Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
Hans Ø: Kampen om en klippeknold
Podcast
S1. E4.
Den lille Hans Ø ligger mellem Grønland og Canada og har i årevis været centrum for en konflikt. Både Danmark og Canada hævder at eje øen, og begge lande sender jævnligt soldater forbi. Men faktisk stammer øens navn fra en inuit, der ikke så grænser.
S1. E4. Hans Ø: Kampen om en klippeknold
23.JUN.2021Mød din
Lasse Telling
Lasse er journalist og dykker især ned i historiens oversete - og ofte betændte - kapitler. Han interesserer sig særligt for, hvordan historien giver perspektiver på den verden, vi lever i i dag, og ikke mindst de moralske og etiske spørgsmål, som vores fortid skaber. For hvordan er vi egentlig blevet til dem, vi er i dag? Med mikrofonen i hånden har Lasse blandt andet fortalt om kolonifortidens skygger i Dansk-Vestindien, talt med Tamilske Tigre i Sri Lanka og afdækket hvordan en berømt dansk nazist endte som verdensberømt fluebinder i Sverige.
Gæster
Michael JakobsenSeniorsergent
Om Michael JakobsenMichael Jakobsen
Jeppe StrandsbjergSeniorforsker ved DIIS
Om Jeppe StrandsbjergJeppe Strandsbjerg
- Michael Jakobsen
Seniorsergent
Om Michael JakobsenMichael Jakobsen
- Jeppe Strandsbjerg
Seniorforsker ved DIIS
Om Jeppe StrandsbjergJeppe Strandsbjerg
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Michael Jakobsen, seniorsergent. Jeppe Strandsbjerg, seniorforsker DIIS
4. Hans Ø: Kampen om en klippeknold
Lasse Telling Madsen: Det hele handler om en lille isoleret klippeknold, der ligger i farvandet mellem Canada og Grønland. Der er flere hundrede kilometer til de nærmeste bebyggelser, men alligevel har vi hørt mere om det her sted end alle de andre småøer, der findes derude. For Hans Ø, som klippeknolden hedder, er midtpunktet for staters storpolitik, for adgang til undergrunden og for noget, der kan virke som absurd diplomati på de helt høje klinger.
Michael Jakobsen: Hans Ø er bare en stor sten. En meget stor sten på en kilometer. Hvis man tager rokkeklippen, hvad hedder den rockerklubben ovre på Bornholm, og så kan du gange den og så gøre den lidt større, så er det måske den, du du står på, for der er ingenting. Det er bare en stor sten.
Jeppe Strandsbjerg: Vi har haft alle de her snakke om om mulige konflikter og mellem mellem de arktiske stater og det eneste territorium, der egentlig er konflikt omkring, så vidt jeg ved i Arktis. Det er Hans sø, den lille klippeknold. Ellers er der egentlig ikke usikkerhed om de territoriale grænser, om landegrænser.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor. Den her historie handler om, hvorfor Hans sø i dag er det eneste territorium i Arktis, som stater strides om. Og hvordan grønlænderen Hans Henrik fra Fiskenæset blev en så efterspurgt ekspeditionsdeltager, at han fik øen opkaldt efter sig. Vi starter på Holmen i København, hvor Center for Sømilitær Teknologi holder til. Her sidder Michael Jakobsen, der er seniorsergent, og han har besøgt øen det hele handler om tre gange, for både Danmark og Canada mener at have ret til den lille Hans Ø, og derfor sender de soldater derop forbi, så der kan blive plantet nogle flag, måske lagt en flaske snaps eller noget whisky. Det er stordiplomati på mikroplan.
Michael Jakobsen: Jeg har sejlet fra min start i karrieren 1986, og helt frem til 2019 har jeg sejlet i de 1. Eskadre og 1. Eskadre, de sejler hovedsageligt på Grønland og Færøerne og Island. Det område er jo som regel befærdet med meget is, altså storis og ting og sager, så det er jo faktisk ikke, så om vinteren kan du jo nok ikke rigtig komme til Hans ø. Så skal du være meget heldig. Så dengang i 2003, der var det om sommeren, og det var en tur, hvor vi faktisk både komme længst op på østkysten med skibet som. Der er ikke nogen, der har været længere oppe før. Og vi kommer også længst op på vestkysten deroppe af Hans Ø. Og Hans ø ligger på vestkysten af Grønland. Og det var jo en ordre fra Grønlandskommandoen dengang. Det hedder det noget andet nu. Men dengang hed det Grønlandskommandoen, hvor admiralen, han ønskede vi skulle op og præsentere noget tilstedeværelse oppe på på Hans Ø. I det her tilfælde i 2003, der tog vi med helikopter. Fordi vi var for langt væk på det tidspunkt, hvor vi skulle på Hans ø, og vi havde for mange gøremål. Afstanden deroppe er jo koloenorme. Altså, det er jo ikke, hvis vi tager Grønland. Så kan vi jo ligge Grønland for Nordnorge og så ned til sydspidsen af Spanien. Så så stor er Grønland. Det tænker folk bare ikke at der er så mange kilometer. Men vi fik den ordre, og vi sammensatte honnørkommando som bestående af, jeg tror det var 6 mennesker og mig som spidsen for nordkommandoen, og så vores chef [Per Stark?] på det pågældende tidspunkt, han var også med, og så fløj vi derind og blev sat af nede på foden, hvor der var sådan et repos i [paranoform?], faktisk pænt tøj og så havde vi nogle remedier med. Vi havde noget værktøj med til at reparere nogle ting deroppe, hvis der var ødelagt noget på varden, så vi kunne reparere den. Vi havde et nyt flag med, så man kunne sætte et nyt flag eller sætte et nyt flag deroppe, fordi det flag der så var der. Det er jo blæst fuldkommen i stykker. Og så blev der skrevet en vardeberetning om, hvem der havde været derinde. Og måske er den der stadig deroppe. Det skal jeg ikke kunne sige, men der blev skrevet i vardeberetningen, der blev lagt ned i den der ind i varden, og jeg tror faktisk, at den blev lagt ind i et hylster. En 76 mm granathylster tror jeg. Et pudset messinghylster som vi lagde den ind i, som var lavet til samme formål. Der stod hvem der havde deltaget, hvornår det var. Og ja, og så lavede vi en beretning om hvad vi havde lavet på den pågældende tur vi var på, og så holdt vi en honnørkommando og aflagde salut og ikke salut, men hilsen. Og så var det overstået. Og det virker sådan lidt komisk, at man står seks mand i paraden form på en på en ø, der er én kilometer stor, som der ikke er noget bevoksning på. Der er ingenting på den der ø overhovedet.
Lasse Telling Madsen: På samme måde, som Michael Jakobsen og den danske flåde lægger ruten forbi Hans Ø. Så kigger også canadierne forbi i ny og næ. Og her skulle de nogle gange ikke være for fine til at pille hinandens flag ned, har medierne blandt andet fortalt.
Michael Jakobsen: Det har jeg aldrig været med til at gøre, pille noget ned. Det er ikke noget, man gør sådan rent. Men jeg har observeret eller oplevet, at vores vare der har været pillet ned, og det kan man sige, det kan jo så være måske en canadier, der har gjort det. Det skal jeg ikke kunne sige. Det kan også være en bjørn. Jeg ved det ikke. Jeg skal ikke kunne sige men, men. Jeg har oplevet, at vores varde, der har været væk, og vores flag har været pillet ned, og så har der måske stået en flunkende ny Canadas flag eller et canadisk flag ovre på den ene side. Om det er dem eller ej, det ved jeg ikke. Det er også ligegyldigt. Men, men, men, det er ikke noget, man gør. Man spiller ikke hinandens varder derned, men man respekterer hinanden og er enige om at være uenige.
Lasse Telling Madsen: Egentlig er det en smule absurd, at det lige præcis er Hans sø, som Danmark og Canada strides om. For den Hans, som øen er opkaldt efter, var der ikke megen stridighed omkring. Han var tværtimod så efterspurgt, at 1800-tallets ekspeditioner gennem 25 år lagde vejen forbi hans hjem bare for at overbevise ham om, at han skulle tage med dem. Så lad os skrue tiden tilbage til midten af 1800-tallet, hvor den britiske The Second Grinnell expedition sejler af sted fra New York. Ekspeditionen var taget af sted for at lede efter en anden britisk ekspedition, der var sejlet ud nogle år tidligere for at finde den sagnomspundne Nordvestpassage. Men ekspeditionen var forsvundet sporløst. Eftersøgnings ekspeditionen bestod af 18 mand, men kun to af dem havde erfaring fra Arktis. Derfor sejlede ekspeditionens leder Kane forbi fiskenæsset, der ligger syd for Nuuk, for at hyre lokale grønlændere, som blandt andet skulle skaffe mad undervejs. Han fandt en enkelt. Hans Hendrik, der blev hyret som fanger, hundekusk og som kontaktperson til de lokale inuitter ekspeditionen ville støde på undervejs. Der går ikke længe, inden Hans Hendrik viser, hvad han er værd. Forholdene i Arktis er brutale for de uerfarne sejlere, men Hans Hendrik gør, hvad han kan. Fanger maden og hjælper til. Men ellers er det knap med succes på ekspeditionen. Isen forhindrer skibet i at sejle mod nord, og hele to vintre ligger besætningen frosset fast i ishavet. Flere besætningsmedlemmer forsøger at nå ind til fastlandet, men må forkomne opgive, mens skørbug også gør sit indtog på skibet. I maj 1855 lykkes det dem endelig at slippe ud af isen ved hjælp af både og slæder, og to år efter ekspeditionen startede, er den forbi.
Lasse Telling Madsen: På det her tidspunkt er Hans Hendrik allerede væk. Han havde mødt nogle lokale inuitter under en af sine jagter, som han sluttede sig til. "Det var min hensigt at vende tilbage. Men så begyndte jeg at misunde de indfødte, som selv forsynede sig med alt, de behøvede og levede så lykkeligt. Til sidst sluttede jeg mig ganske enkelt til dem, da de flyttede mod syd", skriver Hans Henrik senere selv. Han fandt også en kone her hos inuitterne, Mergut, der senere blev døbt Birgitte. Men ekspeditionslivet var kun lige begyndt for Hans Hendrik. For hans rygte som uundværlig hjælper løb langs havnene i både England og Amerika. Han blev hyret af en amerikansk ekspedition, der sejlede af sted i 1860 for at finde det åbne hav, man troede omgav Nordpolen. Men efter et år vender de hjem uden at have nået deres mål. Først ti år senere er der igen bud efter Hans Hendrik. I 1871 hyrer amerikanerne igen Hans Hendrik til en ekspedition, som har til mål at nå Nordpolen. Hans Hendrik siger ja tak og tager sin kone og tre børn med. Igen viser Hans Hendrik sit værd. Han må have været yderst værdifuld for ekspeditionslederen Hall opkalder en lille klippeknold i Ishavet efter ham. Hans Ø. Men heller ikke den her ekspedition går efter planen for ekspeditionslederen Hall dør efter hans lederejse, og Nordpolen når de aldrig. Godt nok når skibet så langt mod nord som aldrig før, og Hans Hendrik er i spidsen for et slædehold, der når længere op, end nogen vestlig ekspedition før har været.
Lasse Telling Madsen: Men så er succesen også slut. På hjemrejsen bliver skibet fanget i isen, og sammen med en flok forlader Hans Hendrik skibet i frygt for, at det vil gå ned. Nu befinder Hans Hendrik og de andre sig på en stor isflage, der driver længere og længere væk fra kysten. Det lykkes dem at bygge tre sne hytter på isflagen, og de lever af de sæler, som Hans Hendrik og en anden fanger nedlægger. Og så driver de ellers af sted fra oktober til marts. Og turen har været voldsom, vidner Hans Hendriks egne erindringer om. Han skriver: "Om natten rejste der sig en svær søgang. Vi sov med vore børn i båden. De andre havde teltet. Men da søen voksede sig endnu højere, skyllede den til sidst op over vores hvileplads, så de var nødt til at flytte teltet op på toppen af en sammenskruet bunke is, hvorpå vi alle måtte holde båden. Børnene blev lagt i den, mens fruentimmerne hjalp os. Når søen begyndte at rokke båden, holdt vi alle fast i rælingen. Men når søerne kom. Så det ud, som om de ville opsluge os". Til sidst bliver de forliste reddet af et skib, og efter en omvej kan Hans Hendrik igen vende hjem. Men hans karriere som ekspeditionsdeltager er ikke slut endnu. Lad os skifte scene til nutiden og vende tilbage til den ø, som Hans Hendrik har lagt navn til. For hvad er det egentlig, der er på spil, siden både Danmark og Canada gider sende soldater helt derop, som skal hejse flaget i deres fineste puds?
Jeppe Strandsbjerg: Jeg tror, man skal være meget tålmodig, når man snakker om maritime grænser og grænser i international politik og især i egne, hvor der ikke bor særlig mange mennesker. Jeg tror, at Rusland og Norge var 20 år om at forhandle grænsen på plads i Barentshavet, så ting tager tid, og det er ikke så usædvanligt, at der er uafklarede grænser imellem lande. Dem er der en del af, især i maritime områder.
Lasse Telling Madsen: Det her er Jeppe Strandsbjerg. Han er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, og han kan fortælle mere om, hvad striden om Hans Ø egentlig går ud på.
Jeppe Strandsbjerg: Hans Ø ligger i strædet i strædet mellem Canada og Grønland, allerhøjst oppe mod nord, hvor der ikke er særlig mange mennesker, og der er koldt, og der er is. Men det er et snævert stræde, og der ligger Hans ø lige midt imellem. Og den ligger lige oven på den grænse, som Canada og Danmark i 1973 blev enige om skulle være grænsen mellem deres kontinentalsokkel. Og det eneste sted, der ikke er nogen grænse. Det er Hans ø fordi at de ikke kunne blive enige om, hvad og hvem der ejede Hans Ø dengang i '73. Så man blev enig om at sætte et punkt, et slutpunkt på grænsen på den ene side af øen og et startpunkt af grænsen på den anden side af øen og udskyde afklaringen af ejerskabet, suveræniteten, over øen til senere.
Lasse Telling Madsen: Men hvorfor er det så, at den her lille klippeklat er så vigtig? Jo, det handler om, hvem der har ret til at trække stregerne på det store verdenskort. Og her er der ingen, der giver sig. Men hvordan bestemmer man egentlig en grænse? Og hvad er konsekvensen, hvis man er lidt for eftergivende?
Jeppe Strandsbjerg: Det sker på et tidspunkt, hvor der begynder at være en meget stor interesse for Arktis uden for Arktis. Det vil sige i Europa og i Amerika og mange andre steder går det op for politikere og meningsdannere og journalister, især, at isen smelter. Der er masser af råstoffer i Arktis, og det er jo interessant. Samtidig bliver FN's havretskonvention, i daglig tale kaldet UNCLOS ratificeret. Den har været undervejs i utroligt mange år, og det er kort fortalt en grundlov for havene mellem stater. Så hvad kan man sige? International ret for havene. Den konvention blev ratificeret i Danmark i 2004, og ifølge den, så har man 10 år til at gøre krav på det, man kalder den ydre kontinentalsokkel. Og det er alt sammen ret komplekst og noget specifik jura og en masse data. Men det går grundlæggende ud på, at man hvis ens kontinentalsokkel, som grundlæggende er landjordens fortsættelse under havet. Hvis den fortsætter ud over 200 sømil, så kan man gøre krav på den og gøre krav. Det betyder, at man har ret til at udvinde råstoffer og nogle andre rettigheder. Det er ikke et territorisk som sådan, men man har ligesom rettigheder til det, og det vil sige, at da den konvention bliver ratificeret, træder i kraft, så har staterne 10 år til at gøre krav til et organ under FN, og det får journalister øje på. Og mange politikere og tænker Uha, nu skal vi skynde os. Og nu er der konflikter. Der er uafklaret suverænitet i Arktis, og man finder hurtigt ud af, at der sikkert er overlappende krav. Det er der jo, fordi kontinentalsoklen fra Canada og Rusland og og Danmark, de møder jo sjovt nok hinanden mange steder, så selvfølgelig er der overlappende krav, men det bliver meget hurtigt blæst op til, at her har vi uafklarede grænser. Vi har stormagtsinteresser, og vi har en masse råstoffer. Det lyder farligt og spændende. Jeg kan ikke se, at suverænitet over Hans ø vil have nogen som helst indflydelse på hverken sejlruter, havbund, vandsokkel, fiskeri eller noget som helst. Det skulle kun være, hvis der lå en kæmpe guldklump lige under overfladen. Og det tror jeg heller ikke, der gør. Og selv hvis der var, så er jeg ikke sikker på, at det kan betale sig at udvinde den deroppe. Jeg tror ikke, at der er en rationel forklaring på det. Jeg tror, det handler om den måde, stater agerer på og tænker land og suverænitet på. Man giver ikke som stat, man giver ikke afkald på land, og man giver ikke afkald på muligheden for land. Og hvis der er noget uafklaret land, så må man... Så sætter man sig i hvert fald ikke ned og siger, jamen det er lige meget, det giver vi bare væk. Og det er der forskellige grunde til. Ja, der er en logik om, at man skal have det, man skal have. Jeg tror også, der er en logik om, at man skal fastlægge grænserne i forhold til, hvad hedder det, i henhold til de principper, der er for international grænsedragning. Man skal sørge for at få lavet nogle ordentlige grænser. Det er godt. Det skaber fred og stabilitet, så der er en ordentligslogik - vi skal gøre tingene på den rigtige måde. Og så er der også en. Hvad kan man sige? Og det er der, hvor kan man sige, rationaliteten måske alligevel kommer ind. At når man gør krav på et land eller. Hvis man siger noget, så kan det komme til at sparke en bagi tyve år senere. Og det har man også... Der er der en meget kendt historie fra Grønland, fra den arktiske kontekst, hvor man efter Første Verdenskrig vil Norge rigtig gerne have suverænitet over Svalbard. Danmark vil rigtig gerne have bekræftet, at man har suverænitet over hele Grønland. Det er man nemlig ikke så sikker på, at man i virkeligheden har. Der er hele tiden et angstfyldt forhold til det grønlandske territorium. Så får man fra dansk side siger man til Norge, at vi vil gerne anerkende jeres suverænitet over Svalbard, men hvis I så til gengæld anerkender... ikke siger noget imod, at Danmark udvider sin suverænitet til at dække hele Grønland, og det svarer den norske udenrigsminister Ihlenja til. Det er okay i 1919. Det udsagn bliver trukket frem i starten af 30'erne, hvor der er en disputs om Nordøstgrønland mellem Danmark og Norge, hvor Norge jo rigtigt nok siger, at der er ingen danskere i Nordøstgrønland. Og vi har faktisk nogle nogle fangsthytter, og vi har fiskeriinteresser. Vi gør krav på det de kalder Erik den Rødes land, som er et lille stykke land i Nordøstgrønland. Og det ender så ved den internationale Permanente domstol, som så ikke var så permanent, fordi den lukker efter Anden Verdenskrig. Men ikke desto mindre kommer Ihlens udtalelse fra 1919 til at spille en central rolle også i de danske krav, fordi de siger til Norge I har jo selv anerkendt det og sådan nogle. Og det viser, at man skal passe på, hvad man siger. Og det viser også, at hvad kan man sige? Jeg tror også, at det forklarer noget af den tilbageholdenhed, der er til at give køb eller sige noget, som kan tolkes som en anerkendelse af modpartens krav. Man vil meget hellere håndtere det her bag lukkede døre. Og så er der også der er noget symbolsk i det. Man vil ikke. Det er ikke rart at se ens flag blive taget ned. Det vil man ikke. Så der er noget symbolpolitik i det, som måske også hvis man er børneforældre virker en lille smule, må man godt sige latterligt. Det er jo ikke sådan. Det er jo ikke fordi jeg synes, at udenrigspolitik er latterligt, tværtimod. Jeg synes, at det er vigtigt, og der er mange dygtige mennesker engageret i det. Men set udefra, og det er jo også derfor, Hans Ø får så meget opmærksomhed. Set udefra virker det besynderligt. Man er vant til at lære sine børn. Og lige tænke over, om det er vigtigt, det de sidder og slås om eller skændes om. Og så sidder man og kigger på den her ø og siger, jamen er det virkelig så vigtigt? Nej, ikke på den måde, men det kan det være på alle mulige andre måder.
Lasse Telling Madsen: Lad os fortsætte med historien om Hans Hendrik. Allerede to år efter at han var kommet hjem fra sin tur på en isflage, blev han hyret til endnu en ekspedition, der vil mod Nordpolen. Men da ekspeditionen overvintrer på Ellesmere Island, synes Hans Hendrik at overhøre, at de andre på ekspeditionen vil overfalde og tæske ham. Som den eneste inuit på ekspeditionen, er han overladt til sig selv. Han skriver: "Som landsmænd holder alle disse folk sammen. Jeg er den eneste uden kammerat fra min egen nation, den eneste forladte. Jeg gik op i land, gravede et hul i sneen og lagde mig". Han bliver dog fundet af et eftersøgningshold og bragt tilbage. Men det er først, da lyset af foråret igen begynder at vise sig, at han får det bedre. Foråret 1876 viser han igen, hvorfor ekspedition efter ekspedition har headhuntet ham. Han leder et eftersøgnings hold, der finder et slædehold, som skibet har sendt ud, og det skaber stor respekt blandt det øvrige mandskab. Men herefter er det også ved at være slut. Hans Hendrik og hans familie kan leve godt af de penge, han har fået med sig hjem fra ekspeditionerne, ligesom han arbejder som både fartøjs fører og arbejdsmand. I foråret 1883 vil en svensk ekspedition have ham med igen, men han vil kun sige ja, hvis det er om sommeren, han er færdig med de lange, mørke polarvintre mod nord. Hans Hendrik dør i 1889, 57 år gammel. Men lad os igen vende tilbage til Jeppe Strandsbjerg og de helt store diplomatiske linjer. Det er en smule teknisk, så det handler om at holde tungen helt lige i munden.
Jeppe Strandsbjerg: Nu bliver det en lille smule teknisk. Du tager det med, hvis du vil have det. Fordi kontinentalsoklen er faktisk både en juridisk og en geologisk størrelse. Forstået på den måde, at ifølge havretskonvention, den her grundlov, der kan alle stater med en kyst gøre krav på deres kontinentalsokkel ud til 200 sømil, ligemeget om den er der eller ej. Så man kan sige vi har ret til undergrunden ud til 200 sømil, og så er det det tilfælde, hvor den geologiske kontinentalsokkel den, hvis man må sige det er rigtige kontinentalsokkel, faktisk fortsætter længere ud, at man kan dokumentere, at landmassen faktisk fortsætter længere ud, før det bliver før det bliver det dybe hav. Der kan man så gøre krav på, og der har man nogle rettigheder. Og det, der er interessant også det er at man snakker meget om Rusland, men når man ser... det, det er krav på kontinentalsoklen, der internationalt fik folk til at ry... hvad hedder det, lette øjenbrynene, det var det danske krav, fordi det skubber helt over til den russiske 200 sømil zone, så der har man virkelig strukket sit krav så langt man kunne. Det er jo et spil. Det er jo et spil, der kører frem og tilbage med at man markerer sine interesser, og man viser sine interesser tydeligt. Men jeg tror ikke, at det har, hvad kan man sige, det har været alment accepteret visdom, tror jeg, at der i de sidste mange år. Der er ikke nogen af de arktiske lande, der er interesseret i noget konflikt i Arktis. Man er relativt interesseret i økonomisk udvikling. Det får man, hvis man har rimelig faste grænser, og hvis der er fred og ro. Og den og den kører så på den ene side. Samtidig kan man sige, så er det ret tydeligt, at hvis man er sikkerhedspolitisk orienteret, så er der også nogle andre strømninger i øjeblikket, hvor der bliver snakket om oprustning. USA har mere og mere fokus på Arktis. Danmark opruster i hvert fald på overvågningskapacitet, så hvad kan man sige, der er jo ikke, jeg ved ikke om der er et stort konfliktpotentiale, men der er... Det kan også være, at det er en normalisering af Arktis, at i og med at man regner med, at der kommer mere trafik, og der kommer mere aktivitet, så vil der også være være mere militær. Der vil være mere behov for at sø-overvågning. Der vil være mere behov for redningstjenester, der vil være mere behov for mange ting, og dermed kan interessemodsætninger måske også godt blive tydeligere. Det var også lidt et diplomatisk svar, men...
Lasse Telling Madsen: Ja, det var det. Jeg synes også det var. Det var ikke så overbevisende. Men der er også en anden ting, vi ikke har nævnt endnu. For er det overhovedet op til Danmark og Canada at bestemme, hvem der har ret til Hans ø og det der hører med?
Jeppe Strandsbjerg: Og derudover så er der jo også det element, at Rigsfællesskabet eller de dele af Rigsfællesskabet, der er Danmark og Grønland jo egentlig også kommer lidt i spil her, fordi det jo, hvad kan man sige, det er jo Rigsfællesskabets ø eller det en ø, der i givet fald ville høre til Grønland. Og der var en interessant udveksling i 2015 var der en konference i Aarhus, hvor der sad et par prominente internationale forskere og diskuterede Hans Ø. Den ene var fra Danmark, og den anden var fra Canada, og de foreslog, at man skulle dele den. Blandt andet sagde Sara Olsvig, som var tidligere formand for IA i Grønland og har siddet i Folketinget, at måske skulle der slet ikke være en, måske skulle det slet ikke være sådan en statslogik, der styrede øen. For der er også den krølle, at Grønland både er territorie og en del af rigsfællesskabet. Men samtidig har dele af den grønlandske befolkning er inuit og har både status af et folk, men også status af et oprindeligt folk. Der er nogle, der er en anden kultur og en anden tradition, hvor det med statsgrænser har ikke været så vigtigt, og en organisation, som vi ikke har snakket om endnu, som hedder ICC, Inuit Circumpolar Council, som er en tværnational organisation for inuit. I mange år har kæmpet lidt imod statslogikker og sagt, jamen vi bor i Arktis. Det er ligemeget hvad arktiske stater siger. Ja, hvad hedder det, i 2008, da de fem arktiske kyststater. Skrev under på det, de kaldte llulissat-erklæringen, hvor de netop sagde, jamen Arktis stater kan samarbejde. Vi skal nok, vi slås ikke, og vi skal nok klarlægge suverænitet efter international ret. Så sagde ICC. De lavede en erklæring om suverænitet, som sagde: Jamen, det er os, der bor her, inuit bor i det her område. Vi behøver ikke at tegne grænser. Vi har suverænitet. De har også lavet en en udgivelse, der hedder The Sea Ice is Our Highway, som netop udfordrer at der er meget stor forskel på, om vi er på land eller på vand når vi snakker om folkeret. Jamen man kan sige altså isen er frosset. Altså når isen er frosset. Den kan vi... Den kan vi køre på det. Det er vores land. Så Sara Olsvig i det lys, hun foreslog, at Hans Ø skulle være inuitstyret ø, som var uden for en statslogik. Og der kommer den der, hvad kan man sige, måske også postkolonial element ind i diskussionen mellem Danmark og Grønland, som siger, jamen er der overhovedet en statslogik det her? Skal vi også bare sige, at Danmark og Canada skal holde sig væk, og så har vi måske et et område, der bliver styret af fra Grønland og fra Nunavut med en særlig inuit repræsentation, fordi der er en del, det har været traditionelt fangstområde og jagtområder.
Lasse Telling Madsen: Vi slutter hvor vi startede på Hans Ø med seniorsergent Michael Jakobsen, og hvordan det egentlig er at være på den ø, som fik navn efter den eftertragtede inuit, Hans Hendrik.
Michael Jakobsen: Jamen, jeg tror det mest specielle ved at være på den ø, det er jo nok fordi der er den der, den der problematik omkring øen. Så kan man sige, at man har været på den der ø. Der er en problematik omkring den, som alle folk snakker om, som mange mennesker faktisk ikke ved hvad er for noget. Jeg tror ikke, jeg havde sådan et sus i maven over at være der, men det var da meget sjovt at være der, når man nu endelig skulle udføre sit arbejde på den måde. Og det kan jo sagtens være om 50 år, når jeg ikke er her mere, at der er nogen, der vil sige jamen, det var egentlig vigtigt, det de gjorde for 50 år siden, at vi ligesom viste vores tilstedeværelse, fordi hvis ikke vi gør det, så kan der bare komme nogle andre og gøre det og så sige jamen vi har jo ikke været her i 20 år, så det er jo bare jeres.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod Nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling for Nationalmuseets medie Vores Tid. Lisbeth Valgreen har hjulpet med at finde nogle af historierne, og med at lave research. Du kan finde udsendelserne på vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.