Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S1. E2.
Minen: Den eftertragtede undergrund
Undergrunden i Grønland har altid været eftertragtet. Inuitterne handlede med fedtsten og meteorer, og i dag er det især de sjældne jordarter, der er eftertragtede af blandt andet forsvarsindustrien. Men hvem skal bestemme over, hvad der graves frem?
S1. E2. Minen: Den eftertragtede undergrund
17.JUN.2021Du kan blandt andet møde
- Søren Peder Sørensen
Journalist
Om Søren Peder SørensenSøren Peder Sørensen
- Frank Sejersen
Lektor, Københavns Universitet
Om Frank SejersenFrank Sejersen
- Amalie Amma Faurschou
Beboer i Qullissat
Om Amalie Amma FaurschouAmalie Amma Faurschou
- Søren Peder Sørensen
Journalist
Om Søren Peder SørensenSøren Peder Sørensen
- Frank Sejersen
Lektor, Københavns Universitet
Om Frank SejersenFrank Sejersen
- Amalie Amma Faurschou
Beboer i Qullissat
Om Amalie Amma FaurschouAmalie Amma Faurschou
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Søren Peder Sørensen, journalist. Frank Sejersen, lektor, Københavns Universitet. Amalie Amma Faurschou, beboer i Qullissat
Episode 2: Minen
Lasse Telling Madsen: Vi starter vores historie på et opblæst fjeldplateau i det sydlige Grønland. Fra godt 500 meters højde kigger Kvanefjeldet ud over grå forrevne klipper, grønne bevoksede dale og med byen Narsaq som nærmeste nabo. Men det er det, der findes under jorden, som virkelig er interessant, og som spillede en hovedrolle, da der i foråret 2021 var valg i Grønland. For graver man dybt nok, kan man finde stoffer som uran, thorium og beryllium. Og så er der de sjældne jordarter, altså dem, som våbenindustrien drømmer om, og som Kina lige nu nærmest har monopol på.
Frank Sejersen: På det tidspunkt så opdager man hvor indbringende det faktisk er, og man begynder at få nogle større forventninger til, hvad undergrunden faktisk kan.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor.
Søren Peder Sørensen: Så på den måde kan man stille et stort spørgsmålstegn ved frivilligheden i det her. Jeg har ikke mødt en faglig chef, der har sagt, at det var frivilligt.
Amalie Amma Faurschou: Men jeg kan huske, da vi kom til Fredagsrock. Der var det jo, hvis det var, at de kom ud for, at vi sådan et eller andet sted vandt over en eller anden leg, så sagde de til os "Tage hjem til Lise, ikk?" Det gjorde da ondt at høre sådan noget.
Lasse Telling Madsen: Den her historie handler om, hvordan Grønlands undergrund og råstoffer altid har været eftertragtet. Fra inuitternes dyrebare meteoritter og kongens hunger efter guld til kyniske administrative beslutningstagere og den tunge internationale våbenindustri. For hvem er det egentlig, der bestemmer, når man først begynder at bore sig ned i undergrunden? Det er ikke kun råstoffer, man risikerer at hive med op, men inden vi kommer så langt, så lad os starte historien med det første vi ved om, hvordan Grønlands råstoffer blev brugt. For blandt andet inuitterne fandt ud af, at de kunne bruge fedtsten, der lå i undergrunden, som de kunne lave lamper og kogekar af.
Frank Sejersen: Og dernede i Nuuk området, især hvor der findes store forekomster af det her og de folk, som boede dernede. De handlede med folk oppe nordpå, hvor de så fik barder og andre produkter fra hvaler fra dem, som de var meget interesseret i at få og havde svært ved selv at få fat i nede derfra, hvor de kom.
Lasse Telling Madsen: Det er antropolog Frank Sejersen fra Københavns Universitet, der har sat sig til rette foran mikrofonen.
Frank Sejersen: Og der fandtes også andre, lad os kalde det mineralske råstoffer, som var interessant. Det er nogle af de meteorersten eller meteoritter, som stammer fra en stor asteroide, som eksploderede, hvor så at man kunne bruge de her... Man huggede faktisk store stykker af de her meteoritter og hamrede på dem med sten for at gøre dem flade. Og de her dem solgte man. Man brugte dem selvfølgelig selv, men man solgte dem også. Man kan sige solgte, man handlede, og det vil sige, at ret tidligt i Grønlands historie, så har interessen for, hvad vi kan kalde mineralske råstoffer, været en væsentlig handelsvare.
Lasse Telling Madsen: Men det var ikke længe, at Inuit fik landet for sig selv, for danskerne begyndte også snart at interessere sig for, hvad Grønland mon gemte i undergrunden. Allerede i 1500-tallet sendte kong Frederik den Anden en britisk navigatør af sted mod nord, og naturligvis var det alle rigtige kongers yndlingsråstof, han var ude efter. Han var på jagt efter guld.
Frank Sejersen: Og på det tidspunkt der, er de store lande i et kæmpe kapløb om at kortlægge verden og sætte deres flag ned og markere suverænitetsforhold. Frederik den Anden får ikke rigtig noget ud af det her, og der går et stykke tid, og så kommer Christian den Fjerde, og han sender så to ekspeditioner af sted i 1605 og 1606. Og på en af ekspeditionerne, der finder de også noget, der ligner guld, og man tager den her sten med hjem, og man viser den til nogle rige købmænd i København og for ligesom at lokke dem til at investere i endnu en ekspedition. Det har formodentlig været sådan noget glimmer, men... altså ikke rigtig guld, men det har så... det fik så finansieret en yderligere ekspedition.
Lasse Telling Madsen: Dengang som nu løber rygter om mulig rigdom hurtigt. Både kongen og rigmændene i København var nu for alvor blevet interesseret i, hvordan de kunne udnytte Grønlands undergrund. Og der begyndte at blive sendt flere ekspeditioner af sted. I begyndelsen af 1800-tallet lykkedes det for en af de udsendte geologer at lave en systematisk undersøgelse af undergrundens potentialer, og snart blev der fundet noget, der muligvis kunne gøre de rige mænd endnu rigere. En kobbermine borede sig ind i det sydgrønlandske fjeld i midten af 1800-tallet, og der blev udvundet marmor, ligesom en kryolitmine åbnede i 1851 i Ivittuut med omkring 100 danske minearbejdere. Kryolitten var i høj kurs, og den kunne bruges til alt fra sæbe til aluminiumsproduktion. Efter en tur i Danmark blev en stor del af kryolitten sendt til USA, og helt op til anden Verdenskrig var amerikanerne yderst interesseret i minen, for de skulle bruge masser af aluminium til at bygge deres kampfly. Men det var også her, at grønlænderne igen selv begyndte at se potentialet i den internationale minedrift.
Frank Sejersen: Under Anden Verdenskrig, hvor Grønland var isoleret fra Danmark på grund af tyskernes besættelse, så drev man minen selvstændigt og solgte den, kryolitten, til USA. Og på det tidspunkt, så opdager man, hvor indbringende det faktisk er. Og man begynder at få nogle større forventninger til, hvad undergrunden faktisk kan give til en større form for Grønlands Grønlandsk uafhængighed af Danmark. Der blev lagt en form for et lille, sået et lille korn, som sidenhen er vokset rigtig meget. Et andet forhold, som også har været ret væsentligt og blev taget op af den grønlandske befolkning i forbindelse med minedrift, det har været hvilken relation har en mine med samfundet, både det nærliggende samfund, men også det grønlandske samfund som helhed?
Lasse Telling Madsen: Lad os se lidt nærmere på byen Qullissat, der opstod efter at den danske stat besluttede at oprette en ny kulmine, og hvilken by det var, da minedriften var på sit højeste i 60'erne var den kendt som Grønlands mest moderne by, hvor du kunne få varer, der ikke kunne skaffes andre steder i hele landet. Qullissat blev blandt andet berømt for den såkaldte Vaigat-musik, som du kan høre her i baggrunden. Den vender vi tilbage til lidt senere. For Qullissat findes ikke længere, som den gjorde engang. I 1972 kappede den danske stat de sidste elkabler i byen, og de sidste beboere rejste derfra. Journalist og forfatter Søren Peder Sørensen har skrevet en bog om byen og de mennesker, der levede der, og hvilke konsekvenser minen havde.
Søren Peder Sørensen: Statens kulmine blev åbnet i 1924, og det var efter at man har haft en kulmine oppe ved Uummannaq. Og så finder man så ud af, at vi har en svensk ingeniør. Han udpeger så, at det område. Det kunne være et sted, hvor det kunne være en fordel at bryde kul. Og så er der så nogle af disse minearbejdere deroppe fra Uummannaq, som flytter ned til dette sted, som var et åbent sted. Der var ikke nogen by før. Og så begynder de så at anlægge en kulmine og anlægge en by, og jeg snakkede med nogle af dem, som var hvad skal man sige første generations, hvor deres fædre var blandt pionererne, og som var med til at grundlægge byen. Og det var på den måde, at man arbejdede i kulminen om vinteren. Om sommeren anlagde man veje og byggede huse. Men det starter stille og roligt, og efterhånden så leverer man jo forsyner man jo hele Grønlands vestkyst med kul, så det bliver en meget vigtig en meget vigtig by Under Anden Verdenskrig, hvor Grønland er afskåret fra Danmark, fortsætter man jo produktionen af kul til hele Vestkysten, og man får også andre ting. Man får tømrere, man får smede, man får maskinværksted osv., i byen, som faktisk bliver brugt af hele Grønland. Så det bliver en meget vigtig transitby, faktisk også for handelen fra fra USA.
Søren Peder Sørensen: Men der sker samtidig noget i den periode, hvor vi fangersamfundet er i tilbagegang, og der er så mange af dem som kommer, som bliver kulminearbejdere. Så det var for hele Grønland, de kom. Så det var en, hvad skal man sige, en ny generation. Det var en en lønmodtagergenerationkultur, der blev startet i Qullissat. Jeg talte med Hans Anton Lynge, som er en forfatter oversat til flere sprog, og som kommer fra Qullissat, og han siger at det, der var enestående ved byen, det var, at når to mødtes i Qullissat, så spurgte man ikke til den andens sælfangst. Så spurgte man: "Hvor arbejder du? Arbejder du i værkstedet, der eller i værkstedet der?" Men man var blevet industriarbejder, og derfor var det også en naturlig grund til, at netop i den by kom Grønlands første fagforening, som jo blev oprettet af i slutningen af 40'erne. Så det var en, det var et åbent samfund, fordi der var jo minearbejdere, mineeksperter fra Skotland især og en svensk minedirektør. Og så var der de danske eksperter, som også var der. Så var der tyskere, der var amerikanere. Der var en katolsk kirke derovre. Der var en protestantisk kirke. Der var en multikulturel atmosfære. Og det skabte en ret åben atmosfære over for andre.
Lasse Telling Madsen: Amalie Faurskov blev født i Qullissat. Og da byen lukkede ned, var hun ni år gammel. I dag er hun formand for foreningen Qullissats Venner i Danmark.
Amalie Amma Faurschou: Det var da en skøn by. Der skete mange ting. Jeg kan huske, at vi som børn, vi legede jo ligesom alle andre børn, så det var en skøn tid. Vi havde krige, og på et tidspunkt kom jeg da i biografen, hvor jeg så Elvis Presley. Der lukkede sig, der simpelthen, hvad hedder det, gravede sig ud af et fængsel. Og jeg har set Beatles, og jeg har set Pippi på de syv have. Det var da skønt. Min far han lavede såmænd mange ting. Han var kateket og hjælpepræst. Han sad og spillede til gudstjenester, vi sad som regel på første række og var stolte af vores far jo ikke, og jeg gik i skole. Og min far, han var så ikke kun kateket. Han var også en hjælp. Han var også skolelærer, og han, har jeg så senere fundet ud af, at han også har været kræsdommer, og så har han siddet i kommunalbestyrelsen, så han har haft mange kasketter som sådan.
Lasse Telling Madsen: Især i 50'erne blev der investeret massivt i minedriften. Der blev gravet nye skakter, nye kabler blev lagt ud, husene knopskød, byen blomstrede. Rygtet sagde, at her kunne man altid få arbejde, og lønnen var slet ikke dårlig. Der var direkte leverancer fra København, og det betød, at man kunne få fat i varer, der ikke var til at skaffe andre steder i landet. Og der var endda en biograf. Ja, fornøjelser skulle der til. I Grønlands mest moderne by. For det var hårdt at arbejde i minen. Byen blev kendt for bokseturneringer og et talentfuldt fodboldhold. Og så var der selvfølgelig Veigat-musikken.
Lasse Telling Madsen: Genren opstod i Qullissat, og den var bl.a. inspireret af countrymusik, som man kunne høre på amerikanernes radiofrekvenser fra Thulebasen. Veigat-musikken blev så populær, at Veigat-orkestret snart turnerede i hele landet, ligesom de også indspillede en plade. Men kulminens ejere i Danmark sørgede snart for, at festen ikke blev ved.
Søren Peder Sørensen: Beslutningen fandt sted i '68 i København, og så går der fire år. Men efter beslutningen er truffet i Grønlandsrådet, så går tingene jo i stå. Så på et tidspunkt, hvor alle udtrykte optimisme, ikke mindst minens direktør i Qullissat, så lukker man med fire års med fire års. Altså fire års med effektivitet. Fire år senere. Jamen, det gjorde man jo, fordi man jo for lang tid siden havde besluttet sig for, at man skulle omlægge omlægge til olie. Det var det, og det var, der var Esso og Shell og grønlandske olieselskaber inden. Så det var en langsigtet omstilling, der var i gang der på det tidspunkt. Men det forstod de jo ikke på Qullissat. Det forstod kun minearbejderne, ikke? Fordi kunderne var gode, og der blev flere og flere af dem, og produktionen blev større og større, så der var en kæmpe informationskløft imellem beslutningstagerne og dem det gik ud over.
Lasse Telling Madsen: Amalie Faurskov var 9 år, da færgen for sidste gang sejlede fra Qullissat. Som kateket i byen skulle hendes far være med til at sørge for, at fraflytningen skete på en rolig måde.
Amalie Amma Faurschou: Jeg ved ikke, om det var dagen før min... mine forældre fortalte, at nu kommer de altså at pakke vores ting ned i morgen og så den samme dag, hvor vi så skulle have pakket tingene ned, der kom lige pludselig i sådan en container. Sådan en lille container af metal der var gul, kan jeg huske. Så da jeg så, at de egentlig begyndte at pakke vores ting. De begyndte at tage vores ting ud og pakkede dem ned. Og hvad gjorde jeg, ni år gammel? Der satte jeg mig bare ned på det på gulvet den morgen. Der var jeg frisk, men da jeg satte mig ned, så havde jeg fået feber, og så overnattede vi så i børnehjemmet inden dagen før vi skulle afsted.
Søren Peder Sørensen: Altså, man ville jo gerne have, at det skulle være frivilligt. Og det var meget svært at mobilisere en frivillighed, fordi især minearbejderne sagde: Hvorfor skal vi flytte? Det kunne de ikke se nogen grund til. Det og man lavede nogle oplysnings møder i byen, og man lavede nogle spørgeskemaer og hvad de kunne tænke sig at flytte hen og hvad de kunne lave. Og det ville de ikke rigtig gøre noget ved, det der, fordi de kunne ikke se nogen grund til det. Du skal tænke på det. Altså, de boede jo. De har aldrig været udenfor. Så de vidste jo ikke, hvad det var for en verden udenfor. Men de skulle jo flytte, og derfor ville man jo fra den danske side foretrak man, at de skulle flytte sydpå ned til [obenmandsbyerne], hvor der var fiskeindustri. Og det var jo fiskeindustrien, der skulle drive Grønland fremad. Så de skal over i fiskeindustrien. Men problemet var, at der var nogen, de ville i hvert fald ikke ned til Sydgrønland, fordi der kunne de ikke få deres hunde med. Så de ville nordpå. Og det var ikke velset, fordi det jo blev på eget ansvar. Og man kunne ikke sikre deres forsørgelse og så videre. Så derfor blev det for mange en uafgjort ting. Hvor de skulle flytte hen, fordi de ikke ville flytte. Men GTO, Grønlands Tekniske organisation, som jo skulle stå for byggerierne i de byer, hvor de flyttede til, kunne jo ikke vente på det her. Så derfor var de jo nødt til ligesom at træffe bestemmelsen om, hvor man skulle have dem henne. Så på den måde kan man stille et stort spørgsmålstegn ved frivilligheden i det her. Jeg har ikke mødt en faglig set, der har sagt, at det var frivilligt.
Amalie Amma Faurschou: Vi flyttede jo til Qeqertarsuaq, Godhavn, både min mor og far. Men jeg kan huske, da vi kom til til Qeqertarsuaq. Der var det jo, altså, som børn er man jo grove ved hinanden, når man leger sammen. Hvis det var, at de kom ud for, at vi sådan et eller andet sted vandt over en eller anden leg, så sagde de også til os, tag da hjem til Qullissat, ikke? Altså, det gjorde ondt at høre sådan noget selv selv fra mine egne fra min egen familie har jeg jo hørt det. Så altså, så er det som om man går lidt ind i sig selv og tænker jamen hvad er det for noget det her? Det kan man da ikke. Men det var sådan en ting, som man også lige måtte have med i bagagen.
Søren Peder Sørensen: I oktober, faktisk samme dag som Danmark stemte ja til EF i oktober '72, der blev det sidste, blev det sidste udskibet, og det sidste job var at afskære forbindelsen fra telegraf stationen, så at det ikke kunne misbruges på nogen måde.
Lasse Telling Madsen: Det var ikke kun i Qullissat, at minedriften skabte hele samfund i Grønland. I minen Den sorte Engel udvandt et privat dansk selskab bly, zink og sølv, og det gav både gode indtægter til ansatte grønlændere, til kommunen og til det grønlandske samfund. Men heller ikke her var det op til grønlænderne selv at bestemme, hvordan livet ved minen skulle fungere. Vi vender tilbage til antropolog Frank Sejersen.
Frank Sejersen: Det, man så også får ud af det, er også nogle hårde lektier i, hvad det vil sige at være oppe imod et multinationalt selskab, hvor lønningerne er lave, hvor man har styring over hvem der skal ansættes, hvilke kvalifikationer de skal have, hvordan fritiden skal være og hvordan det her minesamfund skal organiseres, fordi Greenex, som selskabet hed, de styrer alt i den her minelejr. Og her får man så erfaring med en mine, som er afsondret fra det grønlandske samfund, men alligevel en del af det. Hvorimod Qullissat, der var minen, jo et med samfundet her, der er minen uden for samfundet, og selskabet gør alt, hvad de kan for at blokere, at der kommer uønskede beboere fra de nærliggende områder ind. Med Den sorte Engel opstår der også de første store problemer med forurening. Hvilken lovgivning skal håndtere de her forureningsproblemer, der er? Hvem skal bestemme over det, og hvad betyder det for den lokalbefolkning? Det er også nogle erfaringer, man får der, og en tredje stor erfaring, man får, er, at de her miner og mineselskaberne, de har faktisk brug for mere plads, end man havde regnet med, fordi malmen skal jo sejles ud, og det vil sige, at de har brug for de store områder væk fra minen også. Så der, får, kan man sige, at det grønlandske samfund også nogle erfaringer med at minedrift og mineralske råstoffer, det hænger også sammen med politik. Det hænger sammen med rettigheder. Det hænger sammen med samfundsdynamikker, og det hænger sammen med, at man skal have nogle overvejelser omkring andre erhverv, som er i nærheden. Og det er jo nogle spørgsmål, som har været fast inventar i de mini-diskussioner, man har haft i det grønlandske samfund helt op til i dag.
Lasse Telling Madsen: Lad os se lidt nærmere på Kvanefjeldet, som vi startede med. Allerede i halvtredserne besøgte den berømte danske fysiker Niels Bohr området, hvorefter han på det kraftigste anbefalede den danske stat at bryde fjeldet op for at få fingre i uranen, så Danmark kunne begynde at udvinde energi med atomkraft. Det blev som bekendt ikke til så meget, men det betød, at de sjældne jordarter også blev opdaget. Og det er netop dem. Hele debatten om minedrift i Grønland handler om i dag.
Frank Sejersen: De sjældne jordarter er væsentlige i produktionen af militærudstyr og i produktionen af batterier og magneter, og det vil sige, at de her sjældne jordarter også er eftertragtede i industrier, som arbejder med den grønne omstilling. Men de erfaringer, man har fra 50'erne med minedrift i Kvanefjeld, hvor det var uranen, der var, har jo ligesom rettet opmærksomheden på Sydgrønland og de meget, meget interessante mineraler, der er der, som er nogle af de største koncentrationer af sjældne jordarter man finder i verden. Og nu med den grønne omstilling og militærindustrien, så er der rift om de her sjældne jordarter. Og lige nu har Kina monopolet, næsten, på produktionen af sjældne jordarter, og derfor er der en interesse i, at det skal kunne komme fra andre steder end Kina. Det er mere komplekst end som så, men alligevel er der store forventninger ikke kun fra mineselskabet, men også fra forskellige industrier og EU og USA, at endelig kan man bryde det her monopol Kina har. Et af de helt store spørgsmål i forbindelse med minedrift, lige meget hvorhenne den finder sted i verden, der er: Hvem skal den være til gavn for? Og i Grønland er den politiske debat meget nuanceret omkring de her spørgsmål, og der er mange meget væsentlige stemmer, som bidrager til at nuancere den her debat.
Frank Sejersen: Men fordi man har nuancerede debatter i Grønland, så ændrer det ikke ved det faktum, at når man sætter en mine gang, så trykker man på en meget stor knap, som nogle gange kan være svær og trykke stoppe på igen, fordi at der er tale om så store investeringer, at når først den knap er trykket ind, så er den svær at lukke igen, og det vil sige, at man også kommer til at tage nogle store beslutninger, som kommer til at følge med en meget lang tid ud i fremtiden, og det er den usikkerhed, den indbyggede usikkerhed, som er i alle samfund i verden, der skal tage den her som gnaver, samtidig med at der også er den her kæmpe mulighedsrum, som ligger i at få etableret et nyt erhvervsgrundlag i et samfund, hvor man ønsker at skabe nogle flere økonomiske dynamikker, som kan både skabe lokale arbejdspladser, men også en større økonomisk uafhængighed af Danmark, i Grønlands tilfælde.
Lasse Telling Madsen: Vinderen af forårets valg i Grønland IA har sagt, at de ikke vil tillade minedriften i Kvanefjeldet. Folket er imod det. Konsekvenserne risikerer at være alt for store. Det australske selskab, der ville grave efter de sjældne jordarter, får ikke lov. Lad os give historien om Qullissat den sidste plads.
Amalie Amma Faurschou: Da der var gået de 40 år der der tog jeg så derop med mine børn i 2012. Det var meget specielt, og det var jeg så sammen med den tidligere formand for foreningen, der hedder [?] Petersen og henne da vi kom med båden dertil. Vi holdt hinanden i hånden, og vi skreg simpelthen. Og vi var simpelthen... Det var det altså... Det var lykke, da vi trådte byen for aller første gang efter så mange år, efter 40 år. Jamen hvordan skal jeg sige det... Det var sådan en meget speciel følelse, fordi jeg selv om selv om jeg kun var 9 år dengang, følte jeg som om, at jeg havde at noget af min sjæl havde jeg forladt der.
Søren Peder Sørensen: Det som jo bliver det spændende fremover, det er hvordan vil vil vil eftertiden vurdere Qullissat? Vi har vores andel i det her, også den måde vi greb det an på, i allerallerbedste mening. Fordi vi vil de skulle have det godt, og de skulle have det godt i byerne. De skulle have varmt vand i hanen, de skulle have en god skoleundervisning og så videre. Men der var bare nogle mellemregninger, man overså.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling fra Nationalmuseets medie Vores tid og Lisbeth Valgreen har hjulpet med at finde historierne. Og lave research. Veigat-musikken er af Jens Hendriksen og stammer fra ULO 56. Du kan finde udsendelserne på vores tid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.