langt væk, og det var jo helt galt. Men en af dem havde en lille lommebog med How to navigate in nature eller et eller andet. Noget i den retning hed den altså. Gudskelov havde han den med, og så lærte han det, og de brugte den her bog, og de fandt ud af det med med med sekstant. Men til denne her historie skal der jo lige høres, at en af de største danske eventyr nogensinde efter min mening er jo nulevende John Andersen.

Bjørn Harvig: Vores fælles gode ven.

Jakob Urth: Vores fælles gode ven fra Eventyrernes Klub. Nansen gik over i 1888. John Andersen, som arrangerede og planlagde og gennemførte den anden krydsning af indlandsisen i Nansens rute i 1971, altså som anden person at gå over indlandsisen. Her var det 10-12 år efter, så kommer altså 100 år efter Nansen den tredje krydsning.

Bjørn Harvig: Hvordan går det for dem?

Jakob Urth: Jamen altså, de er jo skrækslagne egentlig lyder det lidt til, fordi de har den her sekstant, men de kommer jo fremad, og de bliver bedre og bedre til at bruge den og så videre. Og på et tidspunkt når man går på indlandsisen i Grønland er luften jo så klart, og du kan se så ufatteligt langt. Det er et af de steder i polare regioner, hvor du kan se måske 100 kilometer med de blotte øjne. Så du kan se de her nunatak og fjelde ovre på østkysten lang tid før du er der. Hvis det havde været her i herhjemme eller i Norge, så tror man, at der er 20 kilometer over. Det kan vi gå på en dag? Men de kommer bare ikke nærmere og nærmere. Så klar er luften deroppe. Men de ser disse fjelde, og de kommer over, og de kommer længere og længere over og kommer endelig over igennem is faldet og kommer ned til østkysten egentlig. Men inden de træder af det her bred, så råber Odd noget i den retning. "ah, det er her. Det er her." Fordi i Nansens bog i Nansens bog, som han skrev umiddelbart efter han kom hjem fra ekspeditionen i 1888: "til vestkysten eller dø"." Eller døden?

Bjørn Harvig: Verdens bedste titel.

Jakob Urth: Jeg får gåsehud ved at sige det. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Altså, det er det samme som at skrive en bog, der hed 'Til toppen eller dø'. Altså, det er vanvittigt. Det kunne jeg godt finde på. Men sådan er det. Men i den bog, der har han også taget et billede, Nansen, og det billede de husker Odd, og han har læst den bog 100 gange. Det må han jo gjort. Det billede er printet ind i hovedet på Odd, hvor man ser nogle fjelde. Man ser gletcheren forsvinde ned. Og man ser en lille indsø. Og så ser man en varde. Og den varde dér har Nansen bygget. De rammer præcis det sted. Altså præcis dét sted, som Nansen kom i land eller kom ned fra gletcheren, byggede en varde. Tegnede den her skitse eller tog det her billede? Det ved jeg ikke. I 1888, 100 år tidligere. Og de er jo bare ekstase over, hvor heldige, gode og hvor fantastisk det her er.

Bjørn Harvig: Og han omtaler den her rejse som måske den... Eller den vigtigste, eller i hvert fald den største oplevelse han har i hele sit liv.

Jakob Urth: Ja, natur.

Bjørn Harvig: De får gjort det.

Jakob Urth: Naturmæssigt, fordi det bare er. Altså han beskriver, at han kommer derud, hvor naturen faktisk bliver en del af det. Altså eventyret bliver en del af ham. Det er også sådan jeg selv har det med på tur. Altså jeg skal gerne have en 8-10-14 dage før jeg er på tur, fordi det er først der, man begynder at det bliver en hverdag.

Bjørn Harvig: Og det er sådan Odd har det.

Jakob Urth: Det er sådan Odd er?

Bjørn Harvig: Ja, det er sådan Odd er.

Jakob Urth: Han er eventyrer.

Bjørn Harvig: Og Jakob så dagens sidste historie. Vi kunne jo sidde her i en uge og snakke. Altså.

Jakob Urth: Odd han har så meget at byde på, ikke, og bogen her er helt fantastisk.

Bjørn Harvig: Altså vi skal til Mongoliet.

Jakob Urth: Vi skal til Mongoliet.

Bjørn Harvig: Yes, han har. Han må have haft et rigtig godt navn også på det her tidspunkt. Og fordi han har jo to. Jeg vil næsten sige verdensberømtheder med sig på turen. Han har russisk kasakhiske Vladimir...

Jakob Urth: Smirnoff.

Bjørn Harvig: Smirnoff, som er OL-guldvinder i langrend. Og så Smirnoff gode kammerat og konkurrent Vegard Ulvang. Altså, undskyld, men det her er min barndoms idoler de her.

Jakob Urth: Og det er altså.

Bjørn Harvig: Og Ulvang, som også lige har vundet to OL guld.

Jakob Urth: Ja, altså. Og på den tid jo kæmpe kæmpe stor. Altså i og i Norge, altså, da der er tøjmærker opkaldt efter Ulvang. Altså, det er der, vi er. Og Smirnoff. Der kan man så tænke, hvad er der så? Ej, men Smirnoff. Jeg husker da Smirnoff. Dengang man så skiløb i tv.

Bjørn Harvig: Bumstærk, var han ikke sådan rødblond?

Jakob Urth: Fuldstændig vanvittige typer. Altså de to der, ik.

Bjørn Harvig: Verdens to bedste skiløbere og Odd og jeg tror, at et par andre, de skal til Mongoliet. De skal stå på ski. De skal også bestige bjerge. Men det, der sker på denne ekspedition, er jo også, jeg vil sige, noget dramatisk. Kan du huske, hvad der sker?

Jakob Urth: De har jo en en hjælper og en guide. En tolk med, som måske har en bagtanke med det her. Det er i hvert fald, hvad Smirnoff fortæller senere.

Bjørn Harvig: Fordi en dag er han væk.

Jakob Urth: En dag er han væk.

Bjørn Harvig: Og Smirnoff finder en seddel eller note fra ham. Her er guiden i hans bagage. De kan ikke finde ham. De er ude og kigge efter ham.

Jakob Urth: Hvor han. Han skriver, at det her er et afskedsbrev. Et afskedsbrev. Og man egentlig formoder, at han har taget sig selv af dage eller. Eller det, der er værre.

Bjørn Harvig: Så kommer de tilbage til, at det er den lokale landsby.

Jakob Urth: De kommer tilbage til civilizationen et eller andet sted, fordi de var lidt bekymrede her, opgiver egentlig bestigningen af det her og kommer... Afleverer brevet til til politiet, som er noget undrende. Og så sker der det, som man ikke lige havde regnet med, de bliver arresteret og jeg mener det er Ulvang der bliver anklaget for for mord.

Bjørn Harvig: Ja, det tror jeg faktisk de alle sammen gør. Det bliver i hvertfald tilbageholdt og arresteret for drab, fordi de tror de har slået ham her den lokale mongol ihjel. Forsiden af de store norske aviser står der 'Ulvang arresteret for mord'. Ja, det var lige det.

Jakob Urth: OL-helten er... Det er det jo. Der var ramaskrig i Norge. Altså, det er jo, det er jo helt utænkeligt det her. Så der bruger de jo rigtig lang tid på at se, om de kan komme ud af den her knibe. Og pressen følger med i stort set hele ja, hele Norge. Men også hele Europa er med på den her.

Bjørn Harvig: Og så dukker han op, altså guiden, ham de tror, der er død og slået ihjel. Hvad nu? Han dukker op i live. Han har forsøgt at flygte til Rusland og Smirnoff, han er ikke uden humor, for han siger, at han bliver citeret i bogen, siger han. Han har aldrig hørt om nogen som helst, der forsøgte at flygte ind i Rusland.

Jakob Urth: Er det. Det kan ikke blive mere aktuelt, end det er nu. Jo, vel. Det er jo det. Det er jo lige præcis det, man ikke man ikke vil? Men altså at skiløberen, der, han, han siger det i Smirnoff siger det, det er jo vanvittigt.

Bjørn Harvig: Men Jakob også Odd, vores kære hovedperson her, som igennem hele livet aldrig har forsøgt du ved at søge efter pres og opmærksomhed. Han han får den lige pludselig. Hvad tror du han tænker?

Jakob Urth: Ja, altså jeg tror, han tænker, at den her, den her del kunne kunne have været få forundt. Og så tænker han jamen, det har intet med mig at gøre. Turen eventyret i det her er, at vi er her og nu. At vi. At det her. Det tog en en drejning, som vi ikke havde havde regnet med. Men de rejste ud for at få det her eventyr. Og det tror jeg, de fik. Og jeg tror Odd kom hjem og tænke det her, det var. Det var en af en af de store oplevelser.

Bjørn Harvig: En af de noget særlige.

Jakob Urth: Det tror jeg.

Bjørn Harvig: Jakob afslutningsvis, hvad skal vi sige om Odds i forhold til os? Er han? Er han et godt billede på en person, vi kommer til at se igen?

Jakob Urth: Altså, jeg ville gerne kunne sige. Ja, og jeg vil også gerne kunne sige måske. Men jeg tror, jeg tror, det bliver. Det bliver et nej, Odd er den gamle skole. Og kom fra en tid, hvor det her var muligt. Og med en opdragelse og baggrund, hvor hvor det var naturligt at tage på tur. Så er det her en en kultur arv, og derfor er den her bog så vigtig for norsk friluftsliv og skandinavisk friluftsliv. Det er typer som ham her, man skal lære om på uddannelserne i friluftsliv. Det her er stadig muligt.

Bjørn Harvig: Han havde ikke selv intentionen om, at han skulle blive en kendis, men det bliver han jo nu efterhånden.

Jakob Urth: Stein, han brugte jo årevis, så vidt jeg har hørt på at overtale ham til denne her bog. Så det er måske Hagen ved det her. For lige præcis for Odd, men legacy-en, arven i det her vil altid stå der. Han er indbegrebet af nulevende eventyrer af den helt gamle skole.

Bjørn Harvig: Er det dér, vi slutter? Længe leve! Længe leve nysgerrigheden.

Jakob Urth: Længe leve nysgerrigheden og eventyret.

Bjørn Harvig: Kæft, det var godt at have dig på besøg. Godt at se dig Jakob.

Jakob Urth: Tak for det.

Bjørn Harvig: Den yderste grænse er produceret af Nikolai Sørensen og Bjørn Harvig for Vores tid. Redaktør er Troels Donnerborg. Du kan finde serien og andre spændende historiske podcasts ved at søge på Vores tid i din podcast app.

Outtro: Du har lyttet til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores tid.