Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S1. E5.
Den magiske hvalros
Hvad har rige sydeuropæiske fyrster, korstog og vikinger i det nordligste Grønland med hinanden at gøre? Langt mere, end man skulle tro. For jagten på de mest luksuriøse varer har gennem historien drevet mennesker ud i det ukendte, og det her er historien om, hvordan den værdifulde hvalrostand fra Grønland blev spredt over hele den kendte verden.
S1. E5. Den magiske hvalros
30.JUN.2021Du kan blandt andet møde
Martin AppeltSeniorforsker, museumsinspektør
Om Martin AppeltMartin Appelt
Martin Appelt arbejder med arktisk historie og forhistorie. Han har en ph.d. i arkæologi og mere end 30 års erfaring med feltarbejde, især fra Grønland. Han er museumsinspektør for Nationalmuseets etnografiske samlinger fra Arktis, der rummer genstande, optegnelser, tegninger, fotos og meget andet på tværs af store dele af Arktis.
- Christian Koch Madsen
Museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum
Om Christian Koch MadsenChristian Koch Madsen
- Martin Appelt
Seniorforsker, museumsinspektør
Om Martin AppeltMartin Appelt
Martin Appelt arbejder med arktisk historie og forhistorie. Han har en ph.d. i arkæologi og mere end 30 års erfaring med feltarbejde, især fra Grønland. Han er museumsinspektør for Nationalmuseets etnografiske samlinger fra Arktis, der rummer genstande, optegnelser, tegninger, fotos og meget andet på tværs af store dele af Arktis.
- Christian Koch Madsen
Museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum
Om Christian Koch MadsenChristian Koch Madsen
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Martin Appelt, seniorforsker, Nationalmuseet. Christian Koch Madsen, museumsinspektør, Grønlands Nationalmuseum
5. Den magiske hvalros
Lasse Telling Madsen: Hvem skulle tro, at en lille beskidt ring kan fortælle en historie om, hvordan hele verden hænger sammen? Vi er på et forblæst næs i det umiddelbare ingenting nord for Thule Air Base. Det er svært at forestille sig, at denne her øde plet spillede en vigtig rolle for fortidens internationale handel, og at det var et eller andet sted heromkring, at menneskeheden for første gang mødte sig selv igen.
Martin Appelt: Nordpolen er enden af verden på det her tidspunkt. Det er simpelthen det største røvballe sted, man kan forestille sig.
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor.
Martin Appelt: Og der er også nogle fortællinger om, at fyrsterne kan beskytte sig selv mod giftmord ved at røre med hvalros tand i det, de skal drikkes, og det begynder at koge, hvis der er gift i.
Lasse Telling Madsen: Det her er historien om, hvordan jagten på hvalrostand drev vikingerne til udkanten af verden. Det er historien om efterspørgslen på luksusvarer fra Sydeuropa, om kristne korsfarere og om magi. Men inden vi kommer så langt, så er vi nødt til at grave os ned i en gammel køkkenmødding lidt nord for Thule Air Base. Det er her, vi finder den ring, der er den første brik i puslespillet. Det var i 2016, at arkæologen Martin Appelt fra Nationalmuseet i København lå på knæ og gravede i nogle menneskers århundrede gamle efterladenskaber med en ske. Han var egentlig sendt af sted for at undersøge nogle inuit bopladser, da der dukkede noget op man nok skal være arkæolog for ikke bare at grave sig forbi.
Martin Appelt: En af de store overraskelser var, at der var ualmindelig mange stumper af jern i det her. Og blandt de her stumper af jern, der var en lillebitte ring, som vakte enorm begejstring. Og det var bare sådan en, jeg tror, de fleste ville have overset den, fordi det var sådan en sort, lille forrustet klump, nærmest. Men det var ret tydeligt, at det var en ring, og det var en ring fra en ringbrynje, og de har ikke noget som helst med inuit at gøre. Der taler vi om nordboerne, altså vikingerne, og det tændte alle mulige alarmklokker i vores hoveder med det samme. Så vi er begyndt at kigge endnu nøjere, når vi gravede. Og der dukkede flere ting op af nordbo-oprindelse. Hvis vi skal finde nordbogenstande på Inuit bopladser, så jo længere væk vi kommer fra bygderne, jo jo flere finder vi. Og der hvor der den allerstørste koncentration af nordbogenstande. Det er lige præcis deroppe i det der område i Thule-området. Og det er så besynderligt, at vi kender nu seks forskellige pladser, hvor der nu er fundet de her ringe på fra en ringbrynje. Og i øvrigt er der ret god grund til at tro, at det faktisk er den samme den ene ringbrynje. De kommer fra de forskellige ringe. Mens vi i fra hele Nordatlanten kun kender en lille bitte gård nede i Nuuk området på en nordbo-gård, hvor der ligger en lille klump af de her ringbrynje. Så det vil sige fra der hvor de kommer fra fra Nordbo området. Der er endnu et sted, de er fundet. De er fundet seks steder så langt væk, du overhovedet kan komme i Inuit kontekst.
Lasse Telling Madsen: Og hvorfor er det så lige, at den lille ring kan få Martin Appelt til at blive helt varm i kinderne? Jo, den siger noget om, at nordboerne eller vikingerne har rejst helt herop. Og en ringbrynje er ikke noget, Hr. Hvem-som-helst bruger. Vi har fået fat i en rygende pistol.
Martin Appelt: Og det, der har været meget omdiskuteret, er, hvorvidt det er udtryk for, at Inuit har rejst ned, og så de gravede i tomterne for at få jern og så trukket noget jern med sig og rejst op nordpå igen og så brugt det til, hvad de nu skulle bruge det til. Men når man lægger sådan alle indicier sammen overhovedet, så er det ret svært at komme udenom, at det er en nordbotilstedeværelse oppe i området. Men det er altså ret spektakulært. Nu er vi så første gang, hvor vi har noget der minder om en smoking gun evidence for at at vi har dem deroppe i området. Og det bliver interessant på mange forskellige måder. Dels så siger det noget om hvordan hele nordbosystemet hvordan fungerede det? Den anden ting er, at når nordboerne ankommer deroppe, så er de der sådan set på et tidspunkt hvor at inuit er det ikke ret lang tid siden de er ankommet til Grønland. De vandrede hele vejen fra Alaska, fra Beringstrædets kyster på tværs af Canada og lander så inde i Grønland på et tidspunkt og bosætter sig hele Grønland.
Martin Appelt: Men da de kommer ind der bor et et en gruppe af mennesker, som har ligesom de oprindelige beboere i det... i den i det østlige Arktis, Tuniit bliver de kaldt inuit. Så der er altså tre grupper, der er der samtidig oppe i Thule området. Og som sagt, så er vi altså virkelig, virkelig langt væk i verden. På det lidt mere overordnede plan er det også ganske interessant, fordi man kan sige, det er første gang menneskeheden møder sig selv, efter at der var nogen, der bevægede sig ud af Afrika og bevægede sig op og bosatte i Europa. Og der var nogen, der drejede til højre ud af Afrika og gik den lange tur op igennem hele Asien og landede over det amerikanske kontinent. Og når vi så når op i den her periode, sådan omkring årtusinde eller sådan noget i den stil, så kommer folk i bevæge sig. Når vi når op omkring år 1200, så rammer de Grønland. Og der møder de altså dem, der gik den anden vej. Så ringen er sluttet rundt om den nordlige halvkugle. Så det er en ganske stor fortælling.
Lasse Telling Madsen: Lad os se lidt nærmere på vikingerne og de mennesker, der var i Grønland. Nordboerne, som vikingerne også kaldes, kom til landet i slutningen af 900-tallet med den røde i spidsen, hvor de slog sig ned i det sydlige Grønland. De næste århundreder spreder de sig i området, indtil de i 1300-tallet stille og roligt igen begynder at forsvinde. De har altså været der samtidig med inuitterne, der kom omkring 1100 tallet, og Dorset, der kom til landet i 700-tallet og forsvandt ca. 500 år senere.
Christian Koch Madsen: Jamen, man skal se nordboerne. Skal man se hele historien om nordboerne i Grønland nok rigtig meget som en historie om at finde og udnytte de her arktiske 'luksus'-ressourcer, altså de handelsvarer.
Lasse Telling Madsen: Det er Christian Koch Madsen, der taler her. Han er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum, og han kan fortælle lidt mere om nordboernes forhold til hvalrossen, og hvorfor nordboerne tog så langt mod nord.
Christian Koch Madsen: Så i virkeligheden har vi nok konstant været på jagt efter at finde de nye ressourcer. Det er selvfølgelig primært hvalrostand, men også narhvalstand, isbjørnepelse ting som de rigtige arktiske arter, som kunne findes langt nordpå eller østpå. Så det er hele tiden det, der har lokket dem og fået dem til at tage det næste skridt og helt sikkert også det, der har fået dem til at sejle nordpå næsten med det samme de kommer til Grønland. Men man kan også se, at nordbobebyggelsen eller hele bebyggelsen i Nordatlanten, hvor de grønlandske nordboere også var den sidste del af det er sådan en ekspansionsfase i slutningen af vikingetiden, hvor man også ser, at der er en forandring af verdensøkonomien eller handelssystemerne, der begynder at blive en virkelig globaliseret verden, hvor han bare flyder. Og det vil sige, at den udbud og efterspørgsel, der er på eksotiske varer, den rækker også længere og længere nordpå. Og så er det at hvalrostanden bliver det hotte. Det bliver det, man vil have i den her periode i slutningen af vikingetiden. Og så er det fordi man er del af det her netværk og verdensmarkedet. Så er man godt på vej til at skaffe den her ressource, den luksusvare, man kan føde ind i handelen. Så vi er sådan set der i dag, hvor vi tror, at det er en meget, meget kalkuleret strategi, bosætningen i Grønland. Det er sådan lidt lidt anderledes end den traditionelle historie med Erik den Røde, der slår sig ned for at dyrke landbrug og så videre. I dag er der mange af os, der tror, at det er rigtig meget med de her hvalrostænder at gøre, og at det nok er det, der har drevet drevet lysten til at vove sig over Atlanten til Grønland.
Lasse Telling Madsen: Vikingernes jagt efter luksus drev dem altså hele vejen til det nordlige Grønland, hvor de mødtes med både inuitterne og med Dorset-folket. Hvordan de møder foregik, det ved arkæologerne ikke med sikkerhed endnu, men der er vist noget med, at møderne var gennemsyret af vold, og at inuitterne ikke holdt sig tilbage. Men den må vi tage en anden gang, for Martin Appelt skal til at fortælle om en anden lille genstand, der er en del af puslespillet, og som igen trækker Grønland ind i verdenshistorien.
Martin Appelt: Ja, som jeg nævnte, så er der altså 6 pladser oppe i nærområdet af Thule området, sSmith Sund hedder det her område, og så er der som nævnt et eneste sted nede i på en lillebitte indenlandsgård, der hedder Napasoq, som ligger nede i Nuuk området. Og der er på den her gård hernede. Der har man altså fundet det her også en klump af ringbrynje. Og på den samme gård ligger der også en fuldstændig unik ting. Der ligger nemlig et lillebitte sølvskjold. Det, som jeg husker det, er det 23 x 23 millimeter. Og hvis man nu forestiller sig sådan nogle våbenskjold, man kan se for sådan nogle... Ridderne kommer ridende ude med deres skjold på, og så har de deres familiemotiv siddende på. Så ligger der sådan et lille bitte skjold nede der, som er sådan næsten trekantet afrundet trekantet, så det gør sådan lidt som et skjold. Og så er det delt op i nogle felter i otte felter. Det her trekantede skjold, det er et lille sølv skjold og hver anden af de her ting er så ridset ind i sådan at der er en blank felt. Så kommer der et ridset felt. Så kommer der et blank felt, så kommer der et ridset felt og så videre hele vejen rundt i de her otte felter, der er rundt her. Og det her lillebitte våbenskjold, det er fuldstændig uforklarligt, nærmest. Det er meget svært at forstå, hvad det befinder sig på en indenlandsk gård i Grønland. Og sandelig når man begynder at gå efter og sige, jamen hvis det nu her er et våbenskjold, hvad er det så for et våbenskjold? Fordi vi har ikke noget lignende, og vi har heller ikke sådan adelsfamilier i traditionel forstand. Altså, vi har bestemt nogle storbønder og. Og vi har også nogle meget, meget væsentlige kirkemyndigheder og alt muligt andet. Men, men sådan deciderede adelsslægter i sådan traditionel europæisk forstand, det er i hvert fald mig bekendt er det ikke sådan noget vi ser. Så det er sådan lidt ude af kontekst, og så er det fordi det ligger på den der lillebitte gård langt inde i landet. Så det er altså ikke sådan, at du i biskoppens gård eller på den allerstørste, mest... storbondens gård og så videre. Og der ligger altså det her lille våbenskjold. Og det bedste bud indtil videre, det er, at det er fra den skotske Campbellslægt, der så. Så begynder man at spekulere på, hvad skotsk adelsslægt deres våbenskjold laver på en lille bitte gård langt inde i indlandet i Nuuk området? Og så kommer fantasien for alvor i sving her. Hvis man har bare en smule fantasi her i livet, og så kan man ikke lade være med at få alle mulige interessante ideer.
Lasse Telling Madsen: Det er nu, at brikkerne begynder at passe sammen, men der er nogle huller, som ikke kan forklares. Det er her fantasien kommer i brug, og selv om de ikke altid er så velansete for forskere at tænke ud over fakta, så har Martin Appelt alligevel en teori. Den kommer vi tilbage til lige om lidt.
Martin Appelt: Når man tænker over det her, så er man nødt til faktisk at komme ud i en meget stor fortælling, som jeg skal prøve at gøre superkort. Men altså, det korte af det lange er, at vi har nordboerne, der etablerer sig nede i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet og bor der sådan op til for vesterbygdens vedkommende op til midten af 1300-tallet og østerbygdens vedkommende op til midten af 1400-tallet. Så der er den her længere periode og noget af det, der er årsagen til, at det kan lade sig gøre de her bosættelser. Det er dels, at dels så skal man bare have mad i munden, og det er de ret gode til at finde ud af på forskellige ledder og kanter, hvad enten det så er deres landbrug eller senere bliver det mere og mere sælfangst og fiskeri og forskellige andre ting. De er ret skrappe til at bruge alle mulige ressourcer. Men nu lever mennesker jo altså ikke af brød alene. Eller rettere sagt sæl alene eller mælk alene. Så det er faktisk nødvendigt at være del af det store. Det er sådan lidt en del af den gruppe, man kommer fra, altså fra Island og Nordnorge og alle de her områder, hvor vi har nordboerne deres oprindelse, og de opretholder forbindelserne. Og der kan man sådan set meget nemt spørge sig selv, for hvad skulle interessen for Europa overhovedet være i den her udkant af Europa? Og hvorfor skulle man bruge store ressourcer på at holde de, der kontakter? Hvad er motivationen her? Og der er svaret ganske entydigt, at det er forskellige politiske årsager at have et stort territorie og så videre og så videre. Men det skal også understøttes økonomisk, og der spiller handelen med hvalros tand en enorm stor rolle. Det er den store ressource, der kommer ud af Grønland deroppe. Og når den spiller så stor en rolle, så er det simpelthen fordi det er en højprestige varer. Så det er altså noget man bruger i adelshusene. Det er noget man bruger i kirkevæsenet og så videre og så videre til at lave det mest prestigiøse af alle de fine udsmykninger man skal lave, skrin og bispestave og store daggerter og andre ting skal have hvalrostandsskaft på. Og det har man tidligere klaret med elefantstødtand. Men der sker det at at med korstogene, som jeg tror vi alle sammen har hørt, de middelalderlige korstog, hvor kristendommen kæmper mod de muslimske, og hvem der har retten til Jerusalem og alle de der ting og de store korstog, så går der sådan set mere eller mindre et jerntæppe ned gennem Middelhavet i forhold til i forhold til Europa og Nordafrika op igennem og videre over mod Tyrkiet og alle de der områder. Der kommer simpelthen ikke mere elefantstødtand op. Og når man nu så faktisk stadig skal bruge de her ting, så kan man altså erstatte det med hvalrostand, og det stiller Grønland i en unik position. Fordi det er der der er hvalrosser simpelthen.
Lasse Telling Madsen: Der var altså masser af handel i sigte, hvis man kunne få fat i hvalrostanden. Og det kunne nordboerne. Så kunne de betale deres tiende til romerkirken. De var katolikker, og de kunne betale deres skat til kongen.
Martin Appelt: En af de for mig i hvert fald enormt overraskende ting, da jeg gik i gang med at kigge på det her for en del år siden, det var, at der er i både de arabiske områder og hele vejen over i Indien er der afstand, og der er den besynderlighed i det at at hvordan kan det der komme derhen overhovedet, når der nu jeg beskrev, at der var et jerntæppe ned igennem, så hvordan skal hvalrostanden derned på det her tidspunkt? Det virker ret besynderligt, at det strømmer ned igennem. Og hvorfor bruger de ikke bare elefantstødtand? Det kunne de jo lige så godt have brugt. Det er der jo masser af i de her områder. Nem tilgang til. Og der i hvert fald ifølge nogen af fortællingerne, så er der. Så er der altså det her hvalrostand som bliver handlet ned til det arabiske område, videre til Indien, og der er altså nogle af de mest prestigiøse objekter, altså fyrsternes store daggerter der har håndtag af hvalrostand, og det kunne man nemt forveksle med elefantstødtand. Men der er den... Det har de været enormt opmærksomme på. Og eksempelvis, der er masser af eksempler på, at man har de fineste udsmykkede håndtag på de her daggerter, fyrstedaggerter, og så er der skåret nogle store, der ligner grimme snit ind i håndtaget på det. Og faktisk kan man så se dermed. Fordi så ser man pludselig det spongiøse væv. Altså man har selve tanden, der er ude på den hårde tand, når man slår på den, så har man det bløde indeni, altså der hvor blodomløbet kører indeni. Og på hvalrossen, der fylder det en hel del. Der bliver det sådan noget underligt svampet, der er inde i. Det er hårdt, men det er sådan svampet i strukturen inden i, og der er altså skåret ind, så man kunne se det. Man kan se det hvalrostand, simpelthen. Og der er et eksempel på, hvor der er skrevet med skrevet på en besværgelse, at det beskytter mig mod ondt det her. Og der er også nogle fortællinger om, at fyrsterne kan beskytte sig selv mod giftmord ved at røre med hvalros tand i det de skal drikke, suppen eller hvad det nu måtte være, eller den drik de skal drikke, og det begynder at koge, hvis der er gift i. Hvis man vel at mærke bruger hvalrostand. Det kan man altså overhovedet ikke bruge elefantstødttand til, for det har ikke de der magiske egenskaber. Så når jeg nu har sagt, at der er et jerntæppe, så er det faktisk ikke helt rigtigt. Jo, det er der i Europa over Middelhavet. Og der er det over det tyrkiske område. Men der er altså stadig masser af ting, der strømmer over og bliver delt af fyrstehusene i det arabiske område og videre over i Indien.
Christian Koch Madsen: Ja, men hvorfor lige? Ja, hvorfor lige hvalrostand, narhvalstand, og isbjørnepelsen? Det er jo fordi det er sjældent. Altså magtcentrene er nede i Central- og Sydeuropa, og de har dem... og for dem er det jo enormt sjældent. Man ved jo ikke engang, hvad for nogle dyr de kommer fra. Så bare en enkelt hvalros, en enkelt narhvalstand eller en isbjørneskind er jo formuer værd. Man kan sige, det var jo råvarer, man eksporterede fra Grønland. Så kom de til nogle... nogle store handelsbyer, hvor der også var værksteder, der så forarbejdede de her hvalrostænder til de endelige produkter, der var, ja, det var sådan noget, man brugte til relikvier til beslag til skrin til, til virkelig sådan nogle luksusvarer. I de kirkelige, øverste kirkelige niveau og i de fyrstelige kredse er det virkelig at regne som noget, der næsten er mere værd end guld, og det er også nævnt i de skriftlige kilder. Det er et ret interessant fænomen, at man har det her nordlige jagtmarker eller det nordlige sæler, alt afhængigt af hvordan man tolker de gamle oldnordiske, så som bliver beskrevet som noget man fast tog op til nærmest på årlig basis. Det var noget der var organiseret meget velorganiseret omkring stormændene, altså høvdingene, som havde bådene til at sejle op og kunne samle mandskaberne og så videre. Så det har nok været en hele et arbejdsområde i forbrugssamfundet at foretage de her jagtrejser. Og selvfølgelig har de også dem, der har gjort det, de har været specialiserede jægere, de har vidst præcist hvad for nogle ruter de skulle sejle op, hvordan de skulle jage dyrene, hvordan de skulle efterbehandler det og så videre. Man skal nok forestille sig nogle næsten halv professionelle hvalrosjægere.
Lasse Telling Madsen: Jeg nævnte noget af min teori for lidt siden. For hvordan hænger alt det her sammen? Hvad har en ringbrynje at gøre med en gård i Sydgrønland og en adelsslægt i Skotland? Martin Appelt har en teori. Eller et gæt, skulle jeg måske nærmere sige. Jeg skulle i hvert fald hilse fra ham og understrege, at han gladeligt tager imod, hvis nogen kommer med en bedre forklaring.
Martin Appelt: Og nu på den lange tur ud i den meget, meget store verden. Så vender vi tilbage til det lillebitte skjold. Og ikke mindst til ringbrynjen. Fordi man kan jo ikke lade være med at spekulere på. Hvad laver de der? Campbells slægt. Adelsslægt i Skotland. Skjold på den lillebitte gård. Og hvad laver det? Sammen med noget ringbrynje? Og hvad skal man med ringbrynje i Grønland overhovedet? Der er mit bedste gæt, og det er fuldstændig gæt, og jeg vil meget gerne bevises, at jeg tager fejl. For det tror jeg, der er en god chance for. Men ikke desto mindre. I det scenarie jeg forestiller mig, så er der en en ung mand af god slægt i Grønland, som bliver venner med en ung mand af god slægt fra Skotland og deltager i korstogene. Det er det, jeg tænker, der kunne være en del af det, Og da de to skilles som en lillebitte gave foran det her våbenskjold med han har stadig sin ringbrynje. Han tager med og kommer så med på en tur blandt andet op til Thuleområdet for at hente det der afstand, de skal bruge for at kunne betale skat og betale tiende til kirken i. Og sådan binder det hele sig sammen.
Lasse Telling Madsen: Uanset hvad der er gæt og hvad der er sandhed, så begynder nordboernes handel med hvalrostand langsomt at ebbe ud, og det er ikke så godt, når man bor i den alleryderste udkant af den kendte verden.
Christian Koch Madsen: Jamen, det er jo det, der er det sjove med det. Eller det måske har været det tragiske for nordboerne i hvert fald er, at de har ikke andre alternativer. De har virkelig kun de tre. De tre ben i deres økonomi er narhvalstanden, hvalrostanden og isbjørnepels. Det er ligesom det, de har at byde ind med. Det, der så sker rundt omkring i Europa og i Nordatlanten i samme periode er, at man går væk fra de her. De her meget værdifulde, men ikke så omfangsrige luksusvarer. Det er det, man kender fra vikingetiden, slutningen af vikingetiden, ikke også de her skattefund og så videre derfra. Der bevæger man sig over i en anden økonomisk verden, hvor det er masseproducerede varer, der overtager markedet. Så det er specielt tekstilproduktion, altså det her vadmel, som bliver masseproducerede varer fra Island og fra Norge og fra andre steder og tørfisk, og disse ting bliver det, der fylder markederne efter. Og der kan nordboerne simpelthen ikke følge med i. De har ikke... De har simpelthen ikke befolkning eller ressourcer til. Og så ligger de for øvrigt også for langt væk til, at de rigtig kan være med i den kamp. Så det vil sige, at hvor de i starten har siddet med en rigtig god handelsvare, der var nem at komme af med. Og kunne tillokke handelsmænd udefra, så bliver deres situation sådan set dårligere og dårligere i og med at både falder værdien af deres varer. Og samtidig er der nogle andre varer, der er mere interessante på handlen. Så det er en rigtig ugunstig situation, de går ind i. I den senere del af bosættelsen. Man kan så spørge sig selv. Hvorfor sad nordboerne ikke selv i? Heroppe i Grønland og lavede de her varer, fordi de havde været mere værd, hvis de kunne lave alle de her smykker og skrin osv. Men, men der skal man igen se på afstanden og netværket. At nordboerne er enden af verden på det her tidspunkt. Det er simpelthen det største røvballe sted, man kan forestille sig, for at sige det mildt. Og de har jo ingen begreb om, hvad er det, man gerne vil have nede i Europa?
Lasse Telling Madsen: Vi vender tilbage til Martin Appekts kontor, hvor han er ved at finde en kasse frem, der har indhold til en helt ny fortælling. Det var nemlig ikke kun Hvalrostand, der var unik for det nordlige Grønland.
Martin Appelt: Jeg vil lige vise dig noget, som også hører med til den her historie, jeg har her på gulvet stående en stor kasse, og den er faktisk så tung, så jeg næsten ikke kan løfte den. Og nu tager jeg den lige op på, Jeg skal godt ned i knæ her wup. Den står indtil at nogen kommer forbi fra Grønlands Nationalmuseum. De har bedt mig om at have den stående her og i den her lille krydsfinerskasse. Ja, du skal næsten prøve at løfte på den.
Lasse Telling Madsen: Jeg prøver lige at se om jeg kan klare det.
Christian Koch Madsen: Oj!
Lasse Telling Madsen: Hvad vejer det? Hvad vejer den?
Martin Appelt: Den vejer et par og 30 kilo. Og den her 30 kilo klump her, der ligner sådan et et, bare en sten. Men det er i virkeligheden stykke meteorjern, der ligger nede i her. Og det er et stykke meteorjern, som lige er fundet sådan en små 75 kilometer fra det sted, hvor vi har snakket om hele tiden den der boplads på det forblæste næs. Der lå den her stump. Og der er altså nogle danske håndværkere oppe på Thule Air Base, som har fundet den her og taget den med herned. Og nu skal den op til Grønland igen til Nationalmuseet i Nuuk. Og den er et stykke af en kæmpemæssig meteorit. Meget, meget berømt meteorit. Den anden største jernmeteorit i hele verden er fundet op i det her område. Og hvor lang tid siden det er, ved vi ikke. Men måske for 10.000 år siden eksploderede en meteorit, der ramte ind i i Thule området i det her sted, og der er så fundet en række forskellige stykker i det. Og det er en kæmpemæssig fortælling i sig selv. Men nu tager jeg bare en lillebitte stump af den der fortælling og de her forskellige. Der ligger det her stykke, jeg har af, og det har aldrig været brugt af mennesker. Det lå bare i, men der er en række af de helt store klumper af det. Der har de været brugt af mennesker allerede fra Tuniit kommer ind der. Som jeg nævnte i 700-tallet, tog de faktisk fat på at bruge det og endte med at handle det rundt i et gigantisk område, de var bosat i. Og da Inuit kommer ind og er der sammen med Tuniit og ret hurtigt forsvinder Tunitt, så overtager Inuit handelssystemet og udvider det endnu mere, så det bliver et endnu større område. Og på samme måde som jeg fortalte med nordboerne hvorfor skulle nogen være interesseret i Grønland, når man nu sidder nede i Europa, hvis man kigger fra det arktiske område og fra Inuit området, så kan man dårligt komme meget længere væk end Thule-området. Hvorfor skulle nogen have nogen interesse i at holde forbindelse med de deroppe? Det skal de ligesom med hvadlrostanden medmeteorjern. Det er en helt unik resource, der er oppe i det her område, og det sikrer dem altså en plads i systemet, og det handles over store afstande. Og ej hvor gad jeg godt vide hvad det var der skete, da Tuniit og Inuit stod over for hinanden, og i løbet af 50-100 år havde Inuit fuldstændig overtaget og fuldstændig overtaget handelen med meteorjern.
Lasse Telling Madsen: Kurs mod nord er optaget og produceret af mig, Lasse Telling for Nationalmuseets medie Vores Tid. Du kan finde udsendelserne på vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.