Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
De første: Det tusinde år gamle spæk
Podcast
S1. E3.
Grønland var et af de sidste steder i verden, hvor mennesket begav sig hen. Men hvorfor valgte en gruppe mennesker at rejse ind i det ukendte, øde Grønland, og hvordan kan de være, at de forsvandt næsten sporløst igen?
S1. E3. De første: Det tusinde år gamle spæk
17.JUN.2021Mød din
Lasse Telling
Lasse er journalist og dykker især ned i historiens oversete - og ofte betændte - kapitler. Han interesserer sig særligt for, hvordan historien giver perspektiver på den verden, vi lever i i dag, og ikke mindst de moralske og etiske spørgsmål, som vores fortid skaber. For hvordan er vi egentlig blevet til dem, vi er i dag? Med mikrofonen i hånden har Lasse blandt andet fortalt om kolonifortidens skygger i Dansk-Vestindien, talt med Tamilske Tigre i Sri Lanka og afdækket hvordan en berømt dansk nazist endte som verdensberømt fluebinder i Sverige.
Gæst
Bjarne GrønnowForskningsprofessor på Nationalmuseet.
Om Bjarne GrønnowBjarne Grønnow
- Bjarne Grønnow
Forskningsprofessor på Nationalmuseet.
Om Bjarne GrønnowBjarne Grønnow
Bag episoden
Produktionsoplysninger
Vært og tilrettelægger: Lasse Telling Madsen
Medvirkende: Bjarne Grønnow, forskningsprofessor, Nationalmuseet
3. De første: Det tusinde år gamle spæk
Lasse Telling Madsen: Har du nogensinde overvejet, hvordan flere tusinde år gammelt spæk lugter? Altså fedt fra sæler og hvaler, der har eksisteret lige så længe som vores vestlige tidsregning, men som en dag dukkede op fra permafrosten?
Bjarne Grønnow: Så gik vi ned ved stranden og snusede rundt. Og i bogstaveligste forstand, så snusede vi rundt, for jeg kunne pludselig lugte, at det lugtede af gammelt spæk nede ved stranden. Og så tænkte jeg, hvad søren er det?
Lasse Telling Madsen: Mit navn er Lasse Telling, og i otte udsendelser dykker jeg ned i Grønlands og Danmarks fælles historie. For i 2021 er det 300 år siden, at den lange norske præst Hans Egede satte sine ben i Grønland, hvor han lagde grunden til en dansk koloni, der i dag stadig trækker sine tydelige spor. Egentlig er det lidt af et mysterium, vi skal til at i gang med. For det handler om de allerførste mennesker, der kom til Grønland. Hvordan de levede, og hvordan de forsvandt næsten uden spor. For hvorfor er det, at mennesker har trang til at søge mod det ukendte? Hvorfor er det, at unge mænd risikerer deres liv for at rejse ud i det fremmede? Det er her, at lugten af gammelt spæk kommer ind i billedet. For den kan afsløre meget mere, end du måske tror. Det var forskningsprofessor på Nationalmuseet Bjarne Grønnow, der brugte sin næse for spæk til at grave sig ned i mysteriet om de første mennesker i Grønland. Så lad os lade ham starte med at forklare, hvad det hele egentlig går ud på, og hvordan mennesket kom til Grønland.
Bjarne Grønnow: I dag skal vi snakke om de allerførste mennesker, som overhovedet sætter deres kamikker på grønlandsk fjeld. Hvem er de første indvandrere til Grønland overhovedet? Og det er et meget spændende kapitel. Selvfølgelig al pionerbosættelse i verden er spændende, men det her er særligt spændende, fordi det er da Arktis er et af de seneste områder, som mennesket overhovedet bevæger sig ud i. Det kræver altså noget ganske særligt at kunne leve i Arktis og leve faktisk på havisen og havpattedyr hele året rundt. Det kræver noget ganske særligt, og det er som om man først finder ud af det på et sent tidspunkt i menneskehedens historie. Når jeg siger sent, så er det altså for 5.500 år siden, at den udvikling går i gang. Og det er selvfølgelig, det kan lyde som et stort tidsrum, men, men i menneskehedens historie er det for ganske nylig.
Lasse Telling Madsen: Da først menneskene fandt ud af at leve i Arktis, spredte de sig hurtigt. Ved Beringstrædet, mellem Sibirien og Alaska, er der fundet bopladser for præ-inuitter helt over til det centrale canadiske Arktis. De jagtede blandt andet sæler, rensdyr og hvaler.
Bjarne Grønnow: Først og fremmest er de orienteret mod havets ressourcer, og de kan leve på isen og i isen. Det er det næste. Transporterer sig og så videre. Det går rimelig hurtigt, og så er det som om den udvikling går i stå. Så står man i stampe i 500 år. Det er ovre i det canadiske Arktis. Til vi når frem til omkring 2500 år før vores tidsregning. Så sker der endnu en eksplosion. Så spredes det her folk, altså præ-inuitterne, de spredes fra det centrale canadiske øhav helt hele vejen over til Grønland og rundt om Grønland og helt, helt over til det østligste Grønland, hvor man ikke kan komme videre over Atlanten. Hvor de møder Atlanten. Og der kan man altså ikke med den slags transportmidler komme videre. Men hele det østlige Arktis, også det østlige Canada. Altså bare Baffin Land, Ellesmere Island og så videre, de store øer der. Det er et kæmpe område, vi taler om. Det bliver befolket så hurtigt, så vi ikke kan måle det med vores C14 dateringer, altså vores kulstof14 dateringer inden for en generation eller to. Så er man spredt ud over et kæmpe område og hele Grønlands kystområder med.
Lasse Telling Madsen: Men hvordan vidste de første grønlændere egentlig, hvilken vej de skulle gå? Og hvordan lykkedes det dem at holde sig samlet i det enorme landskab, de var taget af sted med familie, børn og ældre mod det ukendte.
Bjarne Grønnow: Det er en stor gåde, hvordan man holder sammen på sådan et samfund, der konstant spreder sig. Vi ved, at jægersamfund, som har gode livsbetingelser, de kan altså formere sig op på kort tid og blive mange mennesker. Det næste er hvor er ressourcerne og hvorfor, Hvorfor spreder man sig så hurtigt? Hvorfor bliver man ikke på et sted, man kan næsten sammenligne det med en ørken, hvor der er oaser. I Arktis er der også oaser. Det er steder, hvor hvor havisen er brudt, hvor der ligesom er våger der, der er hele året rundt, og der findes faktisk dyrene koncentreret. Der er langt imellem de der snapse oaser, men, men de er der. Og der er ressourcerne meget rigelige. Så vi ser lidt den der hurtige spredning også som en næsten en hoppen fra oase til oase fra vest mod øst over mod Grønland, så man ligesom er tiltrukket af de her arktiske polymerer, som vi kalder dem, isfrie områder. Såfremt for et pres fra baglandet, fordi der har næppe været noget befolkningspres, men så har man følt sig tiltrukket af meget rigelige ressourcer. Og når jeg siger ressourcer, så er det hvalros, selv, hval, isbjørn, fugle, ikke mindst også fuglevildt, der har været tiltrukket af det, og det var ofte sådan, at man havde grupper af unge mænd, altså fangere, som tog ud og ligesom opdagede ressourcerne, kortlagde faktisk ressourcer, og så vendte de hjem med viden om, hvad der var forude eller ind i de ukendte områder. Så det vil sige, at har du information, så kan du også bedre sikre dig, at du kan flytte familien videre, at du kan flytte børn og så hele familien flytte dem med over til en ny ø eller et nyt område med gode fangstforhold. For igen, hvis du vælger forkert, så kan du risikere at blive isoleret og sulten kan indhente dig og du kan, du kan simpelthen dø af sult sådan nogle steder, hvis dit valg har været forkert. Så derfor information og indsamling af information, det sørger de unge mænd for. De kunne rejse langt og var uafhængige.
Lasse Telling Madsen: Det er ikke en overdrivelse at sige, at der var langt imellem de nye grønlændere. Ifølge Bjarne Grønnow taler vi måske om 10.000 mennesker, der spredte sig i et område, der var lige så stort som hele Europa.
Bjarne Grønnow: Vi kan se, at vi formentlig har... her har tale om et folk, som ikke er bundet til et bestemt territorium, men som rejser. Og det at rejse er deres kultur. Man identificerer sig altså mere med dyrene og fangstdyrene, end man gør med landet. Det er sådan en af de hypoteser, vi arbejder med. Så kan vi se det arkæologisk, at man flytter sin verden med rundt. Man bor på en bestemt måde. En ganske bestemt måde har man, har man indrettet sin bolig på. Man bor i telte hele året rundt. Men gulvfladen er inddelt på en bestemt måde. En meget karakteristisk. Vi kalder det midtergang boliger. En meget karakteristisk arkitektur, som deler boligen i to med en en arbejdsdel af boligen og så en central del som er ildstedet. Det kalder vi midtergangen og så en en sovebriks. Og den arkitektur den følger dem, hvad enten du er i Alaska eller du er i Canada eller Grønland, så er det den arkitektur, den følger med hele vejen rundt, så du indretter dig på samme måde hele vejen igennem. Og et menneskes måde at indrette sig på også arkitekturen, den spejler ofte på en eller anden måde måske ikke direkte, men den spejler din, din verdensopfattelse, din kosmologi. Og det vil sige, at du kan flytte din verden i den her i de her samfund. De flytter simpelthen deres kosmologi med sig rundt. Lige meget hvor de er, så har de et fast holdepunkt i deres bolig. De har ikke et fast holdepunkt i landskabet. Der er ikke nødvendigvis stednavne for fjeldene eller søerne eller noget, men de flytter med deres verden rundt. Sådan kan vi se, at de holder sammen mentalt på sig selv og på deres kultur. Så man rejser med sin verden. Og man rejser. Når du møder nogen. Så har de de samme, formentlig, de samme tøj, de samme. Og de bor på samme måde. Og de har de samme redskaber. Så du kan med det samme føle fællesskab.
Lasse Telling Madsen: Det er ikke ligefrem fordi de første mennesker i Grønland selv har skrevet deres historie ned. Så hvordan ved vi alle de her ting? Jo, de har efterladt sig små spor. Små brødkrummer, man kan følge, hvis man ved, hvad man skal se efter. Eller måske nærmere lugte efter. For det er her den gode næse for spæk. Kommer ind i billedet. For godt 40 år siden var Bjarne Grønnow, og en grønlandsk kollega ude at lede efter bopladser i en øde fjord, da der lige pludselig var noget, der kildede i næsen.
Bjarne Grønnow: Min største oplevelse som arkæolog i det arktiske - jeg har haft mange store oplevelser - men den største var nu at finde den her boplads, der hedder Qeqertasussuk. I 1983 rejste jeg i området sammen med min grønlandske makker, dengang Appaa Magnussen, og vi var udsendt af det lokale museum, som lige var etableret på det tidspunkt for at kortlægge fortidsminder i den sydlige Diskobugt. Det lokale museum ligger i Qasigiannguit, det der i gamle dage hed Christianshåb. Der var vi udsendt, og vi sejlede rundt, og vi kortlagde bopladser, som er nogle hundrede år gamle fra de nuværende grønlænderes direkte forfædre. Men vi var heldige også at finde enkelte bopladser, som var ældre. Men så en nat sejlede vi forbi. Det var jo lyst hele døgnet rundt, så så sejlede vi forbi en lille ø, der hedder Qeqertasussuk, og der var et næs, hvor vores næser sagde os, der måtte være noget. Det var en typisk beliggenhed af en af de ældste bopladser fra. I Grønland kalder vi det Saqqaq-kulturen efter en bygd opkaldt efter en bygd oppe i den nordlige Diskobugt. Der kalder de det Saqqaq-kulturen, og det var et typisk sted for Saqqaq-kulturen, det var et lille gruset næs, hvor man kunne slå sig ned og have overblik over de dyr, hvaler og sæler, og så videre som trækker forbi. Så vi hoppede i land der og var oppe og kigge og så oppe på sådan en afblæst grusflade, der fandt vi ildstederne, så vi var klar over, at det er kun den kultur der benytter sig af den slags ildsteder med ild-skønne sten i satte i sådan en indrammet af flade sten. Så fandt vi også nogle stenredskaber, helt karakteristiske stenredskaber. Så den var god nok - det var en Saqqaq-boplads. Det var et godt kryds i kalenderen der. Så gik vi ned mod stranden og snusede rundt. Og i bogstaveligste forstand, så snusede vi rundt, for jeg kunne pludselig lugte, at det lugtede af gammelt spæk nede ved stranden, og der var sådan nogle mørke lag, hvor havet havde gnavet sig ind. Bølgerne havde vasket ind mod kysten og havde gnavet sig ind i lagene, og derfra kom en lille strøm af brunt smeltevand, og så lugtede det så dejligt at have gammelt spæk. Og så tænkte jeg Hvad søren er det, så var vi henne og kigge. Og så kunne vi se, at inde under sådan en udhængende måtte af græs og tørv, der var sorte lag, og der stak knogler ud og træsager og alt muligt, så der var et kulturlag derinde under. Og nu kunne det jo være fra mange forskellige tidsaldre. Men vi var faktisk heldige at finde stenredskaber fra Saqqaq-kulturen også i de lag der. Og så kunne jeg jo se, at det her det var noget ganske specielt. Så sejlede vi hjem til museet og så dagen efter tog vi derned igen, og så lavede vi sådan en lille prøve udgravning, hvor vi rensede den der brink af og kunne så se lagfølgen fra øverst med tørvelag og moslag og nedenunder det de her sorte ret spæklugtende lag og så nederst en gammel strandbred. Det var simpelthen strandseng, og da vi så kom tilbage til København til Nationalmuseet, så sendte vi prøverne ind til C14 datering, og ganske rigtigt til vores store glæde, så var de næsten 2500 år gamle de lag der. Vi åbnede et vindue ind til en helt fremmed pioneerkultur og kom meget tættere på den end vi nogensinde havde været før. Så det var ligesom at træde træet 4000-4500 år tilbage i tid. Og når jeg siger det, så er det faktisk sjovt, for vi fandt faktisk også deres fodspor nederst i køkkenmødding. Der kunne vi se, at de første, der var kommet i land på den ø, der dækket af det senere tiders affald, der var der, kunne vi se den nedtrampede marehalm. Og der kunne vi faktisk se næsten hvor var de første, der havde gået i land på stranden, der hvor de havde trådt.
Lasse Telling Madsen: Men lad os vende tilbage til, hvad det egentlig var for nogle mennesker, som Bjarne Grønnow og hans kollega fandt efterladenskaberne af. For selv om der er mange huller, så kan forskerne alligevel sætte en teori sammen. Lad os lade Bjarne Grønnow opsummere tusind års bosættelse historie på et par minutter.
Bjarne Grønnow: I Grønland skelner vi mellem Saqqaq-kulturen, altså de første mennesker kalder vi Saqqaq-kulturen i Vestgrønland, hvorimod i det nordligste Grønland, der snakker vi om Independence-kulturen. Det er nogle nuancer i deres og deres redskaber, som gør, at vi kan skelne to kulturer, og det har formentlig været samme folk. Men de har talt nogenlunde samme sprog, men har haft lidt forskelligt design af deres redskaber. Men faktum er i hvert fald, at man spredes i første bølge, kan man sige spredes i hele Grønland. Efter nogen tid kan vi se, at man begynder at opgive de højere arktiske områder i Grønland, altså Thule-området, men især Peary Land og Nordøstgrønland. Der trækker man sig væk fra og længere sydpå, så det ligger folketomt efter måske bare 2-300 år. Så forlader man de højarktiske områder, og så samles man i, eller man kan sige, at befolkningen i Grønland koncentreres i Vestgrønland og i Sydgrønland. Men man kan sige, at man opgiver på et ret tidligt tidspunkt, hvorefter efter måske 2-300 år opgiver man de områder, hvor ressourcerne måske hurtigt kan overudnyttes, hvor man får jaget moskusokse bestanden i bund, og hvor der er rimelig langt imellem de rige områder også ude i havisen. Så man de svære de områder, som umiddelbart er svære at leve i på længere sigt ser det ud som om man opgiver og så samles man, kan man sige, det er stadig store områder, vi taler om. Men så bliver Vestgrønland tætbefolket, også det sydlige Østgrønland. Der finder vi så bopladserne fra omkring 2.000 før vores tidsregning og frem til omkring, ja, tusind år før vores tidsregning eller sådan noget. I den periode. Der begynder man at blive mere bofaste, og man kommer ikke i de høje arktiske områder. Man holder sig til de rige områder. Og når jeg siger rige områder, så er det for eksempel Diskobugt, eller det kan være i nede omkring Sisimiut området eller Nuuk. Sådan nogle områder med store, dybe fjorde og med stor biodiversitet, hvor man hvor man kan jage havpattedyr, men hvor der også er en kæmpe fuglebestand, og hvor der er et indland med rensdyr. Når vi når hen omkring 800 eller 500 før vores tidsregning i den periode, så ser vi en endnu en koncentration. Så opgiver man tilsyneladende Østgrønland, Sydgrønland. Og så samles de seneste bopladser, vi overhovedet har, det er i Sisimiut-området, og også Diskobugt bliver også opgivet. Og så er der Sisimiutområdet. Der er de, hvor de seneste bopladser er, og hvor man formentlig er blevet færre mennesker og samler sig i det område, som giver de bedste ressourcer. Og så slutter det. Så slutter det et sted mellem 800 og 500 år før Kristi fødsel. Der forsvinder den her kultur.
Lasse Telling Madsen: Hvor tager de hen?
Bjarne Grønnow: Vi aner det ikke. Nej, altså, de forsvinder, og vi der kommer andre ind på det her tidspunkt. Problemet er vi kan ikke sige helt hvornår. For når jeg siger mellem 800 og 500, så er det fordi vores kulstof-14 dateringer de kan ikke datere nøjagtigt inden for den periode. Og det er lige netop det, at der sker en masse spændende.
Bjarne Grønnow: Så vi er meget ærgerlige over, at kulstof 14 datering. Ikke kan give os nærmere besked. Men vi må altså bruge andre midler. Men vi ved, at omkring 800 før vores tid der hvor Saqqaq-kulturen er koncentreret i Sisimiut området, der kommer nye folk ind fra Canada. Der er en kultur, der hedder Dorset-kulturen, som spreder sig ind. De lever nogenlunde på samme måde. De har samme design af deres bolig. Men deres redskaber er meget forskellige, og de lægger vægt på andre fangstdyr end Saqqaq-kulturen gør. Og det ser ud til, at Dorset afløser. Der hvor Saqqaq forsvinder, der kommer Dorset ind. Men men det er altså vi kan ikke sige noget nærmere om det, og vi ved det ikke. Saqqaq-kulturen forsvinder simpelthen og formentlig uddør. Men altså, vi kan bare konstatere, at Saqqaq-kulturen den forsvinder, og den kommer aldrig igen til Grønland. Der kommer nogle nye folk ind, som også er præ-inuitter. Men den udvikling finder sted ovre i Canada, og så først derfra spreder et nyt folk sig i Grønland. Det går også hurtigt, men de er ikke i Grønland, så lang tid, de er. De er specialiseret i andre former for fangst og har formentlig ikke fartøjer. De er specialister i sælfangst fra IS, og de er. Og lever også meget af landpattedyr. Det er en lidt besynderlig kultur, den her Dorset kultur, som også er lidt af en gåde for os. De er i Grønland i 3-400 år, ikke meget mere.
Lasse Telling Madsen: Men hvem var de så, de her første mennesker i Grønland? Hvordan kunne de overleve og holde sammen? Og hvordan opfattede de den verden, som de levede i? Igen har Bjarne Grønnow og hans kolleger fået nogle fingerpeg, som sammen er med til at skabe det store billede.
Bjarne Grønnow: Jeg har talt om, at deres bolig var inddelt på en bestemt måde, og man havde en midtergang. Og det er ikke tilfældigt. Altså, hvis vi går til historisk tid i Sibirien, så har man nogle boliger, der er indrettet på samme måde, og der er selve midtergangen i boligen. Det er både ildsted, men det er også indgangen til andre verdener. Altså man plejer ilden og ildens moder faktisk der. Så man lægger en masse symbolik i sit ildsted og den måde boligen er delt op på, altså en deling af boligen kunne svarer til en deling af ens åndeverden. Så har vi været heldige at gøre nogle fund på den her boplads fra Qeqertasussuk, som der er nogle ganske få ornamenterede genstande, og de ornamenter kan også være symboler og er formentlig ikke bare udsmykning, men også symboler på noget åndeligt. Og så har vi været heldige at finde nogle dele af trommer altså rammen til sådan nogle meget store trommer, som jo også tyder på, at man har haft en form for. Altså trommer bruges både til underholdning, men altså også til shamanistiske ritualer. For eksempel at man kan tromme sig til ting i trance, for eksempel, og der har vi på bopladserne fundet dele af trommer. Men for lige at vende tilbage til de udsmykkede eller ornamenterede genstande, så kan vi se, at der er nogle simple ornamenter med nogle streger og nogle trekanter osv. Og hvis vi igen tager nogle historiske paralleller til det, så kan det godt være en et symbol på tingenes sjæl.
Bjarne Grønnow: Tingenes ånd. En streg kan være en rygrad, og vi har også ribbensmønstre og så videre. Men man prøver at få det indre af en genstand frem gennem sine ornamenter og det indre af en genstand, det er tingens sjæl, og det vil sige, at hvis vi, hvis vi vælger at tolke det sådan, så har vi altså at gøre med en en kultur, som er shamanistisk, og som tillægger genstande og dyr og planter hele omverdenen tillægger det sjæl og de sjæle skal man stå i et godt forhold til. Det vi kunne ønske os. Det vi mangler, det er jo et sted, hvor det virkelig kommer til udtryk. I hvert fald i mange kulturer. Det er gravene, en kulturs grave. Der lægger man jo gravgaver ved. Eller man begraver sine døde på en bestemt måde. Og det afspejler jo i den grad ens religiøse opfattelse. Men vi har ikke nogen grave fra Saqqaq kulturen. Vi har nogle få menneskeknogler. Dem har vi fundet i en køkkenmødding på Qeqertasussuk. Og så har vi nogle menneskehår, som vi også har fundet der. Men selve begravelsesstederne og selve begravelsesstederne eller gravene, dem har vi ikke fundet. Og vi troede ellers vi skulle finde dem, når nu vi havde en stor boplads på en lillebitte ø. Den er kun to gange 1 kilometer eller 34 gange et par kilometer. Så tænkte vi nu har vi bopladsen. Så må vi da kunne finde gravene på den, og vi har gennemtrawlet øen. Og ikke fundet et snus.
Lasse Telling Madsen: De første kom altså for 5000 år siden. Og så var der mennesker i Grønland i flere tusind år frem. Og så forsvinder de pludselig. Grønland ligger igen tomt hen. Menneskene er væk. Det er i hvert fald det, forskerne indtil videre har beviser for. For nu kommer vi ind på noget, der godt kan være en lille smule ømfindtlig.
Bjarne Grønnow: Præ-inuitternes tidsperiode den slutter med Dorset-kulturen. Og den kan vi til gengæld følge langt op i tid. I Grønland er det sådan, at jeg har fortalt ham, at Dorset-kulturen kommer ind ca. 800 år før vores tidsregning, kommer Dorset kulturen vandrende ind og spreder sig i hele Grønland, og er der indtil omkring mellem 100 og 200 år før vores tidsregning. Altså der hvor vi er yngre eller hvor vi har ældre jernalder herhjemme. Der kommer Dorset kulturen ind i billedet oppe i Grønland, og så forsvinder Dorset-kulturen. Den ældste del af Dorset-kulturen hidtil, og så ligger Grønland fuldstændig folketomt i flere hundrede år fra omkring 100 før Kristus op til til 6-700 efter Kristus, altså i hvert fald 800 årig periode. Er der ikke en sjæl i Grønland, og det troede jeg jo, da jeg var ung arkæolog. Det skulle jeg hurtigt finde nogle bopladser, der kunne fylde det hul ud. Det kunne ikke passe, at Grønland var folketomt, men det er ikke lykkedes at finde nogle bopladser i den periode, og det har man heller ikke i det nordlige Canada. Så kommer der faktisk en kultur ind, som vi kalder Sen Dorset. En udvikling, der har fundet sted ovre i Canada. Men der er den sene del af Dorset omkring 700 år efter Kristus, indvandrer til Grønland. Men kun lige den nordligste del af Grønland. Så først derefter kan man sige, at så slutter den præ-inuitiske periode, og så kommer grønlændernes nærmeste forfædre ind på det her tidspunkt, det vi kalder Thule-kulturen. De spredes ovre fra Alaska lynende hurtigt også til Grønland. Og det sker omkring i slutningen af 1200-tallet. Så er man inde, og så møder man Dorset, de sene Dorset-folk møder man. Der finder kulturmøde sted oppe i Thule-området på det her tidspunkt. Men det er jo en lang anden historie, som også er spændende. Men, men det er altså sådan, at epoken med dem, vi kalder præ-inuitter, det det ophører.
Lasse Telling Madsen: Det er det her spørgsmål omkring, hvornår inuitterne kommer til Grønland, der kan være ømfindtligt. For ifølge dna undersøgelser er de inuitter, der begynder at ankomme omkring år 600, ikke direkte beslægtet med de tidligere beboere. Det er altså et andet folkeslag, og det passer ikke sammen med det nogle grupper fortæller om, at inuitterne i Grønland har været i landet i mere end 5000 år.
Bjarne Grønnow: Inuitternes direkte forfædre er genetisk, når man ser på deres DNA, så er de et godt stykke fra præ-inuitterne, men det er samme levevis, og i sidste ende kommer de alle sammen fra Sibirien, så de er alligevel tæt i familie. Men altså genetisk sker der et brud der, at vi har hele den præ-inuitiske befolkning som som er der i 3-4000 år i det arktiske og så forsvinder de, og så afløses de så af inuitternes direkte forfædre. Hvis du vil have en afslutning på, hvor forsvinder de hen? Så har vi de sidste rester af præ-inuitterne. Dem har vi oppe i Thule, og de mødes ikke bare med Thule kulturen. Men også med nordboerne deroppe. Der er lige 50-100 år. Hvor der simpelthen er kultur clash oppe i Thule. Men det tager du.
Lasse Telling Madsen: Det tager jeg med Martin. Haha.
Bjarne Grønnow: Ja, det tager du med Martin. Haha. Det er han specialist i. Haha.
Lasse Telling Madsen: Serien er optaget og produceret af mig, Lasse Telling fra Nationalmuseets medie Vores tid. Du kan finde udsendelserne på vorestid.dk eller der hvor du plejer at lytte til dine podcasts.