Ernesto "Che" Guevara: 4 måneders rejse gennem Sydamerika

Bjørn Harvig: Hej med jer. Der er noget jeg lige skal sige, før vi går i gang. Torsdag den 4. September går den yderste grænse live på Bremen i København, og det bliver det største show, vi nogensinde har lavet, og vi får besøg af nogle af nutidens største danske opdagelsesrejsende. Rasmus Kragh, der er lige er gået alene til Sydpolen, har sagt ja til at komme. Katja og Martin, der har været afsted et år på deres cykler gennem verdens højeste bjerge, lægger vejen forbi. Og så har jeg lokket Rane Willerslev til at fortælle en helt særlig historie. Og det her, det er altså bare et udpluk af det fantastisk spændende program. Hvis du vil sikre dig billet, skal du gå ind på Bremens hjemmeside eller på vores tids sociale medier. Det er torsdag den 4. September. Glæder mig til vi ses.

Intro: Du lytter til en podcast fra Nationalmuseets mediehus, Vores tid.

John Andersen: Og når man kører i det der lidt højlandsplateau, så er det næsten som om man kan røre skyerne med hænderne. Det er en frihed, som er fuldstændig vidunderlig. Og så triller man bare af sted på sin motorcykel, og så kan man dreje lidt på håndtaget. Skyerne hænger næsten nede i panden på én. Der flyver man. Det er fantastisk.

Bjørn Harvig: Året er 1952. Den 23 år gamle argentinske medicinstuderende Ernesto "Che" Guevara drager sammen med sin gode ven Alberto ud på en motorcykeltur langs Sydamerikas vestkyst. Forhutlede og ofte på sultens rand og på en motorcykel, der gradvis falder fra hinanden, rejser de undervejs gennem meget social uretfærdighed. De besøger lokale hospitaler, får hjælp af politiet og er dybt afhængige af folks gæstfrihed. De mange skæbner og syge patienter, de besøger, brænder sig fast i bevidstheden på den unge Ernesto og kommer til at ændre hans liv og former den mand, som senere bliver en ledende figur i den cubanske revolution og kendt som en af verdens mest ikoniske revolutionære marxister. Du lytter til Den yderste grænse, jeg hedder Bjørn Harvig, og i denne sæson dykker vi ned i nogle af de historier, som jeg har drømt om at lave rigtig længe. Ekspeditioner, som har overrasket mig og holdt mig vågen om natten, og som jeg til tider også selv har drømt om at tage afsted på. Og nu skal de endelig fortælles og med til at dykke ned i dagens spændende historier har jeg min gode kammerat fra Eventyrernes Klub, John Andersen. Godt at se dig John.

John Andersen: I lige måde.

Bjørn Harvig: Det er efterhånden noget tid siden, du har været på besøg i studiet.

John Andersen: Ja, jeg kan godt lide at komme.

Bjørn Harvig: Ja, det er så godt John. Du er arkitekt, eventyrer og forfatter til en lang række rejsebøger, og så har du kørt i hjulsporene på Ernesto og Alberto, da du selv i 2018 også på motorcykel sammen med en god veninde rejste af samme rute som de to, hvilket blev til bogen, der også ligger her på bordet foran os 'Ad støvede veje rundt i Sydamerika'. John, hvad er det, du synes, der var så spændende ved den her rejse, de to tog ud på, så du selv havde lyst til at gøre det?

John Andersen: Det, som er helt afgørende, er, at Ernesto skrev en pragtfuld bog for rejsen, som hedder 'En motorcykeldagbog', og det er en klassiker for dem, som kører motorcykel på længere ture. Ikke dem der kører til Gilleleje for at få rødbeder og fiskefileter. Men når man kører lange ture flere måneder, så kender man til den historie. Da jeg læste den, så jeg, at der var mulighed for at lave en bog over denne rejse. Der er nogle pragtfulde citater, som jeg kunne bruge, og som kunne inspirere mig, mens jeg fulgte efter denne beskrivelse.

Bjørn Harvig: Så det er en rejse, der i hvert fald den vi skal på i dag, er af en eller anden form for dannelsesrejse. To unge mænd kommer til at se verden med nye briller, og deres liv bliver ændret. John, vi skal have snakket om forberedelserne, fordi i 1950 rejser Ernesto vist lidt alene rundt også på noget man måske vil kunne kalde motorcykel?

John Andersen: Ja, det er sådan en Diesella kunne man næsten kalde den, som har en lille motor på bagagebæreren. Og der rejser han sydpå til Patagonien, og på denne rejse er han klar over, at han skal lave noget mere. Han skal ud på en længere rejse, og der møder han sin gode ven Alberto, som har en Norton 500 kubik.

Bjørn Harvig: Og det er denne motorcykel, de kommer til at rejse med.

John Andersen: Kommer du.

Bjørn Harvig: Fortælle, hvad det er for motorcykel.

John Andersen: Der hedder Ponderosa, og det betyder, at den stærke og den er alt andet end stærk, men et meget smukt navn. Der i øvrigt en vildt god vin der hedder Ponderosa også. Den smager pragtfuldt og så pakker de selvfølgelig deres motorcykel med alt for meget gear. Og det er en fejl i øvrigt mange, mange gør, at de tager for meget med, uanset om man skal på motorcykel eller cykeltur. Ned med det hele. Og det har de så ikke erfaring med. Det er første gang, de skal lave sådan en rejse, så.

Bjørn Harvig: Hvem er de to?

John Andersen: Ernesto er jo 22 år. 23 år, da de tager af sted, men han holdt op med at studere. Eller han var faktisk færdig som læge på fire år, og Alberto er farmaceut, biokemiker og er færdig med sine studier.

Bjørn Harvig: Nogle år ældre.

John Andersen: Han er fem år ældre end Ernesto, så de er to næsten jævnaldrende fyre med meget forskellige temperamenter og meget forskellig tilgang til livet. Men de kommer fra samme miljø. Et lidt bedre miljø oppe nord for Buenos Aires i en lille by, der hed Rosario.

Bjørn Harvig: Og nu får de snart set, hvordan den virkelige verden er.

John Andersen: Den ligger og lurer. Den ligger og lurer.

Bjørn Harvig: Hvad tænker deres forældre?

John Andersen: Jamen, det gør alle forældre de er bekymrede, når nogle unge mennesker, som de jo er og tager af sted. Jeg har selv både børn og børnebørn, der lige pt. er ude i Østen, og man tænker lidt åh nej, hvad sker der nu med dem? Men forældrene har tillid og specielt Ernestos mor forstår godt, at han gerne vil ud i den store verden og se, hvordan den hænger sammen.

Bjørn Harvig: Måske lidt bekymret for, hvorfor han ikke får gjort det studie færdigt.

John Andersen: Det kunne man nok forestille sig. Men men i hvert fald. Han får carte blanche til at tage af sted.

Bjørn Harvig: Han har siddet 4 år bag bøgerne, og nu skal han afsted.

John Andersen: Han skal ud og opleve, må jeg.

Bjørn Harvig: Må jeg læse et kort citat op for dig? For det er jo sådan, at Netto laver den her fantastiske.

John Andersen: Motorcykeldagbogen.

Bjørn Harvig: Den fantastiske rejse. Og det bliver også den der berømte film, som jeg tænker mange har set. Men han skriver jo lidt om forberedelserne. Jeg kan næsten se scenen for mig. John. De to unge mænd sidder og drømmer. Det har du gjort så mange gange.

John Andersen: Næsten kan flyve.

Bjørn Harvig: Og så sidder de og snakker om, hvad kunne de godt tænke sig, at denne rejse skulle byde på? Hvor skulle de rejse hen? Og så skriver Ernesto: "Vi dagdrømte os til fjerne lande, sejlede på tropiske have og besøgte hele Asien. Og pludselig midt i drømmen riget, opstod spørgsmålet. Og hvis vi tager til Nordamerika, til Nordamerika, hvordan med Ponderosa mand? Det er motorcyklen. Det var sådan, vi besluttede os for rejsen, og den kom ikke på noget tidspunkt til at afvige fra de linjer, som den gang blev udstukket, improvisation. Albertos brødre stødte til, altså denne aften de sidder og drømmer, om en omgang maté blev dette ufravigelige løfte, der gik ud på, at ikke helme, før vores ønske var opfyldt, beseglet. Det som fulgte, var så en monotome kamp for at skaffe tilladelser og certifikater og papirer, det vil sige overvinde alle de forhindringer, som moderne nationer stiller i vejen for den, som gerne vil rejse."

John Andersen: Sådan.

Bjørn Harvig: Hvordan går det med den motorcykel der?

John Andersen: Altså navnet er jo skønt, for det hedder den stærke, men det er ikke nogen Ponderosa, det er en ældre motorcykel, som sandsynligvis har haft nogle skader, som de ikke har været opmærksom på, fordi de kan ikke styre den. Altså den er for tung og en mand på bagsædet og så stor bagage. Og så sandt som det er på pampassen, så kører de altså ustandselig så vælter de. Men de har ikke alvorlige ulykker med sig selv. Motorcyklen tager skade af det. Så knækker plejlstang, og der sker andre ting længere fremme. Men den er altså ikke toptunet den motorcykel.

Bjørn Harvig: Han bliver ret hurtig syg Che, for det er noget med, at han også er astmatiker?

John Andersen: Han er astmatiker, og han blev faktisk syg flere gange og nogle gange alvorligt. I begyndelsen er det sådan rimelig til at styre, men så da de kommer ind på pampassen, så bliver han pludselig alvorligt syg med feber og må ind på et hospital i nogle dage og få det stabiliseret, inden de kan rejse videre.

Bjørn Harvig: Jeg ved ikke, hvor meget tid der bliver brugt på det i bogen, men i filmen bruger de jo noget tid på at fortælle, at det er sådan nogle. Den ligner nogle anfald, hvor han nærmest er ved at dø, ikke? Så meget alvorligt. John, de har kørt fra Buenos Aires, og så kører de, hvad? Så kører de lidt sydpå, før de krydser kontinentet.

John Andersen: De kører nogle hundrede kilometer sydpå langs Atlanterhavet, og der er en smuk beskrivelse af Alberto, der står pludselig og kigger ud over det store Atlanterhav til Europa. Og så er det næste, du skriver i sin fantastiske bog: "Ja, ja, her står du og kigger ud i den store verden. Nu ligger der en verden foran os, som er lige så stor, som vi skal udforske." Så Så på den måde er han altså længere fremme i hele sin tanke omkring hvad sker der nu? Hvad ligger forud for os?

Bjørn Harvig: Og så krydser de indover.

John Andersen: Indover Pampassen, som det hedder. De der store flade område med, hvor der i øvrigt er en dansk lille familie, havde jeg nær sagt, vi havde en dansk koloni, og det er et meget smukt sted sådan set med masser af græs og masser af kvæg osv. Og der har de problemer med at styre motorcyklen, og det er dér, han bliver alvorligt syg. Og så kommer de ganske langsomt over til til østkysten. Og der sker selvfølgelig helt andre ting, for der krydser de Andesbjergene, og som giver et andet natur og en anden måde at køre på og vanskeligere og mange andre oplevelser.

Bjørn Harvig: Og de har jo egentlig ikke særlig mange penge med sig. Det bliver meget sådan improviseret. Hvad hedder det, impulsivt? De ved ikke, hvor de skal sove, og hvilke mennesker de skal møde.

John Andersen: Ja, det er sådan ligesom mange af os rejser i dag faktisk, at hele det her setup har de jo ikke. Men de løser det undervejs på forunderlig vis. Ernesto er charmerende. Det er helt tydeligt, at han er meget charmerende, og han kan gå lige i hjertet på folk på en meget positiv og kærlig måde. Og det gør, at alle dørene åbner sig stille og roligt for dem, fordi de er ikke aggressive. De er ikke voldelige på nogen måde. De er nysgerrige. De er. De vil gerne lære andre mennesker at kende, især andre kulturer, og på den måde har de en fin tilgang til livet, og det er det, der bringer dem frem hele vejen.

Bjørn Harvig: Og så bruger de deres uddannelse, og det er sådan, jeg vil næsten sige 'læge-visitkort'.

John Andersen: Ja, altså, de er lidt voldsomme på et tidspunkt. Så er der en journalist, der får fat på dem, og han skriver til en avis om, at nu er der to unge læger, som rejser rundt i Sydamerika, og de vil gerne have hjælp undervejs, hvor de kommer frem. Og dem skal man støtte, fordi det er et fantastisk projekt, de har gang i. Uden at de overhovedet aner, hvor de skal hen. På et andet sted møder de en borgmester.

Bjørn Harvig: Det får de fat i denne artikel, og den viser de til folk.

John Andersen: Ja, på et andet tidspunkt. Så møder de en borgmester, en af de små kystbyer og så inviterer borgmesteren dem hjem, og så fortæller de... Så spørger borgmesteren, hvor skal I hen. Ja, vi skal til Påskeøerne. Nå, skal I til Påskeøen? Ja, det er da fantastisk. Jeg skal nok lave anbefalinger længere nordpå og på den måde stille og roligt, for så gør det ikke aggressivt. Det gør det med et åbent hjerte. Så kommer de ind hos folk samtidig med det...

Bjørn Harvig: De kender spillet.

John Andersen: De kender spillet. Samtidig med det, så har de problemer med deres motorcykel, fordi til sidst går det helt galt, og så knækker hele rammen knækker og så kan de ikke gøre noget som helst. Og så tænker de hvad nu? Vi kan ikke efterlade dem, hvor de står. Fordi det står i ingenting, og så bliver de enige om at tage den blaffe nordpå med motorcyklen Ponderosa for at komme op til Santiago de Chile.

Bjørn Harvig: Ja, det er rigtigt, de får sat den på en lastbil, eller et eller andet.

John Andersen: De får den sat op på en lastbil, og så bliver de kørt op til Santiago de Chile, og der bliver den så efterladt. Og Alberto. Han står og græder sine mors tårer, fordi nu skal hans gamle kære motorcykel efterlades i Santiago.

Bjørn Harvig: Og hvorfor er det så egentlig måske endda blevet en gave? Altså at motorcyklen bryder sammen. Det vender jeg tilbage til lige om lidt. Men men men må jeg lige må lige, John, dykke ned i bogen igen og så skrive eller læse hvad du skriver om det her med at motorcyklen bryder sammen. Han skriver: "Nu begyndte et helt nyt kapitel i vores eventyr. Indtil nu havde vi været vant til vores dybt originale påklædning og Ponderosa, altså motorcyklens, ydmyge fremtoning, hvis astmatiske stønnen fyldte vores værter med medfølelse og påkaldte almindelig opmærksomhed. Og til en vis grad var vi vel fortsat vejens riddere. Vi tilhørte det ældgamle strejferaristokrati, og med vores læge titler som visitkort gjorde vi altid et uforbederlig indtryk. Men nu var vi blevet reduceret til to bumser med bylter på ryggen og med vejens skidt klæbet til vores bukser som en trist påmindelse om den aristokrati, vi engang havde tilhørt."

John Andersen: Det var en vidunderlig beskrivelse. Det er jo fuldstændig fantastisk, og det er det, der er vidunderligt ved bogen. At de der refleksioner vender han tilbage til igen og igen, som viser, at det er en meget begavet fyr, man har med at gøre. Han er okay. Han er 23 år. Han er halvt igennem sit studie, havde jeg nær sagt. Men, men han er begavet, og han forstår at bruge sin begavelse på en positiv måde. Og det er jo fantastisk flot.

Bjørn Harvig: Hvorfor tror du, at de egentlig tænker: 'Det blev alligevel en gave for rejsen, at den motorcykel brød sammen?'

John Andersen: Det gav en meget bedre kontakt med folk, almindelige mennesker som lastbilchauffører, som en redaktør, som en borgmester, som nogle fattige mennesker. Altså hele det setup af de folk, de møder, giver dem det der store flotte, især Ernesto, perspektiv af, hvordan hænger livet sammen.

Bjørn Harvig: Men John er lidt påfaldende, ikke. Vi kender historien som motorcykeldagbogen, men store dele af rejsen er jo egentlig uden motorcyklen.

John Andersen: Det er det.

Bjørn Harvig: Og mange af de vigtige ting, vi kommer til at snakke om lige om lidt.

John Andersen: Absolut.

Bjørn Harvig: Det er efter at motorcyklen bryder sammen.

John Andersen: Jeg kender det fra mig selv, fordi jeg lavede en tur igennem Sibirien, hvor jeg kom til skade og så den sidste fjerdedel af min rejse. Den kom uden motorcykel. Det kan ske, men den fortsatte.

Bjørn Harvig: Det er ret interessant. De hopper af motorcyklen og den der tosomhed, som de har haft nu. Nu er de. Nu er de måske endnu mere afhængige af at stå og tomle.

John Andersen: Meget mere afhængig af den tommelfinger og de folk, de møder undervejs. Der er også problemer.

Bjørn Harvig: Et vigtigt nedslag er jo et hospital de de besøger formentlig fordi de har gået og sagt, at de er læger og gerne vil se de her patienters forhold, og hvor de faktisk. Jeg tror måske for første gang, at de ser nogle døde mennesker. Ja.

John Andersen: Ja, det kan i hvert fald stort indtryk på ham. Og han har et lille citat i bogen, går jeg ud fra.

Bjørn Harvig: Jeg sidder og bladrer. Skal jeg læse højt?

John Andersen: Ja, meget gerne. Ja.

Bjørn Harvig: "Når man står over for et døende menneske, hvis yderste horisont altid har været morgendagen, fatter man pludselig omfanget af den tragedie, som holder proletariatet slavebundet verden over. I døendes øjne som disse aner man en underkuet bøn om tilgivelse og en desperat længsel efter trøst, som fortaber sig i tomheden. Hvor længe denne tingenes orden baseret på en absurd idé om kaster endnu vil fortsætte, er noget, der ligger hinsides min dømmekraft. Men tiden er kommet, hvor regeringscheferne burde bruge mindre tid på at propagandere for deres styres fejltagelser og flere, mange flere penge på at få sat nyttige sociale projekter i gang."

John Andersen: Der begynder en politiker at vågne op i ham.

Bjørn Harvig: Er du da gal, mand!

John Andersen: Det er jo stærke ord, ik? Og det er jo altså hele den første del af rejsen. Er det motorcyklen, det handler om? Der er det Ponderosa og dens liv i virkeligheden? Men nu er det mennesker, det handler om. Og mennesker har en helt anden dybde i hans sind, og han bliver klar over, at det er den vej, jeg skal. Altså, jeg skal gøre noget for disse mennesker.

Bjørn Harvig: Det er en ny verden, John, han møder. Det er nogle ting, han aldrig har set før.

John Andersen: Lige præcis.

Bjørn Harvig: Folk, der har levet under kummerlige forhold. Så beslutter de, at de vil hoppe på et skib.

John Andersen: Ja, det er en vanvittig historie. Valparaiso, nord for Santiago. Der finder de ud af, at nede i havnen er der skibe, der går op langs kysten. Og det er en kyst, der er fyldt med... Det er en ørkenkyst, og der er ikke meget at se. Og der er ikke byer, de kan besøge. Så de finder ud af, at de skal ombord på et skib. Og så møder de en kranfører. Og denne kran.

Bjørn Harvig: Og de har ingen penge.

John Andersen: Nej, denne her kranfører, han han siger: Jamen, I kan godt komme ombord. Jeg skal nok sige til, når der er fri bane. Så kan I lige hoppe om bord på skibet der. Og så i løbet af natten bliver de så vejledt til, at nu er det. Og så hoppede de ombord. Og så låser de sig ind på toilettet på det her skib. Men da de så har låst sig inde på toilettet. Og der kommer nogen og banker på, for de vil gerne ind. Men så siger de. Optaget. Optaget. Optaget. men toilettet...

Bjørn Harvig: Det er så ulækkert.

John Andersen: Det er så ulækkert, fordi der er en, der havde kastet op. Og brækket sig derinde. Og så hele kummen var fyldt med bræk. Og der går altså ikke ret lang tid. Så bliver Alberto altså virkelig dårlig og må kaste op og kaste op over det hele. Og til sidst efter mange timer eller et døgn, så siger de nej tak. Nu kan vi ikke klare mere af det her. Nu må vi gå til bekendelse, og de låser sig ud af toilettet og kommer op til kaptajnen. Og han bliver selvfølgelig først lidt bøs, men samtidig falder han for de to charmerende unge mennesker, og så får de faktisk lov til at fortsætte rejsen op nordpå.

Bjørn Harvig: Og så er det noget med, at de skal arbejde for at gøre godt, for de har sneget sig ombord og Alberto. Han får et okay fint job i køkkenet, men Ernesto skal gøre lokummet rent.

John Andersen: Han skal gøre, han skal gøre toilettet rent, så... Han har ikke kastet op. Det er Alberto.

Bjørn Harvig: Han er pissesur. Det var Alberto der brækkede sig..

John Andersen: Men de kommer ikke op og skændes.

Bjørn Harvig: Nej, og det er fantastisk. Så kommer de i land og begynder at blaffe, og så har vi, tænker jeg, også et af de andre store højdepunkter, John, det er, at de besøger de her mine-byer.

John Andersen: Ja, det er jo altså nogle af verdens stadigvæk i dag største kulminer, og der er tusinder af arbejdere, der arbejder derude, og der opdager de. De ser den kummerlige tilværelse, de har, de her stakkels mennesker. De får stort set ingen penge. De bliver udnyttet på det groveste. Og der møder de en familie på på vej op til en af minerne. Og der sidder en kvinde med sine to børn og Ernesto snakker med hende. Og hun siger, at hun venter på sin mand. Hun ved ikke, hvornår han kommer ud. Hun håber, han har brød med, når han kommer ud. Men det er ikke sikkert. Fordi nogle gange får de ikke noget alligevel. Og så siger Ernesto, her har du en dollar. Og så giver han deres sidste dollar til hende. Så går der nogen tid. Der går. Jeg tror 8 14 dage. Hvor de skal betale for en lastbiltransport op mod Cuzco. Og der siger Alberto, jamen du har jo pengene. Nej, det har jeg ikke. Jamen, du fik jo pengene. Nej, jeg har foræret dem til den kvinde med de to børn. Og først var de oppe at skændes om det, men Alberto kunne godt se, det var det rigtige at gøre. De havde ikke meget, men de andre havde slet ikke noget. Så på den måde, deres uvenskab det kom. Kom. Ja, det blev godt igen.

Bjørn Harvig: Når man læser bogen John og ser filmen, så virker det som om, at nogle af de her besøg på hospitalerne, men også at i særdeleshed besøget ved minen. Der var også en. De sidder også en aften omkring et lejrbål med os to fattige minearbejdere og så videre. Det er der, den der politiske idealisme på en eller anden måde begynder at boble frem.

John Andersen: Den boblede frem. Altså den uretfærdighed med dem, der laver det hårde arbejde.

Bjørn Harvig: Det er nok uretfærdigheden, der fylder.

John Andersen: Den fylder meget.

Bjørn Harvig: Ja, så tror du han på det tidspunkt tænker denne her rejser har sat nogle spor, som er umulige at slette... Eller er det for tidligt?

John Andersen: Ja, jeg tror faktisk det er rigtigt, at han er klar over, at han skal ikke fortsætte det liv, som han egentlig havde troet. Der skal ske noget andet. Men han er ikke bevidst om, at det skal være en revolution på den måde, som det ender med at blive. Men det er en helt anden ting. Men det er klart, at det har påvirket ham så voldsomt, så han tager en ny kurs, hvor den så ender. Det har han jo ikke klar over på det tidspunkt. Det er først meget senere.

Bjørn Harvig: Men noget, der måske hjælper ham til, at de her brikker skal falde på plads, er jo, at han i maj '52 kommer til Lima og møder ham her Hugo Pesce, som er videnskabsmand og vist også en toneangivende lokal marxist.

John Andersen: Han er sådan en marxist af bedste klasse, kan man sige. Altså retfærdig og absolut. Og han fortæller, hvordan det hænger sammen, og hvordan man politisk kan gå ind og ændre på tingene, hvis man er stærke og mange.

Bjørn Harvig: Han er direktør for det Nationale Spedalskhed-program og giver dem også en masse materiale, de skal læse. Og jeg ved ikke, om det er ham, der måske sætter dem i forbindelse med, hvad der også lige om lidt kommer.

John Andersen: Til at ske. Det er det, fordi han fortæller om det hospital, der ligger inde i Amazonas. Og det går de så funderer over, bliver de enige om. Det må vi ind og se, og det har de begge to interesse i. De er jo mediciner begge to. På sin vis, og det er der bliver sat i søen, at vi må ind til det der hospital, der ligger inde i Amazonas.

Bjørn Harvig: Hvordan kommer de derind, John?

John Andersen: Det gør de i to omgange, at der går et transportskib med passagerer. Det første stykke og så det andet stykke der kommer de ud på en tømmerflåde, og det er så en anden historie. Men de kommer ind med et transportskib og kommer ind til den her lejr.

Bjørn Harvig: Hvordan ser det ud?

John Andersen: Ja, altså, det er jo et junglehospital, for det første. Det ligger inde i regnskoven, og det er ret kendt og stort hospital, fordi det er en omsiggribende sygdom, altså at være spedalsk. Så derfor har man bygget det store hospital. Og der opdager de så, at lejrene er delt imellem to. På den ene brede, der ligger hospitalet med alle de faciliteter, der hører til. Læger og sygeplejersker og så videre over på den anden side. Der er alle de spedalske, dem der er syge, de er isoleret på den anden side af floden, og man troede dengang, at de smittede bare ved berøring. Det gør det jo ikke, men det troede man dengang. Så der er de der skel imellem de to grupper. Dem, der er syge, og dem, der skulle passe på dem og får dem helbredt. Og så på et tidspunkt. Jeg tror, der er gået omkring 14 dages tid eller sådan noget. Så har han fødselsdag i næste uge. Har fødselsdag. Man bliver enige om, at der skal laves en fest for de to kommende læger, som begge to er fremme i skoene med deres uddannelse. Så der skal være en fest. Og på grund af hans fødselsdag er næste uge. Og så tænder man lys og bål. Men ovre på den anden side, der står så alle de dårlige, syge, spedalske og kigger.

Bjørn Harvig: De er ikke inviteret.

John Andersen: De er ikke inviteret. Og så siger Ernesto: Hvorfor er de ikke inviteret? Jamen, de smitter. De er farlige. Vi kan ikke røre ved dem osv. Han siger, det er noget sludder. Og så tager han tøjet af og hopper i floden. Så han svømmer over med anstrengelser, og Alberto står og ryster og siger: Jamen, det kan du ikke. Du drukner, du har, du har astma, og det går galt. Og kom nu tilbage. Kom nu tilbage. Men han fortsætter. Han fortsætter, og han fortsætter. Og det er en lang, en lang svømmetur. Også fordi der er strøm. Og da hun så kommer over udmattet på den anden side, så bliver han hevet op af de her spedalske almindelige mennesker, som det i virkeligheden er. Og de klapper og hopper. Hurra! Og han er glad, fordi nu har han delte sin fødselsdagsglæde også med dem der er syge.

Bjørn Harvig: En fantastisk smuk scene.

John Andersen: Utrolig historie.

Bjørn Harvig: Jeg brænder inde med et andet citat måske. Det sidste citat fra i dag fra bogen. Og det er jo, jeg kan ikke huske om det er i forbindelse med fødselsdagen. Jeg tror det er i forbindelse med den sidste aften de harder hvor han ligesom skal holde en form for tale og sige: "På vegne af Alberto og jeg, tusind tak for at vi har kunnet være her. Det har været en smuk og stærk oplevelse. Jeg vil gerne tilføje noget, som ligger lidt uden for denne skåls emne, selv om vores ubetydelige personer ikke tillader os at være talsmænd for jeres sag, tror vi. Og efter denne rejse mere end nogensinde er, at opdelingen af Amerika i tvivlsomme og illusoriske nationaliteter er komplet fiktiv. Vi er én eneste race af mestizoer fra Mexico til Magellanstrædet udviser bemærkelsesværdige etnografiske ligheder. Derfor, idet jeg prøver at frigøre mig fra denne enhver snæversynede provinsialisme, skåler jeg for Peru og et forenet Amerika."

John Andersen: Det er jo store store ord.

Bjørn Harvig: Der er en politiker og en politiker in spe.

John Andersen: Der er han er han ved at få fat i Kalashnikoven for at gøre indgreb, men det er stadig på et forstadie. Men, men spiren er sået, frøet er sået, og det er begyndt at spire. Så så han han er godt klar over, at der skal gøres noget. Jeg må tage aktion. Ikke bare kigge på det, som han nu havde gjort hele vejen. Men nu må jeg virkelig gå i aktion, og det er dér, at deres veje skilles, Alberto og Ernesto.

Bjørn Harvig: Alberto vil blive, og Ernesto vil rejse videre. Men det lader til, at det lader til, at oplevelserne, John, ved spedalskhedshospitalet har sat dybe spor, men også at de har sat nogle spor. For da de rejser næste morgen, har de syge bygget en tømmerflåde til dem.

John Andersen: Og det er jo vildt, at de at de så siger: Okay, vi har lige en hage på det her eventyr, der skal fuldendes og så ud på en tømmerflåde, og så lader de sig drive ned af Amazonas.

Bjørn Harvig: Og må jeg bare lige sige John i en parentes, er det her ikke et par år efter Thor Heyerdahls kon-tiki?

John Andersen: Jo, det er det, jeg tror. Det må jo være.

Bjørn Harvig: Kon-tiki er slut 40'erne og Ernesto skriver: "Det var vores egen Kon-tiki". Den rejser det nedad.

John Andersen: Ja, ja, helt vildt.

Bjørn Harvig: ja, helt fantastisk. Hvad sker der så? Du siger, at de skilles kort tid efter?

John Andersen: Ja, de skilles kort tid efter den sidste rejse på tømmerflåden og Alberto bliver, og han vil lave et hospital. Og det lykkes faktisk på et eller andet tidspunkt meget senere, at han forlader et hospital mere, og Ernesto tager til Bogotá og flyver så til til Florida, og derfra skal han tilbage til Buenos Aires. Og der vender han så et stykke tid på en hestetransport med fly, som så gør, at han kan komme tilbage til Buenos Aires. Og der er han så indtil '55, og i 55 tager han til Florida. Og der sker så skæbnehistorien med historien, at han møder Castro, og Castro kalder ham for "Che", 'kammerat'.

Bjørn Harvig: Ja, det er dér, han får det.

John Andersen: Han får navnet "Che". Det er Castro i '55. Og der bliver han til Che Guevara, og han begynder så at få den der voldsomme indflydelse, som han sidenhen fik.

Bjørn Harvig: Og det tænker jeg, at det er en helt anden podcast.

John Andersen: Fuldstændig. Det er en helt anden historie.

Bjørn Harvig: Den skal vi ikke have med i dag.

John Andersen: Den er lang, og den er vanskelig, og den er fyldt med brændpunkter også i det politiske i dag. Altså.

Bjørn Harvig: Det her bliver en historie om om to unge mænd, der rejste ud, og så kommer de hjem forandrede. Er det sådan, at enhver rejse bør være?

John Andersen: Især når man er ung, Fordi det kræver også, en ting er, at man er forandret. Men det kræver også, at man har et sind, og at man også har en alder til at modtage det og bruge det i sit liv, der ligger forude. Og det er jo det, der er det skønne ved ungdommen, at den er uspoleret, den er modtagelig, de lader sig inspirere og lade sig påvirke af alle de der ting. Og så til sidst kommer der et resume, kan man næsten sige, at de får det brugt i deres videre fremfærd i verden.

Bjørn Harvig: Så det gælder om at få rejst, mens man er ung?

John Andersen: Ja, og længe.

Bjørn Harvig: Længe, så man kan få lagt sit liv om.

John Andersen: Netop.

Bjørn Harvig: John. Hvor har det været spændende. Tusind tak for dit besøg. Den yderste grænse er produceret af Nikolai Sørensen og Bjørn Harvig for Vores tid. Redaktør er Troels Donnerborg. Du kan finde serien og andre spændende historiske podcasts ved at søge på Vores tid i din podcast app.

Outtro: Du har lyttet til en podcast fra Nationalmuseets mediehus Vores tid.