Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S1. E1.
Fortet: Pistolen under præstekjolen
Det var ikke ligefrem en succes, da den norske præst Hans Egede lagde grunden til en dansk koloni i Grønland. For magtkampe, druk, udueligt mandskab og skørbug var ikke den bedste kombination.
Den her historie handler om dengang, Danmark ville oprette et nyt fort og planlagde at tjene styrtende med penge – men hele projektet endte som en gigantisk fiasko og trækker i dag stadig sine tydelige spor.
S1. E1. Fortet: Pistolen under præstekjolen
16.JUN.2021Mød din
Lasse Telling
Lasse er journalist og dykker især ned i historiens oversete - og ofte betændte - kapitler. Han interesserer sig særligt for, hvordan historien giver perspektiver på den verden, vi lever i i dag, og ikke mindst de moralske og etiske spørgsmål, som vores fortid skaber. For hvordan er vi egentlig blevet til dem, vi er i dag? Med mikrofonen i hånden har Lasse blandt andet fortalt om kolonifortidens skygger i Dansk-Vestindien, talt med Tamilske Tigre i Sri Lanka og afdækket hvordan en berømt dansk nazist endte som verdensberømt fluebinder i Sverige.
Gæst
Rasmus VossMuseumsinspektør, Nationalmuseet
Om Rasmus VossRasmus Voss
- Rasmus Voss
Museumsinspektør, Nationalmuseet
Om Rasmus VossRasmus Voss
Hvem står bag?
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Rasmus Voss, museumsinspektør ved Nationalmuseet.
1. Fortet: Pistolen under præstekjolen
Lasse Telling Madsen: Det her er en historie om, hvor galt det kan gå, når man i mange måneder går klistret op ad hinanden uden at se andre mennesker. Det er ikke nedlukningen, jeg taler om, men derimod en storslået koloniseringsidé om et hvalfangerfort, der blev til en så dundrende dansk fiasko og skabte så mange problemer, at det blev opgivet allerede efter to år og i dag kun eksisterer som en overgroet ruin i det nye UNESCO-område i det sydlige Grønland. For hvordan foregik det egentlig, da den danske kolonisering af Grønland startede? Altså dengang for 300 år siden, da den lange norske præst Hans Egede ankom til det nye land. Det er ikke noget, der er fortalt så meget om før, og det er nok ikke så mærkeligt.
Rasmus Voss: Han river parykken af ham. Man skal tænke på, at det her er en tid, hvor alle har parykker på. Der er nærmest ikke noget mere... Det kan nærmest ikke blive mere krænkende, end at han hiver håret af ham, tramper på parykken og i øvrigt også hiver bukserne ned og gør mine til at skulle skide på gulvet foran guvernøren. Du kan næsten ikke... Altså ringeagtsytringerne kan næsten ikke blive voldsommere, vel?
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. Den her historie handler om, hvordan Hans Egede i frygt for oprør gemte våben under præstekjolen, hvordan skørbug, straffefanger og fordrukne ledere ødelagde kongens drømme om et hvalfangerparadis, og hvordan brutale hollandske sømænd til sidst brændte det hele af. Hvis du synes, du har hørt noget lignende før, så er det nok fordi du har læst Kim Leine. Men det her er altså den ægte vare. Vi starter for 300 år siden netop dér, hvor den norske præst Hans Egede får en idé om at rejse mod Grønland.
Rasmus Voss: Det er sådan, at oppe i Nordnorge der bor Hans Egede, en lidt stridbar præst, som på et tidspunkt i starten af 1700 tallet læser om Grønland.
Lasse Telling Madsen: Det her er Rasmus Voss, museumsinspektør på Nationalmuseet, og sammen med kolleger fra Grønlands Nationalmuseum er han i gang med at se nærmere på, hvad der egentlig skete med det fort, der i dag ligger som en længe forladt ruin. Selv om deres forskning er langt fra færdig, vil han alligevel gerne fortælle noget af det, han har gravet sig frem til.
Rasmus Voss: Man taler meget i de her år om at missionere for hedenske folkeslag osv. Det er i starten af 1700 tallet, der er mange diskussioner omkring det her og oppe i Nordnorge sidder Hans Egede, og på et eller andet tidspunkt omkring 1709 der læser Hans Egede en bog om om det gamle Grønland. Han læser om nordboerne og lidt om inuitterne og så videre. Og man mener på det her tidspunkt i historien, at der faktisk stadig bor nordboer et eller andet sted i Grønland inde bag isen på østkysten, som er fuldstændig uigennemtrængelig. Så man havde altså en idé om, at den her østerbygd stadig lå et sted som den her sagnomspundne by, hvor der stadig boede efterkommere af nordboerne. Man kan nærmest kalde det et arktisk eldorado eller sådan en skjult by, og den blev Hans Egede meget opsat på at finde, og han ville til Grønland og omvende de her de her gamle nordboer, som måske boede der. Så han ville selvfølgelig op og bringe protestantismens lys til de her formørkede efterkommere af nordboerne, som han mente levede på Grønland. Så Hans Egede, han slår sig sammen med en masse købmænd oppe i Norge og siger: man kan også handle på Grønland, og man kan fange hvaler. Det er sådan, at i løbet af 1600-tallet begynder alle Europas byer at, hvad hedder det, at få lampebelysning, altså gadebelysning... Altså byerne lyser op, og der bruger man hvalspæk, og derfor bliver hvaler ekstremt lukrative. Man bruger også barder deres barder til forskellige ting, så så hvalfangst bliver ekstremt lukrativ. Så det starter som sådan et handelsforetagende i virkeligheden, så som kongen sådan set ikke er så meget inde over. Og det tager nogle år, og han skal overtale en hel masse. Men i 1721 der står skibene ud fra Bergen og Hans Egede stævner mod Grønland. Han bygger en lille gård, hvor han bor med nogle håndfulde folk. Det er simpelthen sådan en lille bondegård, kan man sige. Og han. Han går og tager sig rundt i området. Handler lidt, og ellers så prædiker han for grønlænderne på forskellig vis, lærer sproget blandt andet. Noget af det, han gør at han lader sine egne børn lege med de grønlandske børn, fordi børn har jo meget bedre sprogøre, så de lærer sproget meget hurtigt. Og han tager rundt og bor hos grønlænderne blandt andet også meget sådan etnologisk i sin tilgang faktisk, men selvfølgelig altså en en hård protestant altså så der er ikke nogen... Altså, det er ren kolonialisme man skal ikke tage fejl.
Lasse Telling Madsen: Udover danskerne, så er der også hollændere i området. Og de sidder tungt på både handel og fangst. Og for præstens Hans Egede er de ikke sådan lige at komme i nærheden af. Man kan vist godt sige, at oddsene ikke er på den danske kolonis side.
Rasmus Voss: Det er sådan, at de her hollændere, det er hvalfangerskibe, som ligger heroppe, og det er sådan nogle... det er altså nogle rå folk, de er de er rigtig rå. De har ikke har ikke nogen problemer med lige at stjæle en hval fra inuitterne, hvis de har fanget en eller, altså begå de her begår forskellige overgreb, kidnapper en gang imellem et par grønlændere og sælger dem for rigtig mange penge, så de bliver vist frem på markederne nede i Holland, og et par bygder bliver brændt af en gang imellem. Altså grønlænderne skulle hardcore nok, altså de tager tit kampen op. Altså de der er ikke så meget. Der er ikke så meget der. Det er faktisk sådan, at de her overgreb på et tidspunkt bliver så slemme, at de hollandske generalstater bliver nødt til at udstede, simpelthen, en plakat i 1720 om, at hvis der bliver begået overgreb mod grønlænderne, så svarer det til, at så bliver man straffet som sørøver. Og det vil sige, at så bliver man slået ihjel. Men det er jo langt væk. Altså, der er jo ingen stat rigtigt, der har nogen som helst kontrol, kan man sige det? Det ligger jo helt oppe på verdens rand. Hans Egede har, ligesom han bygger en gård på noget, der hedder Håbets Ø. Det ligger i nærheden af Nuuk i dag ikke så langt fra. Men altså, han har også sådan en nogle tanker om ren... Altså flere kolonier. Altså en mere mere solid tilstedeværelse end bare sådan en lille bondegård der. Så han har nogle ideer om, at der skal bygges flere kolonier op langs kysten, og i 1724 der tager man initiativ til, altså man forsøger at bygge en ny koloni, der ligger fire fem hundrede kilometer nord for Håbets Ø oppe ved et sted, der hedder Nipisat. Det er en ø, der ligger, og det er et rigtig godt sted, fordi der er hvaltræk om foråret og om og om vinteren. Så der er rigtig gode muligheder for hvalfangst. Og fordi grønlænderne jo også fanger hvaler, så er der også gode muligheder for handel med dem. Så der beslutter man at anlægge en koloni, som kommer til at hedde Nepisene. Vi ved ikke så meget om den tidligere koloni på Nepisene. Det er sådan, at der har ligget to, kan man sige. Den ligger der i under et år. Og folkene, som anlægger kolonien, de bliver nødt til at tage hjem ret hurtigt, fordi de er der en vinter, og de er simpelt hen. De løber tør for proviant, så de bliver nødt til at sejle tilbage til Håbets Koloni for at finde ud af, hvad man så skal gøre. Men så i mellemtiden, så kommer nogle af de her rå hollandske hvalfangere, og så brænder de lortet ned. Så de brænder simpelt hen den ene, den her danske nordre koloni ned til grunden.
Lasse Telling Madsen: Vi er kommet til år 1727 efter det første knap så vellykkede forsøg, så overtager den danske stat projektet i Grønland. Planen er, at Danmark på grund af det tidligere angreb skal have en permanent militær tilstedeværelse og et spritnyt fort, der kan skaffe masser af varer at handle med.
Rasmus Voss: Man sender soldater op og officerer. Man sender en masse håndværkere, og det skal man også bruge et sted. Hvalfangere bliver sendt op, fordi man vil jo selvfølgelig i det her område, hvor der er så mange hvaler, og på en scene vil man selvfølgelig også gerne forsøge sig med hvalfangst og så noget, som er virkelig - det er faktisk noget af det mest unikke i det her hvis du kigger på den grønlandske kolonihistorie - det er, at man faktisk sender slaver op. Altså danske slaver, slaver det var datidens ord for straffefanger. Så man sender en håndfuld straffefanger op. Og en håndfuld kvinder fra spindehuset, det vil sige kvinder fra fængslet. Og så altså sådan mere eller mindre tvangsgifter man dem, og sender dem til Grønland for at starte en kolonisering. Det vil sige, at man prøver at kolonisere med straffefanger. Det er jo det, som vi kender briterne har gjort i Australien er det mest kendte eksempel. De har faktisk også gjort det i Sydafrika og på Jamaica og andre steder. Men den her form. Den her måde, hvor man koloniserer. Ved at hælde affaldet fra sit eget samfund ud for at kolonisere verden. Det er altså simpelthen, det forsøger man også her. I 1728 sejler de mod Grønland og ankommer ved Håbets Ø, hvor Hans Egede jo så er og modtager dem med sine folk deroppe på den her lille gård han bor på. Den her ekspedition har nogle forskellige opgaver. For det første skal kolonien på Håbets Ø flyttes. Det er sådan, at det er faktisk bygget et rigtig dårligt sted, så at alle huse er stort set rådne. Og vandet drypper ned og så videre. Så der skal man altså starte med at anlægge en ny koloni som ligger et bedre sted end Håbets Ø ligger, og der. Der starter man det første år med at anlægge en koloni, der hedder Godthåb. Det er simpelt hen Grønlands hovedstad, som den her ekspedition også har grundlagt. Den her ekspedition er ikke så godt organiseret, så de har faktisk slet ikke materialer nok med til at anlægge Nepisene, så den må man udskyde til at bygge til næste år. Så det vil sige, at den her ekspedition starter simpelthen nede i Godthåb det første år. Og allerede næsten, det er nærmest lige fra, at alle de her folk er gået fra borde så starter balladen. Så starter konflikterne.
Lasse Telling Madsen: Inden Rasmus Voss fortæller videre, så lad os lige stoppe op og få præsenteret hovedpersonerne i den her historie. For det er nu, den går hen og bliver til noget, der lyder som fiktion.
Rasmus Voss: De øverste top dogs i kolonien, det er en guvernør, men kongen har simpelthen udpeget en guvernør over hele Grønland. Han hedder Claus Enevold Pors og er tidligere officer. Det er jo sådan, at Den Store Nordiske Krig har stort set lige fundet sted. Den slutter jo i 1719 for Danmarks vedkommende er det jo under 10 år senere. Så mange af de her folk, både soldater og officerer og så videre, der bliver sendt op, de er jo faktisk, de er jo krigsveteraner. Det er jo de jo ret relativt hærdede folk. Og Enevold Pors, han skal altså være leder af hele butikken. Med sig har han også en anden officer, der hedder Jørgen Lendorf. Og Jørgen Landorph, han er udset til at være han, altså alle de her soldatergarnisons... chefen for dem, kan man sige, soldaternes officer. Og så skal han også være kommandant på det her fort, som man ligesom har besluttet skal bygges. En tredje mand, som også er ret vigtig, det er en civil fyr, der hedder Johan Seckman Fleischer. Fleischer, han er proviantforvalteren i Grønland, og det er sådan, at proviantforvalteren er relativt. En ret vigtig funktion, fordi det er ham, der organiserer proviant til de her folk. Det er sådan de tre hovedpersoner, men det er ligesom dem, der skinner igennem mest i kilderne. Og grunden til, at de også skinner mest igennem, er også fordi de tre har nogle voldsomme konflikter internt så som virkelig som virkelig... Så de bryder meget igennem i kilderne.
Lasse Telling Madsen: Vi skal tilbage til kronologien. Der bliver altså sendt 150 mand og kvinder af sted på ekspeditionen. Men nærmest ingenting går efter planen.
Rasmus Voss: Og der er jo altså hvalfangere, der er håndværkere, og der er også nogle missionærer, for der skal jo også motioneres oppe i Nepisene. Og så er der officerer og soldater og de her frigivne slaver... Det er sådan, at de fleste af de her slaver er tidligere soldater, så de har simpelthen fået deres frihed mod, at de tager til Grønland og genindtræder i soldatertjenesten. Og det er jo sådan, at de her soldaterslaver, de bliver simpelthen kopuleret, altså bliver gift med alle de her kvinder fra Spindehuset. Så det er jo sådan nogle lidt, altså i hvert fald i datidens øjne sådan anløbne personer. Og det værste er jo bare, at der stort set ikke er nogen af dem, der overlever. Det første år i i Godthåb der... Maden er jo simpelthen så dårlig det de får, og de har ikke rigtig mulighed for at få frisk føde, fordi kolonien har ansat en skytte ved kolonien, der skal skyde fuglevildt og så videre. Så man får en eller anden form for friskt kød. Og han kan. Han kan. Han er ret dårlig til at skyde. Han fanger faktisk ikke ret meget. Altså, det er ligesom om, at skørbug først udbryder bryder ud, så får den tag i folk. Og det gør faktisk, at den første vinter dør altså rigtig, rigtig mange. Jeg tror, der er 38 af de her 160 mand, der bliver sendt op, der dør af skørbug og de fleste, og det er måske ikke så overraskende. Det er det de er de aller laveste nede i hierarkiet, og situationen bliver mere og mere desperat. Og på et tidspunkt omkring nytår, så er det faktisk sådan, at de får koloniens spidser, altså Hans Egede og Pors osv. de får, de kommer under vejr med, at der er et mytteri under opsejling. Det er altså planer er egentlig om at slå især Hans Egede og Pors ihjel, fordi, som de siger Pors er jo ligesom den der øverstkommanderende. Men også Hans Egede vil de slå ihjel, fordi han er jo, han er jo den, der er skyld i, at de er blevet bragt til det, der fordømte sted. Så planen er at slå dem ihjel og så sejle op og tage nogle både og sejle op til hollænderne, som ligger mere nordpå for at handle og så simpelthen sejle hjem med hollænderne og forsvinde et eller andet sted i Europa. Det er planen. De kommer altså under vejr med den her plan og tager alle forholdsregler. Altså på et tidspunkt. De holder vagt hele tiden og går bevæbnede døgnet rundt. Selv Hans Egede har er forsynet med skydevåben under præstekjolen. Altså, det er ret voldsomt, men det her mytteri går i sig selv igen, fordi alle de her soldater, de dør af skørbug. Så truslen bliver ligesom... eliminerer ligesom sig selv på en eller anden måde.
Lasse Telling Madsen: Men det er ikke bare hos straffefanger og de menige, at uroen ulmer. For at udtrykke det mildt, så har vores hovedpersoner Pors, Fleischer og Landorph, det er heller ikke alt for let med hinanden.
Rasmus Voss: Tiden går jo, foråret kommer i 1728, der kommer skibe op med nye materialer, og så er det, man kan gå i gang med det her store nye koloniprojekt med at anlægge en koloni i Nepisene. Problemet er bare, at der er så mange, der er døde. Det vil sige, man har faktisk ingen. Man har ingen håndværkere. Du har stort set ingen, der er specialiseret. Alle får stort set alle mulige andre opgaver end dem, de er tiltænkt. Soldaterne, som jo ligesom det er meningen, de bare skal være soldater og gå vagttjeneste og være garnison, de får stort set alle sammen andre arbejdsopgaver, fordi der er ingen tilbage. Og det er jo også det bliver et af de store problemer i Nepisene i hele perioden, det er, at alle de her opgaver, de nu har, vi skal ud og handle med grønlænderne, vi skal missionere, vi skal fange hvaler og så videre. De har simpelthen ikke mandskabet til det, fordi alle de her folk, de er spændt så hårdt for med alle mulige arbejder og andre arbejdsopgaver. Fortet her bliver heller ikke anlagt. Altså, de har ikke mandskabet til det. De har ikke, kan heller ikke rigtig finde et egnet sted. Og så det er sådan det, det ender med at de bygger et lille et lille kanonbatteri på et par kanoner og det er så det. Det er så det fort. Det var ligesom fort forhistorien. Den blev ikke rigtig. Det var et stort fort, der skulle bygges med voldgrave og stjernebastioner og alt muligt. Altså meget, meget, meget stort opslåede projekt. Og det må de altså nedskalere temmelig meget, så det ender med at blive et lille batteri på en, jeg kan ikke huske 3-6 små kanoner, og det er så det.
Lasse Telling Madsen: Det er stort anlagte fort ender altså op som et lille kanonskur, men til gengæld er der jo fangsten efter hvalerne, som danskerne satser stort på. Det må da være noget, der kan lykkes for dem.
Rasmus Voss: Den her koloni, man anlægger i nepisene, den er jo relativt beskeden af størrelse. Altså, det er sådan en. Det bliver simpelt hen en trelænget gård. Så bygger man også en stor lagerbygning til alt det dejlige spæk og alle de ting, man skal indhandle. Det bliver jo aldrig nogensinde fyldt, vel? Fordi handelen bliver en fiasko. Man har ikke folk til det. Og så videre til at tage ud og at handle. Hvaler kan de heller ikke fange. Da hvalfangere kommer op der tror man ser en enkelt hval eller sådan noget. Og det er det altså. Det er sådan. Det var lige et ret dårligt hval-år det år de prøvede så altså. De får simpelthen. De får intet handlet. De får intet... ingen hvaler skudt eller noget. Et kæmpestort problem er man simpelthen. Altså man har brændemangel konstant. Altså det er sådan, at der jo ikke rigtig, der er jo ikke skov i Grønland, så man må ud og samle drivtømmer og der kommer tømmer op fra oppe fra fra Canada, der driver ned. Men altså, hvad er det? Hvad de ikke? Hvad det ikke kræver af ressourcer for dem bare at få tømmer. Altså, de skal have en båd med fem mand konstant ud. Altså 24/7 ude at sanke brænde. Og det vil sige, at der er jo ikke brænde til at have ovne kørende, så de skal bruge rigtig meget brænde på at brygge og bage, og det gør man to gange om ugen. Og det er faktisk det eneste tidspunkt, der er rigtig varmt i kolonien. Det er, når de ligesom har gang i bryggerkedlerne. Til gengæld, når man så er i brygge i selve brygger bygningen, så er der så meget røg at at den ene brygger han klager over at han har fået øjnene ødelagt. Der er bare intet godt ved det, vel? Altså alt er bare lort for at sige det lige ud.
Lasse Telling Madsen: Lidt medgang findes der dog, hvis man kan kalde det det. For fortet sender den allerførste danske ekspedition af sted mod Nordpolen. Succesen bliver dog ikke overvældende.
Rasmus Voss: Den var også en meget bizar historie med, at de forsøger simpelthen at sejle så langt de kan mod nord for at finde Nordpolen. Og det ender simpelthen også bare fuldstændig galt. Altså skibet forliser, og de folkene får reddet sig op på en isflage. Og der sidder de så i flere dage og har ikke proviant nok. Og det, som historien fortælles af en af dem, vi er ikke. Vi er ikke helt sikker på, at den er 100% sand, men vi håber det, og vi skal nok gøre, hvad vi kan for at finde ud af, om den er det. Men ifølge hans overlevering, det er Fleischer her, proviantforvalteren, han er med på den her tur. Skibet er ude som en båd, og den forliser så, og de redder sig op på en isflage, og der sidder de i dagevis, og de har ikke nok proviant, så de bliver simpelthen nødt til at finde ud af at trække lod om, hvem de skal spise. Så Fleischer tager et tørklæde og hiver otte, jeg tror, de er 8 mand og hiver 8 tråde ud af tørklædet, og så er det selvfølgelig den, der trækker det korteste. Først har de, lige inden, der har de siddet og skændtes om, hvem de skal spise, og en af de her folk foreslår, at de skal spise skibsdrengen, fordi han er den fedeste, og han begynder at græde og synes, det er helt forfærdeligt.
Rasmus Voss: Så Fleischer, han finder altså på at hive 8 tråde ud af sit sit tørklæde, og så ender det med at ham som trækker det korteste, det var ham, der foreslog, at de skulle spise skibsdrengen. Det er så bizart, at man tror det er løgn. Til alt held, så kommer der et hollandsk skib op, som de så bliver reddet ombord på. Altså konflikterne fortsætter i Nepisene, altså, det fortsætter fuldstændig ud af den samme tangent og i foråret 1730. Der har man jo ligesom der er gået et år, og man har ligesom fået de første efterretninger hjem til København omkring, hvordan det er gået. Og det er gået ikke særlig godt. Og så kommer der ligesom nye ordrer op. Og der beslutter man simpelthen, at garnisonen og soldaterne skal sendes hjem. Der er ikke rigtig den her trussel. Så kolonien bliver stærkt reduceret. Og det sidste år i 1731, og det ved vi faktisk ikke så meget om. Der er der ikke ret mange tilbage. Altså den her koloni lever simpelthen en skyggetilværelse. Vi har de der sædvanlige stridbare gemytter, Fleischer, Pors og Landorph og så videre, de fortsætter med at sidde og skændes nærmest. Mens de ikke er ret... De tror de er 18 tilbage til sidst, og de laver ikke andet end at sidde og skændes. Og handelen er jo ad helvede til.
Rasmus Voss: De kan ikke finde ud af at fange hvalerne. Så året efter i 1731. Der beslutter man simpelthen at hvad hedder det, at nedlægge det hele? Så året efter kommer der et nyt skib. Det er 1731. Og der er Frederik den Fjerde, som var konge indtil da han er død, og hans søn Frederik... Christian den Sjette, undskyld, han er kommet på tronen. Og han, så er der kommet nye boller på suppen. Han synes, det er altså, det er simpelthen den største underskudsforretning så han lukker hele koloniprojektet ned. Altså begge kolonier siger vi evakuerer alt hvad vi har i Grønland. Hans Egede får lov allernådigst til at blive deroppe, hvis han har lyst med nogle håndgangne mænd. Dem, der gerne vil blive med ham, og så må vi se, hvad der sker hen ad vejen. Så alle bliver sendt hjem i 1731. Men de her grønlændere, det er jo sådan, at Pors og Landorph og alle de her folk, de har haft grønlandske tjenere, og dem vil de have med tilbage til Danmark. Og Hans Egede fraråder det. Han siger Det er ikke smart. Der har været grønlændere i Danmark før, og de er stort set alle sammen døde, men Pors og Landorph og de her folk, de insisterer altså på at få deres deres grønlændere med til København.
Rasmus Voss: Og det kan han jo ikke rigtig indvende noget mod, andet end han synes. Det er en rigtig dårlig idé. Og der sker fuldstændig det samme, som der er sket alle de andre gange de her grønlændere. De bliver selvfølgelig meget ud i vestligt tøj og bliver fodret med sukker og så videre og lever sådan en helt forfærdelig tilværelse som sådan nogle små dukker, der render rundt og, og de dør simpelthen en efter en. De dør alle sammen af kopper undtagen to, og de beder så om at komme hjem året efter, i 1733 tror jeg, de skal hjem, og de kommer hjem, og den ene bliver syg på rejsen og dør, og den anden kommer i land. Men han er blevet syg af kopper på vejen, så han dør ret kort efter, og han når at smitte alle grønlænderne med kopper. Og det er faktisk den store koppe epidemi, som man snakker om i Grønlands historie. Altså, i nogen grad kan man sige, at den her koppe epidemi, det er faktisk det aftryk, som den her fuldstændig militære ekspedition der er så fiasko, hvad hedder sådan noget, fiaskoramt, at det faktisk det er faktisk det aftryk, den et eller andet sted efterlader sig. Det er tusinder af døde grønlændere eller hundredvis af døde grønlændere. Hvor mange der nu er. Altså det er jo fuldstændig bizart.
Lasse Telling Madsen: Lidt senere vender ambitionerne om en koloni i Grønland dog tilbage. Men projektet i Nepisene får lov til at blive glemt og bliver til de overgroede efterladenskaber, man i dag kan finde i det nye UNESCO område.
Rasmus Voss: Hans Egede bliver på Grønland, og er der et år, så kommer der skib hjemmefra igen, og der får han gode nyheder. Og det er simpelt hen, at koloniprojektet bliver genoptaget.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling, for Nationalmuseets medie Vores Tid. Du kan finde udsendelserne på Vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.