Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
Er genbrug en ny tendens?
Et fund fra vikingetiden viser en grav, hvor en rig mand har valgt at lade sig sende afsted iført genbrugsmaterialer, hvilket var meget usædvanligt for hans tid. I 2022 står modeblogger Johanne Stenstrup til modekonference, hvor genbrug og bæredygtighed er de vigtigste fokuspunkter. Denne episode undersøger vores forhold til påklædning gennem historien og hvor vi er på vej hen.
Er genbrug en ny tendens?
19.SEP.2022Bag podcasten
Medvirkende: Arkæolog og tekstilekspert Ulla Mannering og modeblogger Johanne Stenstrup
Vært: Sanne Cigale Benmouyal
Udvikling, tilrettelæggelse og klip: Mathias Bundgaard
Redaktør: Rikke Caroline Carlsen
Produceret for Vores Tid og Heartland Festival med støtte fra Novo Nordisk.
3:5 Er genbrug en ny tendens?
Sanne: Tænk, hvis du kunne gå tilbage i tid og starte verden forfra. Vildt tankeeksperiment! Det kan du ikke, men tænk, hvis du kunne. Den drøm har jeg i hvert fald. Men selvom jeg ikke kan rejse i tid, så kan jeg noget andet. For godt nok kan fortiden ikke laves om. Til gengæld kan vi lære af den. I denne podcast vil jeg lytte til vidende, nysgerrige mennesker, der kan fortælle mig, hvordan vi kan se på verden forfra. I fem afsnit krydser forskere, kunstnere, historikere og meningsdannere perspektiver på, hvordan vi kan se på verden på en ny måde, når aktuelle emner ser sig selv i fortidens spejl. Velkommen til Verden Forfra.
Johanne: I dag har jeg et orange hørsæt på. Så det er et par løse bukser og en skjorte. Det er måske lidt pyjamasagtigt, men så har det en pangfarve. Så har jeg et par røde, brune og hvide Adidas-sneakers på, som jeg har fundet i genbrug - men online genbrug, så jeg har søgt efter dem. Og så har jeg en brunlig jakke på, som er lavet af patchwork. Den er faktisk tre par bukser, som er klippet op og syet til en jakke.
Sanne: Den stilbevidste kvinde i det orange hørsæt hedder Johanne Stenstrup. Hun er modeblogger, kendt fra sin hjemmeside www.bedremode.nu og har skrevet en bog og lavet en podcast om, hvordan vi får en mere bæredygtig garderobe. Det er en underdrivelse at sige, at modebranchen fylder en stor del af hendes hverdag. I dag er hun omgivet af ligesindede i Operaen i København.
Johanne: I dag til Global Fashion Summit, som er et årligt event, hvor den internationale mode- og tekstilbranche mødes for at snakke om alle de problemstillinger, der er inden for bæredygtighed. Og vi er her i Operaen, hvor det er blevet holdt en del gange. Det er simpelthen direktører, sustainability-chefer og fancy mennesker, der diskuterer de helt store problemer sammen med aktivister, konsulenter og videnskabsfolk. Man kan se masser af mennesker, som virker til at have det godt i deres tøj. Så kan man se rigtigt mange mænd i blå skjorter eller hvide skjorter. Så det er lidt sjovt på en måde, at der er rigtig mange mænd, der bestemmer en masse, men ikke lige dem, der nødvendigvis shopper og udtrykker sig allermest. Der er dog nogle få mænd, vi kan se hernede. Jeg tror måske, at det er Mads Nørgaard, der står der i det stribede halstørklæde. Han skiller sig lidt ud, ikke? Men ellers er der rigtig mange slipsemænd, og sådan er det meget i denne branche. Det er modetøjet, der skriger. Sådan har det jo ikke altid været historisk set, men sådan har det været de sidste rigtig mange år. Og det er også modetøjet, der forurener rigtig meget, fordi det er det, der produceres rigtig meget af.
Sanne: Mode- og tøjbranchen er i identitetskrise. For hvordan ændrer man image fra klimasynder til bæredygtig firstmover, når moden i sagens natur skifter i takt med årstiderne? Genbrug og bæredygtighed er vigtige elementer, når man skal appellere til kunder i dag. Men hvordan har vores forhold til påklædning udviklet sig igennem historien, og hvor vi er på vej hen? Vi vender tilbage til Johannes Stenstrup og modekonferencen senere. Nu skal vi høre fra én, der har specialiseret sig i viden om, hvordan vi mennesker har valgt at klæde os på langt tilbage i tiden.
Ulla: Mit navn er Ulla Mannering. Jeg er forskningsprofessor på Nationalmuseet, og mit arbejdsfelt er forhistorisk tekstil og dragt. Altså, hvis man ser på både vores tekstil- og dragthistorie fra bronzealderen til jernalderen og til og med vikingetiden, så er det i hvert fald sådan, at vi kan se, at man i bronzealderen stort set bruger de samme tekstiler og materialer. I ældre jernalder bruger man stort set de samme tekstiler og materialer jævnt hen over den store del af befolkningen, som vi har tekstiler bevaret fra. Men der sker noget nyt, når vi kommer ind i slutningen af jernalderen og ind i den periode, som vi kalder vikingetiden, som er den sidste del af vores forhistoriske periode. Der får vi pludselig nogle nye materialer ind, som ikke er lokalt producerede. Og det er netop silke og guld- og sølvtråde, som man bruger som forskellige dragtdekorationer. Og det er ligesom her, at luksusdekorationer for første gang dukker op i vores dragt. Og det er faktisk en helt ny ting.
Sanne: Her kan man tale om en meget simpel model for, hvad det gjaldt om at udtrykke med sit tøj, nemlig sine ressourcer, sin rigdom. Der var ikke meget fokus på underspillethed eller mådehold i en verden, hvor alt, der glimter, er guld, og hvor dragten er udstillingsvindue nummer et. I dag er fokus ikke i lige så høj grad på at udtrykke, hvor mange penge man har, men mere udtrykke sig selv. Det mener Johanne Stenstrup, der føler, at hendes tøjvalg er en daglig fortælling om, hvem hun er.
Johanne: Der er rigtig mange, der bruger tid på at finde deres stil og i hvert fald sukker over, at de ikke kan finde en stil. Det er megasvært at definere en stil, men det har hjulpet mig at fokusere på elementer, jeg godt kan lide, og som jeg virkelig elsker. Og så at stå fast i, at mit tøj fortæller en historie om mig og vide, hvad den historie er. Fordi tøj fortæller altid en historie om mennesker. Og jeg har bare valgt at tage ejerskab over den historie og være medfortæller i den. Og det giver mig en stor selvtillid. For eksempel er vi her på et event, hvor der er megamange smarte mennesker. Jeg kan sgu godt få lidt mindreværd og tænke, at jeg ikke er lige så smart som dem. Men så tager jeg ligesom et skridt tilbage og siger "Nej, men det, jeg har på, fortæller en historie. Jeg ved, hvad det er. Jeg ved, hvad det er for nogle materialer, og hvorfor jeg kan lide det." Okay, så er jeg grounded i mig. Fordi vi kan meget hurtigt klæde os på - især som kvinder - for alle mulige andres skyld. Så det at jeg netop sætter det sammen og fortæller en historie har nogle elementer, som gør mig glad. Det tager det tilbage. Så klæder jeg mig på for mig. Jeg har brugt rigtig mange år på at kuratere en garderobe, som passer præcis til mig og mit humør. Og det har jeg gjort, fordi jeg kender mine yndlingsfarver og mine yndlingsmaterialer. I dag var det et sådan lidt mærkeligt halvlunt, halvvådt vejr, så der har jeg taget hør på. Hør er et fantastisk materiale, som vi altid har gået med i Norden.
Sanne: Og det er lidt sjovt, at det lige netop er hør, som Johanne fremhæver. For det er et stof, der bogstavelig talt trækker tråde hele vejen op gennem vores tekstilhistorie.
Ulla: Brændenælde og hør er nogle plantefibre, som vi ved, har haft en ret stor betydning i det at kunne producere tekstiler og dragter i forhistorisk tid. Men de er ikke altid, hvad de ser ud til på overfladen. De trækker nogle ret kraftige spor efter sig, i og med at de koster noget at kunne tilvejebringe. I dag kan vi jo godt lide naturmaterialer, og i dag giver vi en stor værdi til naturmaterialer. Det er lækkert med uld. Det er lækkert med hør. Brændenælde er slet ikke et stykke tekstil, som man overhovedet kan få i dag, medmindre man selv har lyst til at producere det. Det findes ikke. Det laves ikke kommercielt. Men jeg tror ikke, at man i forhistorisk tid har kigget på det på den måde, for de har altid været nødt til at bruge materialer fra deres lokale omgivelser. Så for dem har det været en helt naturlig del at bruge de materialer, som de har haft i deres omgivelser. Og de har jo været en del af det produktionsliv, som har foregået på en gårdsenhed. Men i vores samfund er det jo helt klart, at vi i dag er så afhængige af ikke-naturmaterialer. Altså, det meste af vores tekstil og dragt bliver jo produceret af nylon, af polyester. Og det er billige materialer. Så derfor ligger tillægger vi jo i dag også en højere værdi til naturmaterialer. Men de har også en højere værdi, for de er faktisk mere omkostningstunge at producere end det materiale, som vi får fra de kunstige fibre. Og så kan vi jo begynde at diskutere, om det er mere behageligt at have en uldtrøje på, som er lavet fra et får, end det er behageligt at have en uldtrøje på, som er lavet af nylon eller polyester. Moderne mennesker bliver overraskede over, at der altså indlagt i materialerne er nogle egenskaber, som påvirker vores krop ret kraftigt. Og det skal vi selvfølgelig ikke underkende. Det skal vi faktisk blive bedre til at bruge i den måde, som vi designer vores materialer på.
Sanne: Om du vil udtrykke miljøbevidsthed, stil eller, ja, bare vise, at du er ligeglad, så er dit tøj faktisk en af de første fortællinger om dig selv i mødet med et andet menneske. Der kæmpes foran spejlene rundt omkring for at finde balancen mellem ikke at skille sig for meget ud, men samtidig finde noget personligt og unikt, der er en del af det outfit, man går ud og møder verden med. Spørgsmålet er, om det fænomen kan spores historisk. Det kan et fund fra vikingetiden faktisk give os et svar på.
Ulla: Et rigtig interessant fund og et meget vigtigt fund, vi har fra vikingetiden, er graven fra Bjerringhøj. Det er en mandsgrav, som blev fundet i 1868, så den er udgravet for rigtig mange år siden. Den tilhører Nationalmuseet og er faktisk også udstillet her. En del af tingene er udstillet. Graven er dateret til 970 efter Kristi fødsel, så det er virkelig i den klassiske vikingetidsperiode, han blev gravlagt. Han er gravlagt i et kammer under en stor høj. Så hele gravkonstruktionen oser af, at han er en velhavende mand. Og han er derudover gravlagt i en kiste, hvor han er blevet lagt i sin dragt. Det er den grav, hvor vi faktisk har allerflest tekstiler fra en mands kontekst fra vikingetiden i Danmark. Han springer helt ud af den måde, som vi normalt opfatter dragt på i forhistorisk tid. De er faktisk meget mere traditionelle og påpasselige med ligesom at ligge indenfor standarderne for, hvordan man skal se ud. Han stikker simpelthen af. Han flasher, at han har adgang til eksotiske varer, og at han har adgang til de lækreste pelse. Han har adgang til farvede tekstiler, han har adgang til guld- og sølvindvævede brikbånd, som har dekoreret hans tøj. Så her er der bare slet ikke nogen smalle steder. Han iscenesætter sig selv som en fyrste - må vi tro - som virkelig har adgang til rigtig mange ressourcer. Og alligevel kan vi se, at der også er noget genbrug i hans dragt. Så genbrug er ikke i hans optik og har ikke nødvendigvis i denne verden været en dårlig ting, men også en måde at vise, at man havde en forankring i det lokale. Og han viser alt det fantastiske, som man kan få adgang til i vikingetiden. Men han viser også, at han har fødderne godt plantet i den skandinaviske og lokale tradition. Så vikingetiden er i virkeligheden en utroligt sjov periode, hvor moden og dragten og måden at iscenesætte sig på stikker af i forhold til, hvad den har gjort tidligere. Og det synes vi jo er utroligt spændende. Så man skal heller ikke forestille sig, at det i vikingetidens samfund var nødvendigt, at alt skulle være spritnyt for at have en værdi. Måske havde dette tekstil, netop fordi det var dekoreret, haft en speciel funktion i hans liv. Det havde måske tilhørt en bestemt del af hans husholdning eller var lavet af nogle mennesker, som stod ham meget nær. Og netop derfor - på grund af denne personlige relation - bliver det lavet om til en dragtdel. Men det er et unikum, og vi ser ikke, at andre tekstiler - af det, som er bevaret fra vikingetiden - overhovedet er blevet broderet. Så her kigger vi virkelig ned i en kontekst, som giver et meget personligt billede. Selvom det ikke er et komplet billede, så giver det et meget personligt billede af, hvordan denne mandsdragt er blevet konstrueret, og hvilke forskellige betydninger, den har haft.
Sanne: Vi har altså altid brugt beklædning til at give os et personligt udtryk. Om det så er det tøj, man vælger at tage med sig i sin vikingegrave, eller det man tager på til modemesse i 2022. En fællesnævner for manges udtryk i dag ses i bevægelsen mod det bæredygtige. Det er nemlig også en historie, som modeverdenen helt overordnet gerne vil fortælle om sig selv. Og hvorfor vil den egentlig så gerne det? Det spørger vi Johanne om.
Johanne: Jeg tror, at der er forskellige grunde til, at branchen gerne vil omstille sig. Nogle mener helt nede i hjertet, at det er det rigtige. Andre er bange for shitstorms, og andre igen vil gerne være med på trenden. Bæredygtighed er blevet trendy. Men de fleste, der er her, fornemmer jeg, har et reelt ønske om at gøre en forskel. Og så tror jeg, det hjælper med den klimadagsorden, der er generelt i samfundet. Vi vil ikke stå tilbage for de andre industrier. Det er blevet udregnet, at modeindustrien er den fjerde mest forurenende i Europa. Så det er svært ikke at gøre en forskel, når man ligesom ser det sort på hvidt på den måde. Der har været stort fokus på greenwashing i branchen. I starten lavede man meget 'capsule collection' og små initiativer, og det er ikke helt det, der går længere. Nu skal alle de store virksomheder, og også gerne de små, lave reelle mål, der går på hele deres virksomhed. Men vi ser stadigvæk rigtig mange af disse små initiativer hist og her. Branchen siger, at det er fordi, de har brug for at eksperimentere i et lille område. Men der er brug for, at vi ændrer på kerneforretningen. Og det ser vi flere, der har gode intentioner omkring. Men vi mangler stadigvæk at se de helt store cases på dem, der går ind og gør det. De mener, at forbrugerne ikke er villige til at betale og klar til at omstille sig. Men i virkeligheden findes der masser af viden om, hvad vi godt kan lide. Vi kan godt lide tøj, der passer godt. Tøj i dag passer utroligt dårligt på mennesker. Pasformen er dårlig, og størrelserne er for snævre. For eksempel kan sådan en som mig, der snart vejer omkring 80-85 kilo, snart ikke passe tøj i en helt almindelig tøjbutik. Og jeg ligger under normalkurven - altså gennemsnitligt for kvinder i Danmark på min højde. Så der rigtig meget der, de kunne starte med. Noget bedre design, der holder. Og så se, om vi ikke gider betale for det. For det er faktisk også det, der er det mest bæredygtige. Noget, jeg synes har potentiale til at rykke rigtig meget, er et initiativ, vi ser, hvor virksomhederne begynder at tage deres eget tøj tilbage og gensælge det. For så rammer de nogle forbrugere, som ikke er vant til nødvendigvis at købe genbrug. Fordi i en almindelig Røde Kors eller en velgørenhedsgenbrug kan man ikke nødvendigvis gå ned og finde det ene brand, man elsker, og man kan ikke finde flere størrelser. Så der findes forskellige løsninger i dag, hvor et brand på deres eget hjemmeside kan begynde at gensælge tøj. Og det gør, at man opfordrer til, at tøjet kan bruges længere. Det gør, at man går imod sådan en hurtig kultur, og man viser, at tøj har værdi i flere sæsoner. Lige nu ser vi det som et 'add on' - altså man tilføjer det. Men jeg tror, at det på sigt kan være mere den del af forretningen, man vækster, og så behøver man måske ikke vækste nyproduktion så meget. Så jeg er meget forhåbningsfuld omkring. Et andet initiativ, som vi så blev lanceret her i går - som er både kontroversielt, godt, men også lidt farligt - er en kæmpestor kinesisk fast fashion-gigant. Jeg tror ikke, jeg behøver sige navnet, for alle ved præcis, hvad vi snakker om. De er gået ind og giver penge til disse kæmpe tekstil-, affalds- og genbrugsmarkeder i Afrika. Så de vil simpelthen gå ind og substituere, at der bliver ryddet op, for de ved godt, at deres tøj ender der. Og det, kan man sige, gør rigtig godt i Afrika. Det er rigtig godt, at der kommer nogle penge til denne affaldsoprydningsopgave, som længe har været underprioriteret. Men er det bare carte blanche for, at de kan blive ved med at producere, bare fordi de begynder at betale for oprydningen? Det er kontroversielt, og på nogle vil kalde det at flytte fokus fra problemet, som er overproduktion.
Sanne: Kigger man historisk på det, er det fuldstændig naturligt, at vi ikke bare tilpasser vores tøjvaner til tidens tern, men også til udefrakommende faktorer som f.eks. mangel på ressourcer.
Ulla: Perioderne forandrer sig. Vi har jo forskellige kulturhistoriske perioder, som er karakteriseret af forskellige måder at organisere sig på og forskellige materialer, man bruger. Så der er måske noget om, at man på et tidspunkt når til en ydergrænse for, hvor meget det lokale samfund kan både trække på ressourcerne og udvikle sig. Og der ser vi jo disse brudpunkter, hvor der pludselig sker nogle nye ting i vores forhistorie, som jo også godt kan hænge sammen med en form for kulturelt eller økologisk kollaps, som gør, at man simpelthen bliver nødt til at ændre vaner.
Sanne: Måske er det sådan en periode, vi er i netop nu. Mange vaner tages i hvert fald op til revision i den selvransagende modebranche. Vi slutter af med at spørge Johanne, hvad hun tror, fremtidens fokus vil blive, når det kommer til mode og tøj.
Johanne: Jeg tror, at fremtiden er divers. Nogle skal stoppe strømper. Nogle skal få lavet ting hos en skrædder. Nogle skal få repareret. Nogle skal købe nyt, men være rigtig gode til at gensælge det igen. Nogen skal passe på deres tøj. Nogle skal slet ikke eje tøj, men bare være en del af en bytteklub, hvor man hele tiden skifter ud. Men vi skal allesammen eje færre stykker tøj og passe bedre på dem. Jeg ser det rigtig meget, også i håndarbejdstendensen. Det er flere, der begynder at strikke og sy. Strikning blev kæmpestort under Corona. Og jeg ser også rigtigt mange mennesker, der tager ejerskabet tilbage, følelsen tilbage. Vi er så fjerne fra den tekstile og taktile fornemmelse, det er at have med tekstiler og tøj at gøre. Og det er mærkeligt, for mennesker har haft en stor forbindelse til det tøj, de har lavet, i hundredvis af år tidligere. Men det er blevet fjernet, efter produktionen blev fjernet. Så jeg ser, at rigtig mange reclaimer det og gerne vil have en forbindelse tilbage til de tekstiler, de omgiver sig med. Det kan så være gennem genbrug, gennem upcycling. Vi ser på internettet en større tendens med 'visible mending'. Altså, man går ind op lapper huller på tøjet på pæne måder. Strik, syning. Så jeg ser rigtig mange tendenser. Jeg ved ikke, hvornår det går hen og bliver mainstream. Men der skal ikke særlig mange mennesker til. Og vi kan allerede se, at moden begynder at kopiere det i noget, der ligner det hjemmelavede og ligner sådan lidt brugt. Og så er det, man kan se, at der er nogen, der begynder at kigge med. Og for mig betyder det at have en større forbindelse til mit tøj, at jeg også beholder det længere. Og det er også noget af det, vi skal til, hvis vi skal have en mere bæredygtig garderobe.
Sanne: Du har lyttet til Verden Forfra. Et samarbejde mellem Vores Tid, Nationalmuseet og Heartland Festival med støtte fra Novo Nordisk. Serien er tilrettelagt af Mathias Bundgaard. Redaktør er Rikke Caroline Carlsen. Jonas Ritter og Abi Jibali har lavet musikken. Mit navn er Sanne Cigale Benmouyal.