Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S1. E8.
Krigen: Da nazisterne kom til Nordøstgrønland
Stormagterne har længe haft et godt øje til Grønlands strategiske placering, og allerede under Anden Verdenskrig forsøgte nazisterne at oprette vejrstationer i det øde Nordøstgrønland. Men tyskerne blev mødt af danske fangstmænd med hundeslæder, der tog kampen op.
S1. E8. Krigen: Da nazisterne kom til Nordøstgrønland
01.JUL.2021Du kan blandt andet møde
Jens Fog JensenProjektseniorforsker, ph.d. i arkæologi
Om Jens Fog JensenJens Fog Jensen
- Jens Fog Jensen
Projektseniorforsker, ph.d. i arkæologi
Om Jens Fog JensenJens Fog Jensen
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Jens Fog Jensen, seniorforsker, Nationalmuseet
8. Krigen: Da nazisterne kom til Nordøstgrønland
Lasse Telling Madsen: Stormagterne har længe haft et godt øje til Grønland. I 2019 kom den amerikanske præsident Donald Trump, med det, han nok selv synes var et godt tilbud. Han ville købe Grønland fra Danmark. Forslaget blev afvist blankt. Donald Trump aflyste fornærmet et planlagt statsbesøg i Danmark. Men statsminister Mette Frederiksen understregede dog alligevel, at Danmark så frem til et øget militært samarbejde med USA i området. For med Grønlands placering ligger det lige der, hvor der er allerkorteste vej, hvis russiske atomubåde vil sende raketter mod USA. Derfor er overvågning og varsling af poster helt central i det store spil om sikkerhed. Faktisk havde allerede Hitler og nazisterne et godt øje til Grønlands strategiske placering.
Jens Fog Jensen: Tyskerne de overtager til gengæld hytten, og dér ligger Marius Jensens dagbog desværre inde, som har ret detaljeret noter om, hvor mange de er, og hvad de går og laver, og hvor de kører henne og alt muligt, haha.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor. Og nu skal du sætte dig godt til rette. For den her historie handler om, hvordan Nazityskland forsøgte at oprette vejrstationer i det øde Nordøstgrønland, og hvordan de blev mødt af danske og grønlandske fangstmænd, der efter bedste evne tog kampen op. Lad os spole tiden tilbage til starten af Anden Verdenskrig.
Jens Fog Jensen: Det er sådan, at lavtrykket over Nordatlanten bevæger sig fra vest mod øst.
Lasse Telling Madsen: Det er arkæolog på Nationalmuseet Jens Fog, der fortæller. Han stødte selv på resterne af vejrstationen under en udgravning i 2007.
Jens Fog Jensen: Så for at kunne lave pålidelige vejrudsigter til Europa, så har man brug for at kende vejrmålingerne i Grønland og også helst i Arktis Canada. Og til det, der var der i løbet af slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900tallet oprettet et helt internationalt net af vejrstationer, hvor man deler data frit. Da krigen bryder ud i, eller da Danmark bliver besat i 1940, så sker der gradvist det, at de allierede selvfølgelig vil prøve på at forhindre, at tyskerne får adgang til de internationale vejrdata. Så alle de vejrstationer, der er under allieret kontrol, bliver afskåret fra at sende deres vejr observationer til tyske modtagere. Det bliver klassificerede data simpelthen. Og hvad gør Tyskland så som respons på det problem? Så må den tyske militær... sys... eller de tyske militære systemer eller den tyske vejrtjeneste, så må de oprette deres eget net. Så de begynder at oprette egne vejrstationer. Og det gør de, når de besætter Norge. Så opretter de stationer på Svalbard og oppe i Ishavet der. Og da Danmark bliver besat, og da de vejrstationer, der fandtes i Østgrønland, så ophører med at sende, så siger Tyskland. Så må vi sende vejrskibe til Nordøstgrønland, og vi må oprette vores egne vejrstationer. Og det gør de. Og den første gang de gør det, det så i sommeren '42.
Lasse Telling Madsen: På det her tidspunkt består befolkningen i Nordøstgrønland af norske og danske fangstfolk. Og der var enkelte videnskabelige stationer, der også fungerede som vejrstationer. De er blevet lukket ned og skiftet ud med mere militært orienterede stationer, der skulle stå for vejrmålingerne.
Jens Fog Jensen: Det, der skete helt konkret i Nordøstgrønland, var jo, at hele den her befolkning af et par håndfulde norske og danske fangstfolk, de fik at vide, vi skal have rømmet Nordøstgrønland, fordi vi kan ikke kontrollere territoriet heroppe. Vi er bange for, at tyskerne laver noget heroppe, som vi ikke kan styre. Så fik de at vide, at I kan komme op til Vestgrønland, og så må vi finde ud af, hvad I skal beskæftige jer med. Eller I kan gå ind i en slædepatrulje. Og så var der en lille håndfuld på... der blev udvalgt til at gå ind i slædepatruljen, som så senere hen udviklede sig til det vi kalder Sirius patruljen i dag. Og det var altså så sådan nogle fangstfolk, som så fik politimyndighed, og som så bemandede de her to vejrstationer, som blev oprettet og som blev installeret i nogle super lækre videnskabelige ekspeditioner, som Lauge Koch havde opbygget i 30'erne henholdsvis på Ella Ø og lidt længere nordpå på på et sted, der hedder Eskimo Næs, som ligger på på sydkysten af en ø, der hedder Clavering Ø. Slædepatruljen blev oprettet i 1941, og der blev de sendt derop, og så blev de bemandet i de her to stationer her og så i 42 kom, så kom tyskerne ubemærket, fordi det skulle jo foregå i dybeste hemmelighed, og tyskerne var i virkeligheden tilsyneladende ikke interesseret i nogle konfrontationer. De var egentlig kun interesseret i at få så gnidningsfrit som muligt en vejrmæssig tjeneste fra Nordøstgrønland. Så de prøvede sådan set på at installere en vejrstation uopdaget, og det gjorde de ved at sende nogle skibe helt deroppe fra. De sejlede så langt nordpå i Nordatlanten som overhovedet muligt i håb om at undgå alle de engelske fly og skibe i virkeligheden. Og så sejlede de ind og satte folk i land, og så prøvede de på at gemme sig i virkeligheden i sådan en østgrønlandske fjord. Der brugte de i første lange tid skibet som observationsskib, og så byggede de gradvist en vejrstation inde på land ved siden af skibet.
Lasse Telling Madsen: Men så snart radiosendere tændes, så er det svært ikke at blive opdaget. Og selv om tyskerne havde forsøgt at snige sig ind, fik de allierede færten af dem med det samme.
Jens Fog Jensen: Det er jo så det er jo sådan, at de allierede opdager dem, fordi så snart de begynder at sende deres transmissioner, så begynder de allierede radiotjenester at opsnappe signalerne. Og til at begynde med kan de jo ikke. Der ved de bare det. Der er noget oppe. Det kommer deroppe fra. De ved jo reelt ikke, om det er et skib, der ligger ude i isen i havet, eller om det er noget inde på land. Men så gradvist, så pejler de sig ind på det, og det er sådan de det er sådan de opdager dem. Og slædepatruljen har fået den opgave, at de skal afpatruljere terrænet i Nordøstgrønland. Men det kan de kun gøre om vinteren for netop sådan nogle typer stationer. Så derfor sidder slædepatruljen, fra den er oprettet i 41 og sidder hele vejen igennem den første vinter, og så er det først hen på efteråret '42 begynder de at få de første meldinger om, at der måske er noget at komme efter. Og så tager de ud på deres patruljer og ender så med at afsløre, at der også er noget deroppe. Slædepatruljen kører jo så nogle slædehold på to til tre mand, og de inddeler terrænet faktisk meget lig sådan som slædepatruljen Sirius opererer i dag. De kører et par mand sammen, og så har de inddelt terrænet i nogle områder, som de afpatruljerer. Og så er der den første nordgående patrulje i foråret 43 bliver det så først, fordi der har de. Det er først om foråret, de begynder at køre på deres lange slæderejser. Der er de kørt fra Eskimonæs stationen, som var deres hovedbase cirka 100 kilometer længere nordpå op mod Sabine Ø og det der hedder Germania Havn. De kommer fra inde fra fastlandet og kører ud over havisen, og kører hen mod en kendt hytte, som hedder Germania Havn. Det er Marius Jensen, William Arke og Michael Kunak. Og så på afstand. Så ser de to mand, der løber ud af hytten og løber op i fjeldet. Og så ved de jo. Ups, der er noget her.
Lasse Telling Madsen: Lad os give Jens Fog en lille pause. For selv om nærmest alle de medvirkende i historien i dag er døde, så findes der både bøger og interviews med nogle af de fangstmænd, der var med i mødet med nazisterne. En af dem var Marius Jensen, som Jens Fog omtaler som lidt af en mystiker. Det er ikke ham, der har skrevet en bog, eller beredvilligt stillet op til snak med journalister. Nærmest modsat. Marius Jensen var egentlig landmand, men da han læste i et magasin, at der blev søgt efter fangstmænd i Nordøstgrønland, rejste han af sted. Men inden han døde i 2001, tog han sig alligevel tid til en snak med nogle tidligere medlemmer af den berømte Siriuspatruljen, da han var indlagt på Herlev Sygehus. Nu skal du spidse dine ører og høre godt efter. Optagelsen har brug for en smule hjælp.
lydklip_interviewer: Så kommer vi til den anden del af historien. Der hvor du ser tyskerne, og du kører op langs Yderkysten op til Germania havn og finder tyskeren. Det er der skrevet om så mange gange. Så kom vi over og sad i [?] og tyskerne opdagede i hørte tyskerne, men så var det jo dig der så dem, havde jeg nær sagt, der så den der jakke, den berømte jakke i Germania havn.
Lydklip_Marius Jensen: Ja, det var hvad vi var og... Vi var faktisk ude på den allerførste... Og vi så røg fra skorstenerne fra den gamle station og på det tidspunkt, så anede vi jo ikke en pind om, hvad vi skulle foretage os. Det var jo ikke... Jamen man kan jo heller ikke forlange det. Det var jo ikke [så skulle[ være noget. Men altså. Jeg havde de to grønlændere med, men jeg havde ingen som helst forholdsregler. Hvis du træffer tyskere nogen steder, hvad skal du så? Skal du gå i forbindelse med dem, eller skal du sørge for at slippe fra dem, uden at de opdager det? Hvad skal du gøre? De vidste. Vi vidste det sgu ikke. Jeg gik da ind, men jeg fandt det klogest at trække sig. Og så, som jeg også forklarede forleden. Vi er ikke i krig i Tyskland med tyskerne. Tyskerne er kommet til Danmark som venner.
Lasse Telling Madsen: Hvis det er svært at høre, så lad mig kort opsummere, hvad Marius Jensen fortæller. De danske fangstfolk var fuldstændig uforberedte på at møde de tyske soldater. De vidste ikke, om de skulle tage kontakt, eller om de skulle liste af. Men de valgte at gøre det sidste. For som Marius sagde, så var Danmark jo ikke i krig med Tyskland. Tyskerne var kommet til Danmark som venner, men det går ikke helt efter planen, for tyskerne har allerede set den danske patrulje.
Jens Fog Jensen: De kører så tilbage til Kap [Vøl?] og sidder der og spiser aftensmad. I mellemtiden løber de to tyske soldater, som de har opdaget ovre på Germania Havn, de løber tilbage til den tyske hovedbase, der ligger omme i bugten knap 10 kilometer længere nordpå og advarer deres kommandant Ritter og alle de andre på stationen om, at de er blevet opdaget. Og det er deep shit for tyskerne. De ved godt, at når de allierede først opdager deres tilstedeværelse, så vil amerikanerne blive varskoet, og så vil der blive tilkaldt bombefly bombefly til at uskadeliggøre dem. Så de sender straks tre patruljer af sted. De har ikke slædehunde, tyskerne jo, så de sender tre patruljer af sted. Det foregår til fods på ski, og så kører de tilbage til Germania Havn, og der kan de se, at de har været inde og rode rundt i den. Der er de blandt andet kommet til at efterlade en tysk uniforms beklædning, og der ligger noget isbjørnekød og sådan noget, de har skudt, og det er nok med det der uniform til, at de er blevet afsløret som soldater. Men så kan de også se, at slæde patruljens folk er kørt sydover igen over isen, og så går de to af de her tyske patruljer, de vandrer tilbage til hovedbasen, men den tredje, de går så over mod kap [vyn?], til fods, over isen og inde i hytten på kap [vyn?] der sidder Marius Jensen og William Arke og Michael Kinak så og har faktisk varmet aftensmad og er klar til at spise. Og det er ved at blive mørkt udenfor. Og det er så det fede ved at have slædehunde, at slædehundene reagerer så på, at der er nogen der nærmer sig hytten, så hundene begynder at gø og hyle, og så vælter de ud af hytten og stikker op i fjeldet oppe bagved, så de når ikke at blive beskudt af tyskerne. De redder livet. Tyskerne de overtager til gengæld hytten, og der ligger Marius Jensens dagbog desværre inde, som har ret detaljerede noter om, hvor mange de er, og hvad de går og laver, og hvor de kører henne og alt muligt. De tre patruljefolk når altså tilbage efter et par dage, og når de tilbage ned til Eskimonæs og får advaret de andre, og der bliver selvfølgelig straks sendt radiobesked til amerikanerne om, at der er tysk aktivitet på på Sabine Ø. De sidder ikke og triller tommelfingre, for de ved godt, at nu er der overhængende fare for, at de bliver angrebet, så de begynder i virkeligheden at befæste den der videnskabelige station, som det er. Det er jo sådan set et træhus. De lægger gulvtæpper og alt muligt op omkring vinduerne og laver nogle små skydestillinger, som de kan forsvare stedet fra. Men de har altså ikke. De er jo ikke udstyret med maskingevær. De har kun jagtrifler og sådan set. Så de er ikke så godt stillet i den situation, de er i. Og så er de jo selvfølgelig angste for at blive overraskede, simpelthen fordi på en eller anden måde har de en fornemmelse af, at tyskerne er stærkere og i overtal.
Lasse Telling Madsen: Cirka 14 dage senere sker der noget igen. Tyskerne, der ikke selv havde slæder med, har nu lært, hvordan de kan styre de hundeslæder, som de har taget fra danskerne, og de tager af sted mod Eskimonæs.
Jens Fog Jensen: Og på det tidspunkt har slædepatruljen forberedt sig sådan, at de grønlandske slædekørere, de er faktisk blevet sendt af sted, fordi der var en aftale mellem patruljefolkene, altså officererne, kan man sige, og og de grønlandske slædekørere, der var til stede om at stede, om at grønlænderne skulle ikke deltage direkte i kamp, så de var blevet sendt af sted, og så sad Ib Poulsen og Kurt Olsen tilbage og Henry Rudi på Eskimonæs. Og så igen er det et af de hundespand, de så har tilbage, der giver lyd fra sig og advarer dem om, at der er nogen, der nærmer sig. Så bliver de jo alarmeret og farer ud og gør klar med deres rifler. Men de bliver ikke angrebet. Fordi når Ib Poulsen så kommer ud fra huset der, så kan han høre, at der er nogen der går i isen udenfor, og de kan ikke se hinanden, og det er de alligevel lige på for stor afstand til. Og så råber han ud på tysk hold: "Hold, hvem er der?" Han får ikke noget svar på sit spørgsmål, men så på gebrokkent dansk bliver der spurgt om, hvem det var, der spurgte. Og det svarede han ikke på. Han vil selvfølgelig ikke opgive sin identitet. Der blev så sagt, at man ønskede at tale med Hr. Poulsen. Det havde de jo læst i dagbogen, de havde fundet deroppe, at Ib Poulsen var kommandant. Og det er så Ib Poulsen, der står og taler med dem. Og han siger så, at jeg meddelte dem på tysk, at man ikke kunne komme til at tale med nogen i aften, og at man måtte trække sig tilbage. Og grunden til, at de spørger på gebrokkent dansk, det er jo fordi Hermann Ritter, den tyske kommandant, han er en gammel ishavskaptajn, som har været meget på Svalbard. Så han taler faktisk norsk. Og han har egentlig ikke. Altså, han er mere en eventyrer, end han er officer. Så han virker sådan. Hvis man ser helt overordnet på det, så virker det som om han ikke har særlig meget lyst til at være i krig. Så han prøver selvfølgelig med det her med et mæglingsforslag. Men da det ikke... da det ikke rigtig lykkedes, så ender det altså med at tyskerne åbner ild med deres maskingevær, som de i mellemtiden har fået sat op ude på isen et eller andet sted eller oppe på nogle klipper. Og i hvert fald så bliver Eskimonæs bliver hamret til med maskingeværild. Og de her tre slædepatruljefolk, de må flygte op i fjeldet. I virkeligheden næsten lige som de havde gjort nogle få uger forinden oppe ved Kap [Vyn. Og den tyske kommandant Ritter, han samler så alle deres skind. Det er jo fangstfolk, så de har stadig skind liggende fra alle de ræve, de har fanget i op til op til... Og de går faktisk også og fanger ræve under selve krigen i det omfang de kan komme til det, fordi de har selvfølgelig også deres patrulje at lave og se til. Men der ligger en hel del ræveskind især, og dem lægger han ind i et i en lille hytte, og så lægger han en note på, hvor han klager over at han finder en masse jagt ammunition i hytten, så han mener jo at de at de bruger jagt og ammunition til i krigs øjemed og det må man jo ikke. Det er jo soft nose. Altså det er dumt, dumme kugler, ikke? Så det klager han over og truer med bål og brand efter krigen, hvis det kommer for Folkeforbundets øre, at de har brugt sådan noget som ammunition. Og så smadrer tyskerne radioen og alt kommunikationsudstyr på Eskimonæs, og de skriver så efterfølgende også, at de faktisk sætter ild til huset. Men det ser jo faktisk ikke ud som om den brænder ned. Vi ved ikke helt, hvad der sker, men da amerikanerne overflyver den, der, står bygningen stadigvæk, og så er det så senere, at amerikanerne gør det af med den.
Lasse Telling Madsen: Efter endnu en flugt kommer de tre slædepatruljefolk ud på en flere hundrede kilometer lang vandretur. Igen har de mistet både slæde og hunde, men det lykkes dem at nå i sikkerhed på Ella Ø. Men de er ikke de eneste fangstfolk, der er på slædepatrulje i området. En anden gruppe har været endnu længere mod nord, og da de tyske soldater er på vej tilbage til deres base, støder de to grupper pludselig ind i hinanden.
Jens Fog Jensen: Den tyske angrebsgruppe kører så op til der, hvor det der hedder Sandodden, der hvor Sirius patruljens hovedkvarter ligger i dag Daneborg, og der har franskmanden Eli Knudsen boet flere år op til krigen som fangstmand, så han er på vej ned nord fra sammen med Marius Jensen og Peter Nielsen. De er på vej hen over terrænet bag sådan ligesom nord for. Eli Knudsen han er kørt i forvejen. Tyskerne er kørt ind på Sandodden for at hvile sig. Og så sker det altså, den 26. Marts 43 at Eli Knudsen uvidende, at der er tyskere, der har været nede i Eskimonæs, og som lige har været i krig med deres kammerater på Eskimonæs, kører han, og så snart hans hunde fornemmer, at de er på vej hjem mod Sandodden, så får den jo også fuld skrue på der. Så på en eller anden måde, så kører han bare ind i en tysk kugleregn. Og det er sådan lidt det er lidt uafklaret, hvorfor de overhovedet skyder ham. Fordi at han kommer jo egentlig ikke som nogen trussel på det tidspunkt, men de føler sig måske angst og og ved ikke hvad det er han kommer med. Så de skyder ham altså. Det bliver beskrevet i hvert fald i nogle tilfælde lidt som en som en utilsigtet, som et utilsigtet drab, der falder Eli Knudsen. Og så tager de Marius Jensen og Peter Nielsen til fange og bringer med op til deres hovedstation i Hansa Bugt.
Lasse Telling Madsen: Lad os igen lytte godt efter, for her fortæller Marius Jensen om, hvordan han oplevede det, og hvordan kuglerne fløj om hans ører.
Lydklip_Marius Jensen: Vi kører på Strandodden dertil. Så springer der en 5-6 tyskere op med deres maskingevær og knalder løs.
lydklip_interviewer: Skød I også?
Lydklip_Marius Jensen: Ja. Det gjorde vi. Kuglerne fløj om ørerne på mig. Det var voldsomt. Ja, det er sgu rigtigt.
Lasse Telling Madsen: Det er nu, historien går hen og bliver en lille smule indviklet. Eller i hvert fald mystisk, for de er meget sparsomme informationer, der findes om det, vi skal til at høre. Marius Jensen og kommandanten Ritter begiver sig af sted over isen, men hvad der rent faktisk sker på rejsen, er lidt af et mysterium. Men lad os lade Jens Fog forklare.
Jens Fog Jensen: Og den rejse, der så sker der og hele det... Den udvikling, der sker mellem Marius Jensen især og den tyske kommandant Ritter. Det er stadig lidt af et mysterie, fordi hele, altså hvis vi lige springer lidt frem i tid, så helt enden på historien bliver efter nogle uger, så kører Marius Jensen ind med Hermann Ritter som sin krigsfange til Scoresbysund, og han ender med at blive udleveret til amerikanerne. Og vejen dertil er det, Det er en større psykologisk. Udredning værdig. Det, der sker, når Marius Jensen og Peter Nielsen bliver taget til fange op til til Hansa bugt, er, at Herman Ritter efter ret kort tid, så frigiver han Peter Nielsen og siger til ham, at nu kan han køre ned til Sandodden og begrave Eli Knudsen, så han får en ordentlig begravelse, og så kan han vende tilbage. Men han ved jo godt, at han og han udstyrer Peter Nielsen med en hundeslæde, så han kan gøre det. Så han ved jo godt, at Peter Nielsen ikke kører tilbage til fangenskab, men stikker sydover, når han kan se sit snit til det. Og tilbage er så kun Marius Jensen som fange op hos tyskerne, og der er så et en sekvens. En periode med nogle meget lange tyske slæderejser sydpå, også fordi tyskerne vil i virkeligheden tage, forfølge og forfølge slædepatruljens folk ned mod den endnu sydligere liggende station på Ella Ø i håb om, at de kan få forhindret patruljefolkene i at overbringe deres viden til amerikanerne eller få nedkæmpet dem totalt.
lydklip_interviewer: Du sagde noget om, da vi snakkede sammen sidst. Den korte dag i din lejlighed, der sagde du noget om at Ritter, ligesom gjorde det klart, at han måske gerne ville en anden vej hjem?
Lydklip_Marius Jensen: Ja ja han, jeg tror han fandt sig godt tilpas i mit selskab.
lydklip_interviewer: Det kan jeg godt forstå. Ja.
Lydklip_Marius Jensen: Ja, det ved jeg ikke. Det var min opfattelse.
lydklip_interviewer: Du sagde noget om, at han måske spurgte om, hvordan man kunne komme nord om Grønland? Var der ikke noget om det?
Lydklip_Marius Jensen: Jo. Det sagde han også. Tror du, vi tog og [kunne] køre nord om Grønland? Ja, det tror jeg sgu godt [?].
lydklip_interviewer: Tror du, han mente det? Altså, tror du...?
Lydklip_Marius Jensen: Ja, jeg tror han mente det.
lydklip_interviewer: Du tror han mente det.
Lydklip_Marius Jensen: Ja, jeg tror han mente det.
lydklip_interviewer: Han var ked af det hele på det tidspunkt?
Lydklip_Marius Jensen: Ja, altså jeg tror ikke, at han regnede med at overleve sammen med de tyskere, han var sammen med. De tog ærlig talt ikke.
Lasse Telling Madsen: Marius Jensen er en lille smule ordknap, men det virker til, at Ritter ikke troede på, at tingene ville gå i tyskernes retning, og at det var derfor, han lagde nye planer.
Jens Fog Jensen: Og der er ikke rigtig nogen, der ved helt med 100 % sikkerhed, hvad det er, de to har aftalt undervejs. Men det ser altså ud som om, at Ritter har sagt til Jensen, at han gider ikke at føre krig mere, og om han ikke kan tage ham ned til amerikanerne, fordi han er træt af det der. Men på vejen sydover møder de faktisk en af de andre tyske patruljer, og ved denne episode bliver de ligesom nødt til at spille. At det stadig er Ritter, der har taget Marius som fange, og at Marius bare fungerer, som slædekusk for Ritter. Men det er tilsyneladende kun et skuespil for det. Det der så sker ved det møde, er, at Marius Jensen giver hele den tyske eller rettere sagt Ritter. Han beordrer nærmest den tyske gruppe, de møder, til at køre en helt håbløs vej, så det vil tage dem meget lang tid at nå derned, og inden de når derned der, når Marius Jensen i virkeligheden at køre i forvejen og sikre sig, at der ikke er nogen patrulje folk tilbage på stationen. Så når tyskerne endelig når ned på Ærø, så står den tom, og så kan de bare smadre radioerne derned og køre nordpå. Og så kører de nordpå ved at køre den samme lange vej ind igennem inderfjorden og et snørklet system, hvor der er meget, meget dyb sne og dårligt slæde terræn. Og i den mellemliggende periode der når Marius Jensen og Ritter så at køre sydover og komme ned til Scoresbysund, og der kan Ritter så blive krigsfange hos amerikanerne, der ender med at komme og samle ham op.
lydklip_interviewer: Og [griner] tyskerne [af dig]?
Lydklip_Marius Jensen: Men nu er krigen slut.
lydklip_interviewer: Nu er krigen slut for mig.
Lydklip_Marius Jensen: Nu er krigen slut for mig, sagde han. Ja, det var den, så.
lydklip_interviewer: Tog han så sine distinktioner af, eller havde han distinktioner på, jeg synes, jeg har hørt noget om det.
Lydklip_Marius Jensen: Ja, [han havde heller ikke sinde ordensmærker, og grønlænderne havde samlet op]. Det skal jeg ikke udtale.
lydklip_interviewer: Han smed dem bare?
Jens Fog Jensen: Oven på alle de hændelser, så ligger Nordøstgrønland jo så tomt. Eller ikke helt tomt, fordi tyskerne er jo stadigvæk deroppe. Men den allerførste... Patruljefolkene samler sig nede i det, der i dag er Ittoqqortoormiit, altså Scoresbysund dengang. Og de er i løbende radiokommunikation med Vestgrønland og med amerikanske styrker. Og så kommer US Army Air Force, som det hed dengang. Så bomber de Eskimonæs den 14. Maj 1943, og det er så dér, at Eskimonæs bliver tilintetgjort endeligt og blev til den skrotbunke, som vi gik ind og stødte på tilbage i 2007.
Lasse Telling Madsen: Sommeren 1943 er tyskerne blevet fordrevet, men den her historie er kun en del af fortællingen. For tyskerne forsvinder ikke efter bombetogter og Ritters overgivelse. De kommer igen og igen. Der skulle langt mere til at få dem til at opgive de dyrebare vejrudsigter. Men den historie må vente til en anden gang. Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling fra Nationalmuseets medie Vores tid og Lisbeth Valgreen har hjulpet med at finde historierne og lave research, og optagelserne med Marius Jensen stammer fra Arktisk Institut. Du kan finde udsendelserne på Vorestid.dk eller der, hvor du plejer at lytte til dine podcasts.