Mathias Rust: 19-årig på fredsmission i fly til Den Røde Plads

Intro: Du lytter til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores Tid.

Bjørn Harvig: Det er den 28. Maj, 1987 og vi befinder os i Helsinki. 19 år gamle Mathias Rust letter snart det lille Cesna fly, som han et par uger tidligere har lejet fra den lokale flyveklub. Missionen er på papiret egentlig ret simpel, men i virkeligheden fuldstændig vanvittig. Rust vil lande på Den Røde Plads i Moskva for at aflevere sit eget manifest til selveste Gorbatjov.

Mathias Rust_lydklip: But at that time I was idealist. I was 19 years old, and I believed only in good things and i didn't really know about øh the background of politics and what really is behind [those social settings].

Rust er desillusioneret over verdens tilstand. Det lader til alt bliver værre og værre dag for dag. Alle frygter en atomkrig, men ingen gør noget. Reagan kalder Sovjetunionen for Empire of Evil og ønsker ingen dialog og forsoning.

lydklip: Mr. president, have you made any real progress sir?

Bjørn Harvig: Rust drømmer om at skabe mindre afstand mellem øst og vest, og nu vil han gøre noget ved det selv. Med andre ord, Rust er på vej på en fredsmission, som ingen andre end ham selv kender noget til, og han har heller ikke nogen form for tilladelse. Men hvordan vil Sovjet reagere? Bliver han mon skudt ned? Og tør han overhovedet gennemføre?

Bjørn Harvig: Du lytter til den yderste grænse. Jeg hedder Bjørn Harvig. Og hvis der er en historie, som passer perfekt til denne sæsons tema om netop de eventyr, der gjorde det, som ingen andre troede var muligt, ja, så er det dagens hovedperson. Velkommen, Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk: Tak skal du have.

Bjørn Harvig: Og herligt at du er på besøg her i studiet. De fleste kender dig som politiker, stifter af Alternativet og tidligere kulturminister. Og så var det sådan, at i slutningen af firserne, ja da var du aktiv i Frontløberne og kulturudvekslingsprojektet Next Stop Sovjet og rejste selv rundt i Østeuropa, herunder også til Moskva i 1989.

Uffe Elbæk: Lige nøjagtigt

Bjørn Harvig: Og så var det jo kun et par år ældre end Rust.

Uffe Elbæk: Ja

Bjørn Harvig: Og det vil selvfølgelig spørge om på et tidspunkt. Hvad tænker du, at han tænkte? Uffe, jeg ved, det er et meget, meget stort og kompliceret spørgsmål. Kan du ikke lige tage os med tilbage til 87? Hvad var det for en stemning, der var omkring frygten for atomkrig?

Uffe Elbæk: Ja, altså hvis man er ung i dag, så kan man jo slet ikke sætte sig ind i det. Eller måske kan man faktisk nu.. på grund af krigen i Ukraine og hvad der i øvrigt sker både i USA og i Rusland. Men det der var min opvækst som ung i firserne, det var jo en verden, der var helt klart delt op i øst og i vest. Og i Berlin var det meget fysisk synligt, fordi der gik der en Berlinmur igennem byen og ned igennem Europa havde man det, der hed Jerntæppet. Det var jo ikke et fysisk jerntæppe, men det var i hvert fald et militært og mentalt jerntæppe, så der var os på den ene side af muren, og så var der alle de andre på den anden side. Og samtidig så havde vi sådan to politikere, som markerede hele det politiske landskab, nemlig Ronald Reagan i USA, som var total hardliner og sad og virkelig kørte på alle sådanne fjendebilleder af dem over på den anden side af muren og i Rusland -det hed det jo ikke dengang, der hed det Sovjetunionen - der var der ved at ske rigtig meget. Der var sådan en folkelig bevægelse efter mere demokrati internt i kommunistpartiet, for der var jo kun ét parti i Sovjetunionen. Der var der også brudflader. Der var brudflader politisk, men også organisatorisk og militært. Og lige på det her tidspunkt dukker der en en ny stjerne op, nemlig Gorbatjov.

Bjørn Harvig: Han er ret ny ved magten.

Uffe Elbæk: Det har han nemlig, og han snakker om glasnost og perestrojka, og det betød jo, at man simpelthen ville forny Sovjetunionen med fredelige midler. Og hvis der var nogen, der snakkede afspænding på det her tidspunkt, så var det faktisk Gorbatjov og ikke Reagan.

Bjørn Harvig: En af dem, der i hvert fald forsøgte at gøre noget. Det var Mathias Rust. Han har så været 17-18-19 år, på det her tidspunkt. Skal vi kort lige have introduceret denne her unge mand? Jeg kan huske i hvert fald, at han er fascineret af to ting: Flyvemaskiner, og så er han også meget, meget bange for eller fascineret af denne her atomtrussel. Går med i demonstrationer som ung, men føler ikke rigtig de kommer nogen vegne. Han følger med i pressen, ligesom du har gjort, og der sker ikke rigtig noget. Han han ser at Reagan og Gorbatjov mødes i Reykjavik.

Uffe Elbæk: Lige nøjagtig.

Bjørn Harvig: Hvornår er det? Er det i... 87? Ingen løsninger, ingen fælles udmeldinger. Ingen dialog.

Uffe Elbæk: Nej, og Gorbatjov siger jo, at de faktisk er tæt på at blive enige, men at USA i sidste øjeblik trækker sig.

Bjørn Harvig: Rust sidder hjemme på sit drengeværelse, og han sidder faktisk, skriver et et manifest om, jeg tror det han kalder Lagonia, 'det smukke samfund'. Om hvordan man kunne leve i fred og fordragelighed. Og så drømmer han om det her med at forsøge at få øst og vest til at mødes.

Uffe Elbæk: Ja.

Bjørn Harvig: Han har været aktiv, tror jeg, med sin far i den lokale flyveklub, og så lejer han henover sommeren en lille Cesna flyver.

Uffe Elbæk: Det, der jo er fuldstændig fascinerende ved den her historie, som du også selv jo også har sagt i introduktionen, det er, at man får en vanvittig og også en vanvittig umulig idé. Og det er simpelthen at for det første at lære sig selv at flyve. Han er meget optaget af flyvning, men på det her tidspunkt har han jo ikke været ude at flyve rigtig. Men, men han bliver en habil fritidsflyver. Og han bor som sagt i Hamborg tror jeg og en del af det der lokale flyklubmiljø i Hamborg og bliver ret god til det. Og så får han en ambition om at flyve ind i Sovjetunionen og lande på Den Røde Plads, hvilket jo er jo nærmest en kamikazepilot. Altså, det må man sige, ikke? Men det der for mig er næsten er lige så fascinerende, det er jo hans strategi for hvordan pokker kommer han ind og vælger så at sige Jamen jeg kan ikke flyve direkte fra Vesttyskland og så ind over Østtyskland og videre ind i Sovjetunionen og så lande på Den Røde Plads til det alt, alt for oplagte og alt, alt for farligt. Så langt var han dog realist.

Bjørn Harvig: Hvad var der farligt ved det, hvis han havde valgt den rute?

Uffe Elbæk: Fordi al opmærksomhed for Sovjetunionen gik jo på spændingen mellem Østtyskland og Vesttyskland. Vesttyskland var definerende for hele magtbalancen på det her tidspunkt mellem øst og vest, så der var en enorm militær opmærksomhed i forhold til Vesttyskland. Så hvis man havde tænkt sig at sætte sig op i et lille fly fra Hamborg og så flyve ind i Østtyskland og videre derfra hen over Polen og videre ind til Moskva, så var man nærmest blev skudt ned med det samme, ikke. Så klog er Mattias, at han siger 'jeg bliver nødt til at gå en anden vej' og så efter han ét er blevet en blevet en habil fritids flyver, så sparer han penge op, så han kan bygge det der lille fly om, så der er plads til det, der nu skal være i det.

Bjørn Harvig: Med hjælp fra sin far.

Uffe Elbæk: Ja, han aner ikke hvad knægten har gang i, og så ender det med at han siger nu gør han forsøget. Og det skal så lige siges, at han selv er i tvivl indtil sidste øjeblik, om han faktisk tør krydse grænsen mellem øst og vest, så han har en betænkningstid, som også i flyvelinje betyder noget, nemlig at han siger 'Okay, jeg flyver fra Tyskland og så op til Island. Hvis jeg kan finde ud af det, så kan jeg måske også finde ud af at flyve hele vejen indtil til Moskva. Så han flyver fra Tyskland og så op til Færøerne og så videre fra Færøerne til Island og videre fra Island til Bergen og fra Bergen, så til Helsinki. Og det er der, han beslutter sig endeligt for, om han kan gøre forsøget.

Bjørn Harvig: Og det var dér, vi startede. Uffe Ja, den dér scene, hvor han jo i Helsinki har fortalt de lokale myndigheder, at han skal til Stockholm.

Uffe Elbæk: Ja, ja, det er jo det, han snyder Gud og hver mand og politbureauet i Sovjetunionen. Ikke fordi det... Han starter jo ud med at sige, at nu flyver han pænt og ordentligt tilbage til Tyskland, hen over Stockholm.

Bjørn Harvig: Med sig i flyveren har han en styrthjelm, hvis nu serviet ikke skulle være så glad for ideen. Og så har han jo før eller måske efter sagt, at flyet skulle være et symbol. Hvis Sovjet lad ham flyve ind, så er det bevis på, at de ikke var så onde, som alle gik og troede.

Uffe Elbæk: Lige nøjagtig.

Bjørn Harvig: Det er jo ret smukt. Han har ingen erfaring. Han har 15-20 timers flyveerfaring før han flyver til Island.

Uffe Elbæk: Jamen, altså allerede der bryder han alle reglerne.

Bjørn Harvig: Det er jo kun en naiv teenager, der kan give sig i gang med sådan noget.

Uffe Elbæk: Ja, altså han han er jo dybt, dybt idealistisk. Og du nævner selv, at han udover sit fly, der havde han jo også skrevet det her manifest, som rummer all the good things, vil jeg nærmest sige. Altså at vi skal sikre, at folk har et godt sted at bo og et godt sted at arbejde og et godt sted at blive uddannet fra. Altså, han tegner hele velfærdsstaten op. Og så bare gange ti. Så han er... Der er fuld skrue på romantikken og retfærdigheden og idealismen i ham.

Bjørn Harvig: Og da han letter fra Helsinki, så siger han til sig selv: Det er nok fifty fifty, om jeg klarer det.

Uffe Elbæk: På det her tidspunkt har han ikke besluttet, om han tager til Stockholm, eller han sætter kursen...

Bjørn Harvig: Hvornår beslutter han sig?

Uffe Elbæk: Han beslutter sig efter, at han kommer uden for radiokontakt. Altså, han han... Nu er jeg jo ikke ekspert på, hvad man gør som pilot, men men sådan som jeg har forstået det, så har han en sidste skal man sige radiokontakt med kontroltårnet i Helsinki og siger, at nu forlader jeg finsk territorie og sætter kursen mod Stockholm. Og lige i det øjeblik, at han er ude fra uden for rækkevidde, så beslutter han sig. Og jeg tror ikke engang han selv altså det er så ubevidst, at han ikke engang når at tænke det igennem oven i hovedet. Han drejer simpelthen på rattet og drejer flyet i den anden retning.

Bjørn Harvig: Og så er det noget med, at han kommer ind på en radar igen, og finnerne kan ikke få fat i ham, og så forsvinder han, og så tror jeg, han er styrtet ned.

Uffe Elbæk: Ja, de tror, han er styrtet, så de går i gang med at lave en eftersøgning på ham og sender både ud og helikoptere op og alt muligt, fordi de regner med, at den der knægt, han er crashet med flyet på vej til Stockholm, hvilket så rent faktisk jo er et af de her... Man fatter det ikke. Han er så snotheldig hele vejen, fordi at der er jo mange gange under vejs, hvor han egentlig burde være blevet skudt ned.

Bjørn Harvig: Jamen, kan du ikke fortælle, Uffe, hvad der så sker? Ikke nødvendigvis lige da han krydser ind i Sovjet, men overraskende nok, så flyver han jo ind i Sovjet.

Uffe Elbæk: Han flyver ind i Sovjet, og han passerer den ene militærzone efter den anden. Og hver gang, så er der opstår der en misforståelse på jorden, altså dem som skal beslutte om, hvad fanden gør man med den her lille flyver, der er på vej ind i hjertet af vores rige? Og det er tilfældigheder, og det er held og alt muligt, der gør, at han til sidst nærmer sig Moskva.

Bjørn Harvig: Men vi har da et dramatisk højdepunkt, fordi så vidt jeg husker, så bliver der sendt et jagerfly op.

Uffe Elbæk: Ikke engang et, flere jagerfly. Og det der så igen er, er heldet eller tilfældighederne og begge ting på samme tid. De her meget, meget hurtige fly der bliver sendt op. De har jo svært ved at komme så langt ned i hastighed, at de kan komme ned og flyve ved siden af det her lille fly. Altså, det er de her jetfly overhovedet ikke beregnet til. Så de er jo bygget til at kunne stå mål med, hvis USA sendte jagerfly op. Og her kommer der lille hyggeligt tøffende fritids fly fra Hamborg.

Bjørn Harvig: En Lada på vinger.

Uffe Elbæk: Ja, fuldstændig. Så derfor har de problemer med at komme så meget ned i hastighed, at de kan komme ned og se hvem der er. Hvem er det, der sidder inde i det her lille fly, og på grund af det, så i stedet for at tvinge ham ned, så ender det med, at de lader ham flyve videre.

Bjørn Harvig: Men hvorfor tror du ikke, de skyder ham ned?

Uffe Elbæk: Jamen, jeg tror, de har en forestilling om, at hvis der er nogen, der har tænkt sig at krydse det sovjetiske luftrum, så er det med nogle meget sofistikerede våben eller flytyper. Og her kommer der sådan en hygge fætter, og derfor har de nok også været i tvivl om det er en af vores egne eller er det en ung sovjetborger der er i gang med at lære at fly... flyve eller hvad er det?

Bjørn Harvig: Ja, for det er også sådan jeg husker det. Det er i hvert fald efterrationalet bliver, at mange har sagt: Jamen, vi troede bare, det var en en lokal ung russisk mand, der fløj rundt.

Uffe Elbæk: Ja, ja, lige nøjagtig. Men der er nogen, der har beskrevet det. Der er også noget, der hedder 'hul i den schweiziske ost'-teori, og at når man sådan skærer en ost op, så der går jo ikke et hul hele vejen igennem osten. Altså hullerne er jo lidt forskellige, og de er forskudte og sådan noget, som man skal åbenbart svejse mange lag ost op, og hvis man så drejer det sådan til sidst, gør at man rent faktisk kan komme hele vejen igennem osten. Altså at man har været igennem så mange lag af forhindringer. Brikkerne skal falde fuldstændig på plads. Så er der hul igennem og det der sker med Matias her, det er jo at der er rigtig mange huller i hans ost, men han formår alligevel at navigere sig igennem det sådan så han til sidst kommer ud på den anden side.

Bjørn Harvig: Så er der ikke kommunikation mellem russerne og finnerne. De kan ikke få fat i hinanden. Russerne kan ikke snakke sammen fra region til region. På et eller andet tidspunkt, jo nærmere han kommer Moskva. Er de i gang med at teste deres radar osv. De har været lukket ned og ser ham ikke. Og sådan er det gang på gang.

Uffe Elbæk: Der er det ene hul efter det andet og han smutter igennem hver gang.

Bjørn Harvig: Han flyver faktisk ret højt. Da jeg researchede historien her, synes jeg at kunne huske, at han fløj lavt, så han kom under radaren. Det var ikke tilfældet. Han fløj så højt som muligt, så han kunne ses, så han ikke overraskede nogen og derved ville komme til at virke fjendtlig. Og det var jo meget fint og godt tænkt.

Uffe Elbæk: Men altså, prøv lige at forestille dig... bare dan billederne inde i hovedet på dig selv, at her sidder sidder der en knægt på 19 år i en lille skrøbelig fritidsflyver fra Hamborg med en motorcykel hjelm på og passerer hen over det sovjetiske luftrum. Og der er jagere i luften, og han kommer op på radarskærme alle steder og sådan noget.

Bjørn Harvig: Og hvad tror du, han tænker?

Uffe Elbæk: Jamen, jeg tror, han er dejligt naiv. Altså, han har slet ikke tænkt det igennem. Altså han er så meget en romantiker og så fyldt op af utopi og naivt gå-på-mod, at han tænker, at han lige nu er en større sags tjeneste, og hvis karma og Gud vil, så skal det nok lykkes.

Bjørn Harvig: Han nærmer sig Moskva. Han ser denne her store gade med Sheremetyevo lufthavn, og han ved: nu er jeg nu er på rette vej, og så har han lidt svært ved at... Det er jo ikke en by, der har de der kæmpestore skyskrabere.

Uffe Elbæk: Så skal jeg... Nu nævner du lufthavnen. Altså, de bliver jo nødt til at lukke al flytrafik ned, som jeg husker det, fordi at han jo pludselig kommer ind et luftrum, hvor der er fly der lander og starter, og derfor bliver alle afgange... bliver på standby, mens det der lille fly passerer hen over det. Grunden til det lykkedes til sidst er jo, at der ville man nok have sagt: Okay, der er et fremmed objekt, og det er til fare for for civile og civil flytrafik et cetera. Men altså, det her objekt har også kurs imod hjertet af Moskva, så selvfølgelig skal vi... vi bliver nødt til at skyde det ned, men da han kommet så langt, at de er bange for at skyde ham ned over byen, fordi hvad ville det så betyde for vores beboerne?

Bjørn Harvig: Ja, så får man en mand ned, men så rammer han ned et eller andet sted og slår en masse folk ihjel. Han har lidt svært ved at finde ud af præcis hvor Den Røde Plads er, da han sidder deroppe, men så får han øje på Hotel Russia, som er det største hotel. 3000 værelser. Vi har begge to set det. Absurd gigantisk klods, og så ved han nu er Den Røde Plads tæt på. Hvordan går det så?

Uffe Elbæk: Jamen så sker der det, at han faktisk cirkler rundt om Den Røde Plads ad flere omgange. Det går op for ham, at pladsen faktisk ikke er særlig lang, så landingsbanen har ikke den længde, han har behov for, så han cirkler og går lidt ned i højden, hvilket jo så gør til gengæld, at folk får øje på ham. Og folk begynder at stimle sammen og kigge op. Hvad er det der foregår? På et tidspunkt overvejer han også: skal han lande inde i Kreml og holdt der. Og alligevel så politiske skarpsindig er han, siger: jamen hvis jeg lander inde i Kreml, så bliver jeg jo bare hentet af KGB og ryger i fængsel. Og ingen har nogensinde hørt om det. Så jeg skal lande udenfor Kremls mure. Og for dem, som ikke ved, hvad Kreml er, så er det jo det der store politiske bygningskompleks på Den Røde Plads, som jo er en gammel borg, og det er den ene del af pladsen og den anden. Det er en stor, meget flot ortodoks kirke. Og så er der selve pladsen, og der er Lenin-mausoleet som prikken over i-ét. Men egentlig var hans ambition at lande direkte på Den Røde Plads, men det går op for ham, at den er simpelthen ikke lang nok. Så han cirkler op igen og kigger, om han kan finde en anden måde at komme ned på. Og så finder han ud af, at der er faktisk en motorvej eller en meget bred befærdet vej, som fører ind til Den Røde Plads. Og så siger han: det er den, jeg bruger som landingsbane.

Bjørn Harvig: Den store bro.

Uffe Elbæk: Og mens han så begynder at lægge an til landing, så går det op for ham, at der er nogle metal-wire som sådan går på tværs af vejen. I tilpas afstand mellem hinanden. Og det han så skal gøre, det er, at han for det første skal have navigeret flyet ned, så han kommer ned under en imellem to wire og ned under den første. Og så kan han så komme ind... Herfra så kan så køre ind ad motorvejen ind til selve Den Røde Plads. Og det lykkedes også for ham. Hvilket også i sig selv er fuldstændig sindssygt, altså og helt filmisk. Da han så kommer ned og lægger an til landing, så viser det sig at der er en bil, som kører lige ved siden af i den anden vejbane eller parallel bane, og der kommer han så ned og lander, slår hjulene i asfalten og kører hen langs asfalten og den der lille russiske bil, den kører så parallelt med ved siden af, og manden, da han var ved at få et chok over, hvad der foregår. Men det ender så være med, at han faktisk i god fred og orden ruller lige så stille ind på Den Røde Plads.

Bjørn Harvig: Helt ufatteligt.

Uffe Elbæk: Jeg er fuldstændig. Det er helt filmisk. Jeg fatter ikke, at der ikke er nogen, der har lavet en film på det.

Bjørn Harvig: Og hvad sker der så, fordi folk har jo stået og kigget op og tænkt hvad i alverden at der foregår. Der er nogle ret smukke små sekvenser på nettet, som jo også har filmet det. Hvad sker der så, da han lander?

Uffe Elbæk: Først der står de, altså borgerne, de står sådan lidt på afstand og ved ikke helt hvad er det her? Og det skal lige siges, at Mattias sidder jo inde i cockpittet og er jo af gode grunde ekstrem, hvad hedder det, lettet over, at det her projekt er lykkedes. Så han lukker øjnene og trækker vejret helt ned i maven og åbner så igen. Og der går det op for ham. Han holder på Den Røde Plads. Godt damnit. Og så tager han og træder ud af flyet. Og på det her tidspunkt, der har borgerne jo stået sådan lidt på afstand. Men de kan jo se, at han jo ikke er aggressiv eller vil dem noget ondt, så de begynder at stimle sammen om ham, og han overvejer selvfølgelig, altså hvor lang tid.. altså hvorfor er der ikke... hvor er.. hvor er politiet? Hvor er militæret? Hvorfor er der ikke nogen? Indtil at der kommer kørende en meget flot af de der klassiske sovjetiske sorte limousiner.

Bjørn Harvig: En Volga måske

Uffe Elbæk: Det er sådan nogle meget, meget klassiske magtbiler i Sovjetunionen som sådan skulle blære sig i forhold til, hvad de havde over i USA. Men i hvert fald sådan en af den her type biler kører ind på pladsen, og det påvirker publikum, borgerne, fordi de ved godt, den der kører i den slags biler, de har meget magt, og ud af bilen træder der simpelthen politichefen for Moskva. Jamen han har det slet ikke sådan: okay, bliver jeg lagt i håndjern, eller hvad sker der? Og ført væk? Og jeg kommer aldrig til at se nogen igen. Eller er de til rent faktisk at snakke med? Og politichefen kommer op. Han spørger selvfølgelig Matias, hvem han er, og om han har id på sig og pas og sådan noget.

Bjørn Harvig: Om han har søgt visum.

Uffe Elbæk: Lige nøjagtigt, om han har visum og har lov til at lande her på Den Røde Plads. Og igen, man forstår jo ikke hvor heldig han er. Men det viser sig at at han får en meget fredelig modtagelse, også fra, hvad hedder det, den pågældende person her og siger okay, men det er ikke lovligt det du har gjort, og det må vi jo se på og bla bla, så rykker vi ind. Og igen tror Matias, at det er ham, de går efter. Men det er det ikke. Det er borgerne, altså politiet eller KGB, som er det hemmelige politi i Sovjetunionen på det her tidspunkt begynder at tage fotografiapparater fra folk og alt, der kan dokumentere, at det her har fundet sted. Heldigvis er der så også nogle turister, som når at gemme deres fotografiapparater.

Bjørn Harvig: Og det gør de Uffe, for at denne hændelse har aldrig fundet sted, altså de skal prøve at slette alle beviser i forhold til det, at det her, det er ikke sket?

Uffe Elbæk: Nej da, De vil selvfølgelig redigere historien, at det her, det har aldrig fundet sted. Men. Men der bliver sluppet alligevel... Altså der er nogen, der når at tage billeder og også film. Og heldigvis kan man gå ud på nettet og se nogle af dem, hvis man er yderligere interesseret. Og på det her tidspunkt, så er det ikke ham, de går efter, det er borgerne. Da de så har løst den opgave, så er det så, at de så siger til ham: Nu følger du med os, og så bliver han arresteret.

Bjørn Harvig: Uffe, så bliver han kørt afsted og hvad sker der så? Han ryger direkte i spjældet eller hvad?

Uffe Elbæk: Ja, det gør han jo, men igen, altså han bliver behandlet meget, meget ordentligt i forhold til den fantasi jeg har på hvad KGB ellers gør. Og han bliver også ført til et meget, meget berygtet fængsel, som folk normalt ikke kom levende ud fra. Men det gør han. Han kommer for en domstol, og han argumenterer selvfølgelig godt for sin sag, og han har kun én ambition. og det er at skabe fred i verden og et ønske om at møde Gorbatjov. Han møder ikke Gorbatjov. Men jeg er ret sikker på, at han har været med til at og påvirke udviklingen i Sovjetunionen, fordi at de jo netop ikke optrappede konflikten med ham. Men i det hele taget optrappede de ikke konflikten med de fredsbevægelser, der fandt sted. Og jeg oplever jo selv at være i Moskva i efteråret '89, og hvor vi fik mulighed for at afvikle det store demokrati-projekt, der hed Next Stop Sovjet. Og en kæmpe rockkoncert ude foran Moskva Universitet, hvor der stod fem tusind soldater og pakkede os alle sammen ind. Men det man skal huske på, er at et par måneder før havde det samme den samme demokratibevægelse fundet sted i Beijing på Tian'anmen pladsen, og hvor det endte i et blodbad. Det gjorde det ikke i Moskva, og det skal Gorbatjov så mange cadeaux for og roser og alt muligt, fordi det kunne have endt helt forfærdeligt. Men det gjorde det ikke, og det gjorde det heller ikke for Mathias, fordi at han fik godt nok en dom på fire år, men han sad inde kun et år, og da han bliver udleveret til de tyske vesttyske myndigheder på det her tidspunkt, var Berlinmuren der jo stadigvæk. Så får han at vide af en af de her myndighedspersoner, at han altid var velkommen igen.

Lydklip_russisk sang: [russisk pop-sang]

Bjørn Harvig: Og hvad tænker du Uffe? Afslutningsvis? Har vi brug for flere Ruster?

Uffe Elbæk: Vi har i den grad brug for flere Ruster, og en tid som nu, hvor det er helt uforudsigeligt, hvor verden bevæger sig hen. Personligt synes jeg, at vi er et meget, meget skrøbeligt sted på samme måde som vi var et meget, meget skrøbeligt sted i slut 80'erne. Det kunne være gået til den ene side og den anden side. Og der har vi brug for ikke bare nogle flere Ruster, men vi har også brug for nogle flere at Gorbatjov'er.

Bjørn Harvig: Skal vi ikke afslutningsvis lige huske og sige... Jeg har bare skrevet det som en note her, at gode gamle Café Rust på Nørrebro i København jo faktisk er opkaldt efter Mathias Rust.

Uffe Elbæk: Lige nøjagtig og i det hele taget hele alt, hvad der kom ud af Next Stop Sovjet i sin tid. Altså, det var jo fantastisk. Alle de der unge, som jo var med på Next Stop, som jo havde de samme idealer og den samme idealisme som Mathias Rust. Og det er selvfølgelig derfor, at det hedder Rust i dag, og man kan gå ud af døren og nyde livet ude på Nørrebro.

Bjørn Harvig: Hvor har det været spændende. Og tusind tak for du kom.

Uffe Elbæk: Det var så lidt.

Lydklip_russisk sang: [russisk pop-sang]

Bjørn Harvig: Den Yderste Grænse er produceret af Bjørn Harvig og Kristoffer Errboe Roland Mont for Vores Tid. Redaktør er Troels Donnerborg og Rikke Caroline Carlsen. En særlig tak til min gode ven Dimar. Et stort tak, kære ven, må der snart være fred og [russisk]. Hvis du vil høre flere spændende historiske podcast, så klik ind på vorestid.dk eller der hvor du normalt finder din podcast.

Lydklip_russisk sang: [russisk sang fortsætter]

Outtro: Du har lyttet til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores Tid.